social- og sundhedsassistent undersøger patient
Erhvervsuddannelse (EUD)

Social- og sundhedsassistent

En social- og sundhedsassistent yder professionel sygepleje og omsorg. På uddannelsen lærer du at holde øje med ændringer i borgeres og patienters helbred og sikre, at de får den rigtige hjælp.

Fakta

Navn:
Social- og sundhedsassistent
Varighed:
3 år 10 mdr. - 4 år 7 mdr.
Trin:
Social- og sundhedsassistent
Adgangskrav til grundforløb:
Folkeskolens afgangseksamen el. tilsvarende med karakteren 2,0 i dansk og matematik
Overgangskrav til hovedforløb:
Vær opmærksom på, at der er specifikke krav ved overgangen til hovedforløbet
Skoleoplæring:
Ikke mulighed for skoleoplæring
Eux:
Mulighed for eux
Økonomi:
SU og elevløn
Muligheder for at læse videre:
Du har adgang til mange videregående uddannelser
Den blå farve i barometeret viser, at der er adgang til mange videregående uddannelser
Læs mere i afsnittet Mere uddannelse

Du lærer at yde omsorg, personlig hjælp og sygepleje til ældre, svækkede eller syge mennesker. Du får viden om sygdomme og deres symptomer, årsager og behandling.  

Du lærer at vejlede og motivere mennesker til at klare hverdagen bedst muligt fx ved genoptræning efter sygdom. Du lærer også at skabe en tillidsfuld relation til de forskellige mennesker, du skal hjælpe.

Social- og sundhedsassistenter arbejder på plejecentre, i hjemmeplejen, på hospitaler eller på institutioner for psykisk eller fysisk handicappede.

Sosu-assistent med eux

Foto: Getty Images

Fold alle afsnit ud

Om uddannelsen

På uddannelsen lærer du at opdage tegn på sygdom eller mistrivsel hos de mennesker, du hjælper.

Sygepleje og vejledning

Du lærer at udføre professionel omsorg og sygepleje og at give den rette medicin. Du lærer også at vejlede borgere og patienter om sundhed og sygdom.

Kommunikation

Kommunikation og relationer er en vigtig del af uddannelsen. For at kunne udføre dit arbejde bedst muligt, skal du kunne lytte til andre mennesker og forstå deres behov. 

Sammenhængende pleje

Som social- og sundhedsassistent har du tæt kontakt til de borgere og patienter, du arbejder med. Du bliver en nøgleperson i arbejdet med at sikre sammenhængende plejeforløb, der tager hensyn til den enkeltes behov og sikrer et værdigt liv.

Derfor lærer du at dokumentere den pleje, du udfører, så andre kan få den nødvendige information. Du får erfaring med at samarbejde med kolleger og at inddrage andre faggrupper, fx sygeplejersker og læger, når det er nødvendigt.

Løn, job og trivsel

  • Hvad tjener man som nyuddannet?
  • Er der gode beskæftigelsesmuligheder?
  • Trives eleverne på uddannelsen?
  • Hvordan er køns- og aldersfordelingen?

Tjek fakta om uddannelsen, før du vælger, eller sammenlign uddannelser.

Gå til Uddannelsen i tal

Uddannelsens opbygning

Uddannelsen består af et grundforløb, der tages på en erhvervsskole og varer 20 eller 40 uger, samt et hovedforløb, der veksler mellem perioder på din læreplads og perioder på skolen.

Figuren viser det fulde uddannelsesforløb, herunder grundforløbets 1. og 2. del.

Fag

På skolen lærer du bl.a. om:

  • Mødet med borgeren og patienten
  • Det sammenhængende borger- og patientforløb
  • Sygdom og sygepleje (både fysisk og psykisk sygdom)
  • Sundhedsfremme, forebyggelse og rehabilitering
  • Farmakologi og medicinhåndtering

Du skal også have fag som dansk, engelsk og naturfag.

Oplæring

På lærepladsen bliver du oplært i de arbejdsopgaver, som hører til uddannelsen. Oplæringen foregår på en arbejdsplads. Der er ikke mulighed for at komme i skoleoplæring.

Du afslutter uddannelsen med en eksamen og et uddannelsesbevis.

Særligt for studenter

Hvis du har en gymnasial eksamen, får du afkortet grundforløbet på uddannelsen til social- og sundhedsassistent. For studenter varer grundforløbets 2. del 2,5 dage.

Video

DM i Skills er de årlige Danmarksmesterskaber for erhvervsuddannelser. Det er Skills Denmark, der arrangerer mesterskaberne, og de har produceret en række film, hvor tidligere deltagere fortæller om deres fag. Her fortæller Mette og Olivia, der er social- og sundhedsassistenter, om deres fag.

Se flere film fra Skills Denmark på YouTube.

Se flere videoer på SOSU-skolernes kampagneside om uddannelsen.

