En elev i køkkenet sammen med en faglært
Erhvervsuddannelse (EUD)

Ernæringsassistent

En ernæringsassistent laver god og sund mad i store køkkener. På skolen lærer du om råvarer samt at tilberede og anrette maden, så den ser lækker ud.

Fakta

Navn:
Ernæringsassistent
Varighed:
2 år - 3 år 7 mdr.
Trin og specialer:
Ernæringshjælper, ernæringsassistent
Adgangskrav:
9./10. klasse eller tilsvarende + karakteren 02 i dansk og matematik
Skolepraktik:
Mulighed for skolepraktik
Økonomi:
SU og elevløn

En vigtig del af arbejdet går ud på at tilrettelægge fremstillingen af sund kost til mange mennesker. Som ernæringsassistent lærer du også om indkøb og økonomi samt om planlægning af arbejdet i et storkøkken, herunder rengøring.

Ernæringsassistenter kan arbejde i storkøkkener på hospitaler eller i kantiner.

Fold alle afsnit ud

Om uddannelsen

Uddannelsen giver en grundlæggende viden om ernæring og tilberedning. Du får desuden viden om alle de hjælpemidler, der findes i et storkøkken. Nogle bruges til at forarbejde og tilberede maden, andre er til at forlænge madens holdbarhed.

Du kan både afslutte som ernæringshjælper (trin 1) og med speciale som ernæringsassistent.

  • Ernæringshjælper: Du lærer om de grundlæggende funktioner i et storkøkken.
  • Ernæringsassistent: Du lærer at udvikle nye produktionsmetoder samt at stå for kontrol af hygiejnen i køkkenet.

 

Uddannelsens opbygning

Uddannelsen består af et grundforløb, der tages på en erhvervsskole og varer 20 eller 40 uger, samt et hovedforløb, der veksler mellem praktikperioder og skoleforløb.

Du kan afslutte uddannelsen efter hvert gennemført trin.

Figuren viser det fulde uddannelsesforløb, herunder grundforløbets 1. og 2. del.

Fag

På skolen undervises du fx i:

  • Fødevarer
  • Ernæring
  • Kost og hygiejne

Du skal også have fag som engelsk og samfundsfag og fag om produktion og kvalitet.

Praktik

I praktiktiden bliver du oplært i de arbejdsopgaver, som hører til uddannelsen. Praktikken foregår på en arbejdsplads eller evt. i et praktikcenter.

Du afslutter uddannelsen med en svendeprøve.

Eux

Du har mulighed for at tage eux i forbindelse med, at du tager din erhvervsuddannelse. Hvis du gennemfører din erhvervsuddannelse med eux, får du det, man kalder 'generel studiekompetence' og bliver ligestillet med personer, der har en gymnasial eksamen. Du kan altså videreuddanne dig på samme vilkår som personer med gymnasial eksamen. Se mere om Eux.

Muligheden for eux findes på en række skoler.

Uddannelsessteder

Grundforløbets 1. del kan tages på alle erhvervsskoler. Hvis du allerede ved grundforløbets start ved, hvilken uddannelse du sigter mod, er det en fordel at vælge en skole med en fagretning, der leder mod denne.

Kortet til højre viser de skoler rundt om i landet, der udbyder uddannelsens hovedforløb.

Flere måder at begynde på

Der er flere måder at begynde en erhvervsuddannelse på. Måden afhænger af din baggrund, når du starter:

Fra 9. eller 10. klasse

Hvis du går i gang direkte efter 9. eller 10. klasse eller inden 1. september året efter, at du er gået ud af skolen, begynder du normalt i et grundforløb, der varer 1 år (2 X 20 uger) og omfatter en fagretning. Efter de første 20 uger skal du beslutte, hvilket hovedforløb du vil gennemføre. Læs mere om grundforløb og fagretninger i Grundforløbet på en erhvervsuddannelse.

Under 25 år

Er det mere end et år siden, du har forladt 9. eller 10. klasse, og er du under 25 år, begynder du din uddannelse i grundforløbets 2. del (20 uger). Læs mere i Erhvervsuddannelse for dig, der er gået ud af skolen.

Over 25 år

Er du fyldt 25 år, kan du begynde på uddannelsen efter en konkret vurdering. Din uddannelse tilrettelægges individuelt og afhængigt af dine erfaringer. Læs mere i Erhvervsuddannelser for voksne.

Med uddannelsesaftale

Har du en uddannelsesaftale med en arbejdsgiver, kan du vælge at begynde direkte i praktik. Er du under 25 år, skal du dog også gennemføre grundforløbets 2. del.  Læs mere i Skolevejen og praktikvejen.

Adgangskrav og deltagerforudsætninger

For at begynde på en erhvervsuddannelses grundforløb skal du altid have opfyldt din undervisningspligt. Det har du, når du har afsluttet folkeskolen eller har modtaget tilsvarende undervisning.

Adgangskrav til grundforløbet

Du skal have mindst 2,0 i gennemsnitskarakter i både dansk og matematik til afgangsprøven i 9. eller 10. klasse eller en tilsvarende prøve. Kommer du direkte fra 9. eller 10. klasse, skal du være vurderet uddannelsesparat.