Er uddannelsen noget for mig?

Hvis du er usikker på, om uddannelsen passer til dig, kan du her få en idé om, hvad der er vigtigt på uddannelsen.

Listen nedenfor hjælper dig med at vurdere, om uddannelsen passer til dine interesser og forventninger. Det er ikke krav, men vigtige punkter at overveje. 

Overvej fx, om du:

  • Kan arbejde selvstændigt og bevare overblikket
  • Er god til at tale med mange forskellige mennesker
  • Kan sætte dig ind i andre menneskers situation
  • Er psykisk stærk, da du skal arbejde med syge, psykisk ustabile, kriseramte eller døende mennesker
  • Er indstillet på, at du skal hjælpe andre med personlig hygiejne
  • Er ansvarsbevidst
  • Er indstillet på skiftende arbejdstider og i nogle tilfælde aften-, nat- og weekendarbejde
  • Har god fysik og er indstillet på at bruge løfteteknik mv.

Adgangskrav

Der er adgangskrav til erhvervsuddannelsens grundforløb. Der er også specifikke overgangsskrav, som du skal opfylde, inden du kan gå videre til hovedforløbet.

Adgangskrav til grundforløbet

For at begynde på en erhvervsuddannelses grundforløb skal du opfylde følgende krav:

  • Du skal have bestået folkeskolens afgangseksamen eller en tilsvarende prøve
  • Du skal have fået mindst 2,0 i gennemsnitskarakter i både dansk og matematik til afgangseksamen i 9. eller 10. klasse eller en tilsvarende prøve

Kommer du direkte fra 9. eller 10. klasse, skal du desuden være have fået mindst 2,0 i gennemsnit af dine afsluttende standpunktskarakterer i henholdsvis dansk og matematik i enten 9. eller 10. klasse.

Hvis du har en uddannelsesaftale med en virksomhed, opfylder du adgangskravene til en erhvervsuddannelse. Du skal dog altid have opfyldt din undervisningspligt.

Læs mere i Adgangskrav til erhvervsuddannelserne

Overgangskrav til hovedforløbet

For at kunne gå i gang med hovedforløbet og gennemføre uddannelsen, skal du have bestået fagene:

  • Dansk på D-niveau
  • Naturfag på E-niveau

Endvidere skal du i grundforløbet have taget følgende certifikater:

  • Førstehjælp på mellemniveau
  • Elementær brandbekæmpelse

For at starte på uddannelsens hovedforløb, skal du desuden have en uddannelsesaftale.

Værd at vide: Hvis du har gennemført grundforløbet til social- og sundhedshjælper (grundforløb 2), har du adgang til hovedforløbet på social- og sundhedsassistent. Du skal ikke tage grundforløb 2 igen.

Ansøgning og optagelse

Der er flere måder at begynde en erhvervsuddannelse på. Måden afhænger af din alder og baggrund, når du starter. Læs her, hvordan du kommer i gang, når du er under 25 år.

Du går i 9. eller 10. klasse

Hvis du vil i gang lige efter 9. eller 10. klasse, skal du søge ind på grundforløbets 1. del (GF1).

Ansøgning: Du skal ansøge senest 1. marts via Optagelse.dk. Grundforløbets 1. del starter typisk i august måned.


Du er gået ud af 9. eller 10. klasse

Hvis du er gået ud af 9. eller 10. klasse og er under 25 år, kan du vælge mellem følgende muligheder:


De samme muligheder gælder for dig, der har taget forberedende grunduddannelse (FGU) i løbet af de 2 år.

Hvis du har taget gymnasial uddannelse i mere end 1 år, skal du altid søge ind på grundforløbets 2. del.

Ansøgning til GF1: Du skal ansøge senest 1. marts via Optagelse.dk. Grundforløbets 1. del starter typisk i august måned.

Ansøgning til GF2: Der kan være uddannelsesstart flere gange om året, typisk august og januar. Kontakt skolen eller tjek skolens hjemmeside for at få information om ansøgningsfrist. Du ansøger via  Optagelse.dk.


Du er gået ud af 9. eller 10. klasse for mere end 2 år siden

Er det mere end 2 år siden, at du gik ud af 9. eller 10. klasse, og er du under 25 år, gælder følgende:

  • Du skal søge ind på grundforløbets 2. del (GF2)
     
  • Du kan evt. også starte i grundforløb plus (GF+). Det er for dig, som har brug for afklaring eller skoleundervisning, før du beslutter dig for uddannelsen. Efter grundforløb plus går du videre på grundforløbets 2. del.


Ansøgning til GF2 eller GF+: Der kan være uddannelsesstart flere gange om året, typisk august og januar. Kontakt skolen eller tjek skolens hjemmeside for at få information om ansøgningsfrist. Du ansøger via  Optagelse.dk.


Du har en uddannelsesaftale

  • Hvis du har skaffet en læreplads og lavet en uddannelsesaftale med en arbejdsgiver, skal du typisk starte i grundforløbets 2. del (GF2). Hvis din uddannelsesaftale dækker grundforløb plus (GF+), starter du med dette forløb.
     
  • Hvis din uddannelsesaftale dækker både grundforløb og hovedforløb, kan du aftale at begynde din uddannelse på lærepladsen. Læs mere i Skolevejen og lærepladsvejen.
     
  • Hvis du har en aftale om Ny mesterlære, kan du erstatte meste af skoleundervisningen på grundforløbet med praktisk oplæring på en arbejdsplads.
     

Skoletilmelding: Arbejdsgiveren sender din uddannelsesaftale eller Ny mesterlæreaftale til erhvervsskolen. Aftalen fungerer som skoletilmelding.


Du er fyldt 25 år

Er du fyldt 25 år, skal du søge ind på erhvervsuddannelse for voksne, euv. Se afsnittet Erhvervsuddannelse for voksne.

Uddannelsessteder

Hvis du vil se, hvor du kan tage din erhvervsuddannelse, kan du bruge UG-værktøjet Erhvervsuddannelseskortet.

Grundforløb

Se kortet over skoler, der udbyder grundforløbets 2. del

Hovedforløb

Se kortet over skoler, der udbyder hovedforløb

Mere om Erhvervsuddannelseskortet

Du kan også finde andre forløb på Erhvervsuddannelseskortet. Læs om hvordan du bruger kortet i artiklen Erhvervsuddannelseskortet.

Find en læreplads

Du skal selv finde en læreplads og indgå en skriftlig uddannelsesaftale med lærestedet. Du vil få hjælp og vejledning fra erhvervsskolen. Læs mere i Sådan søger du læreplads.

Lærepladsen.dk

www.lærepladsen.dk kan du finde ledige lærepladser. Du kan også se, hvilke virksomheder der er godkendt til at oprette lærepladser.

Når du er startet på erhvervsskolen, kan du oprette din egen profil på Min side og få besked om ledige lærepladser, der matcher dine ønsker.

Der er ikke mulighed for skoleoplæring. Hvis du ikke kan finde en lærepladsplads, har du garanti for at kunne gennemføre en anden erhvervsuddannelse med bedre muligheder for at få læreplads. Læs mere om uddannelsesgaranti.

Læreplads med løn under hele uddannelsen

Hvis du er fyldt 25 år, når du bliver optaget på uddannelsen til social- og sundhedsassistent, kan du søge en læreplads, der sikrer dig løn under hele uddannelsen.

Læs om ordningen i Lærepladser og løn til social- og sundhedsassistentelever over 25

Eux

Du kan tage uddannelsen med eux og blive faglært sosu-assistent og student samtidig. Med eux kombinerer du erhvervsuddannelsen med en gymnasial eksamen.

Job eller videregående uddannelse

Når du er færdig, har du en erhvervsfaglig studentereksamen og kan både søge faglært arbejde og få adgang til at søge ind på en videregående uddannelse. Du kan søge optagelse på videregående uddannelser på samme vilkår som personer med en gymnasial uddannelse.

Se dine muligheder for videregående uddannelse som sosu-assistent med eux i Adgangskortet.

Eux-uddannelsens opbygning

Eux-uddannelsen består af et grundforløb og et hovedforløb og er bygget op som en almindelig erhvervsuddannelse. Figuren ovenfor viser det fulde uddannelsesforløb, herunder grundforløbets 1. og 2. del.

Eux-uddannelsen indeholder både oplæring i en virksomhed og den fulde skoleundervisning fra erhvervsuddannelsen, men grundfag og valgfag er skiftet ud med fag på gymnasialt niveau.

Du får både almene gymnasiale fag som dansk og matematik og fag, som er relevante for social- og sundhedsuddannelsen samt beslægtede videregående uddannelser.

Du skal have gymnasiale fag både på grund- og hovedforløbet. For at komme fra grundforløbet til hovedforløbet skal du opfylde overgangskravene.

Overgangskrav til eux-hovedforløbet

For at kunne blive optaget på eux-hovedforløbet skal du have gennemført følgende fag på grundforløbet:

  • Dansk C, engelsk C og samfundsfag C (gennemføres på grundforløbets 1. del)
  • Matematik C, fysik C og kemi C (gennemføres på grundforløbets 2. del)

En del af fagene skal bestås. Øvrige fag skal gennemføres.

Starter du din uddannelse i grundforløbets 2. del, skal du selv sørge for at tage de fag, du mangler.

Fag på gymnasialt niveau

Hvis du vælger sosu-assistent med eux, gennemfører du i løbet af hele uddannelsen følgende fag på gymnasialt niveau:

  • Biologi C
  • Dansk A
  • Engelsk B
  • Fysik C
  • Kemi B
  • Kommunikation/it C
  • Matematik B
  • Psykologi C
  • Samfundsfag B

Du skal også udarbejde et erhvervsområdeprojekt og et eksamensprojekt.

Muligheden for eux findes på en række skoler. Se mere om Eux.

Erhvervsuddannelse for voksne

Hvis du er fyldt 25 år, tager du en særligt tilrettelagt erhvervsuddannelse for voksne (euv). Uddannelsen tilrettelægges på baggrund af en kompetencevurdering, dvs. en vurdering af den uddannelse og erfaring, du allerede har. Din uddannelse bliver dermed i de fleste tilfælde kortere. Læs mere om euv i Erhvervsuddannelser for voksne.

Løn under hele uddannelsen

Hvis du er fyldt 25 år, når du bliver optaget på uddannelsen til social- og sundhedsassistent, kan du søge en læreplads, der sikrer dig løn under hele uddannelsen.

Læs om ordningen i Lærepladser og løn til social- og sundhedsassistentelever over 25

Voksenlærling

Hvis du er fyldt 25 år, kan du evt. blive ansat som voksenlærling til en forhøjet lærlingeløn.

Læs om muligheder og betingelser i Tilskud til ansættelse som voksenlærling.

Økonomi

Du får løn eller anden økonomisk støtte under uddannelsen.

Elevløn

Du får elevløn fra den dag, din uddannelsesaftale træder i kraft, både i læreplads- og skoleperioderne. Beløbet afhænger af, om du er under eller over 25 år.

  • Er du under 25 år, er din startløn som elev typisk ca. dobbelt så høj som SU for udeboende over 20 år. Din elevløn stiger, mens du er under uddannelse.
  • Er du 25 år eller derover, er din startløn som elev typisk højere. Den vil som regel ligge på niveau med den minimumsløn, som er aftalt for voksne på området.

Elevlønnen er aftalt mellem arbejdsgiverorganisationen og den faglige organisation på området.

Hvis du har en uddannelsesaftale, der dækker grundforløbet, får du også elevløn på grundforløbet. Hvis du ikke har det, kan du søge SU, hvis du er fyldt 18 år. 

Læs mere i Økonomi under erhvervsuddannelsen

Læs om SU

Jobmuligheder

Som social- og sundhedsassistent vil du typisk finde arbejde:

  • På hospitaler
  • På plejecentre og i dagcentre
  • I den kommunale hjemmepleje
  • Hos en praktiserende læge eller på specialambulatorier
  • På bosteder eller institutioner for mennesker med særlige udfordringer, psykisk eller fysisk handicap

Arbejde på søn- og helligdage er almindeligt, mens aften- og nattevagter kan forventes i mindre omfang.

Læs mere under Mulige job.

Mere uddannelse

Når du har afsluttet din erhvervsuddannelse, har du mulighed for at videreuddanne dig.

Videregående uddannelse

Uddannelsen til social- og sundhedsassistent giver adgang til mange videregående uddannelser på fuld tid. Find dem i UG-værktøjet Adgangskortet.

Gå til Adgangskortet

  • Husk at vælge dit speciale i værktøjet samt evt. eux
  • Vælg en kategori, og se dine muligheder

Læs mere i artiklen Videregående uddannelse efter erhvervsuddannelsen

Efter- og videreuddannelse

AMU-kurser

Som social- og sundhedsassistent kan du efteruddanne dig med korte, kompetencegivende AMU-kurser.


Akademiuddannelse

Når du har fået erhvervserfaring, kan du også efteruddanne dig med en akademiuddannelse. Akademiuddannelser er videregående uddannelser, som du kan tage på deltid.

Se akademiuddannelser

Kvalifikationsniveau

Uddannelsen er placeret på niveau 4 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring:

Kvalifikationsrammen går fra niveau 1-8 og definerer det forventede udbytte af undervisningen. Læs mere om Kvalifikationsniveauer for ungdomsuddannelser.

Få mere at vide

Fagligt udvalg:

Fællesudvalget for erhvervsrettede velfærdsuddannelser, FEVU

Kampagne:

Kampagnen "Gør en forskel for dem, der har mest brug for det" blev i 2022 lanceret af Sundhedsstyrelsen, Social- og Ældreministeriet, Danske SOSU-skoler, FOA, KL og Danske Regioner.

Du kan stadig finde relevant materiale om social- og sundhedsuddannelserne på kampagnesitet:

Uddannelsens veje

Uddannelsessteder

På uddannelsesstedernes hjemmesider kan du finde mere information

Inspiration

Relevante arrangementer til denne uddannelse: 5

alle erhvervsuddannelser
alle erhvervsuddannelser

Se en oversigt over alle erhvervsuddannelser.

Zoom ind og sammenlign uddannelser.