Hvis du har en uddannelsesaftale med en virksomhed, opfylder du adgangskravene til en erhvervsuddannelse. Du skal dog altid have opfyldt din undervisningspligt.

Adgangskrav til hovedforløbet

Der er også adgangskrav, når du skal videre på uddannelsens hovedforløb. For at kunne gå i gang med hovedforløbet og gennemføre uddannelsen, skal du have bestået fagene:

  • Dansk på E-niveau
  • Naturfag på E-niveau

Du vil i grundforløbet - og inden start på hovedforløbet - få mulighed for at tage følgende certifikater:

  • Almen fødevarehygiejne
  • Førstehjælp på mellemniveau
  • Elementær brandbekæmpelse

For at starte på uddannelsens hovedforløb skal du desuden have en uddannelsesaftale.

Deltagerforudsætninger

Med denne uddannelse er det vigtigt, at du:

  • Har god fysik - du står og går meget
  • Har interesse for mad og sundhed
  • Har lyst til at arbejde i et køkken
  • Kan bevare overblikket - også når der er travlt
  • Har sans for hygiejne
  • Kan arbejde både selvstændigt og sammen med andre
  • Er indstillet på at bruge it-værktøjer

Ansøgning og optagelse

Ansøgning og optagelse afhænger af din alder og baggrund:

Efter 9. eller 10. klasse

Ansøgningsfristen er 1. marts, hvis du kommer fra 9. eller 10. klasse eller har afsluttet skolen inden for det sidste år. Du ansøger om optagelse gennem www.optagelse.dk. Du får skriftligt svar senest 1. juni. Læs mere i Ansøgning og optagelse, hvis du går i 9. eller 10. klasse.

Under 25 år

Hvis du er gået ud af skolen for mere end 1 år siden og er under 25 år, ansøger du også gennem www.optagelse.dk. Erhvervsuddannelserne starter 2 gange om året. Kontakt evt. en erhvervsskole og hør nærmere. Læs mere i Ansøgning og optagelse, hvis du er gået ud af skolen.

Over 25 år

Er du fyldt 25 år, skal du kontakte en vejleder eller en erhvervsskole og få vurderet dine kompetencer. Læs mere i Erhvervsuddannelser for voksne.

Find en praktikplads

Du skal selv finde en praktikplads og indgå en skriftlig uddannelsesaftale med praktikstedet. Det kan være vanskeligt, men du kan eventuelt få hjælp af skolen.  Læs mere i Sådan søger du praktikplads.

På hjemmesiden www.praktikpladsen.dk kan du finde oplysninger om praktikpladssituationen på ernæringsassistentuddannelsen. Du kan også se, hvilke virksomheder der er godkendt til at ansætte elever, og hvilke der har opslået ledige praktikpladser.

Hvis du ikke kan finde en praktikplads, har du mulighed for at komme i skolepraktik. Skolepraktikken foregår i et praktikcenter.

Læs mere i artiklen Skolepraktik.

Uddannelsesaftaler

Der blev i 2013 indgået 348 uddannelsesaftaler i specialet ernæringsassistent og 12 i trinnet ernæringshjælper.

Erhvervsuddannelse for voksne

Hvis du er fyldt 25 år, tager du en særligt tilrettelagt erhvervsuddannelse for voksne (euv). Uddannelsen tilrettelægges på baggrund af en kompetencevurdering, dvs. en vurdering af den uddannelse og den erfaring, du allerede har. Din uddannelse bliver dermed i de fleste tilfælde kortere.

For at starte på en euv skal du kontakte den erhvervsskole, der tilbyder uddannelsen. Læs mere i Nye erhvervsuddannelser for voksne.

Hvis du er fyldt 25 år, kan du evt. blive ansat som voksenlærling til en forhøjet lærlingeløn. Læs om muligheder og betingelser i Faglært som voksen.

Økonomi

Uddannelsen er gratis. Du får elevløn fra den dag, din uddannelsesaftale træder i kraft, altså både i praktik- og skoleperioderne.

Elevlønnen er aftalt mellem arbejdsgivere og den faglige organisation på området. Begyndelseslønnen for elever i erhvervsuddannelserne ligger typisk mellem 7.000 kr. og 10.000 kr. om måneden.

Begynder du hovedforløbet med skoleophold, får du ikke løn i den første skoleperiode, medmindre du har en uddannelsesaftale. Du kan søge SU, hvis du er over 18 år.

Er du i skolepraktik, er ydelsen ca. 2.800 kr. pr. måned, hvis du er under 18 år, og ca. 6.800 kr. pr. måned, hvis du er over 18 år.

Du kan på visse betingelser få tilskud til dækning af dine transportudgifter.

Jobmuligheder

Som ernæringsassistent kan du fx få job i storkøkkener på hospitaler eller i kantiner. Der er gode ansættelsesmuligheder for køkkenassistenter.

Læs mere under Mulige job.

Mere uddannelse

Hvis du har afsluttet med trin 1, har du mulighed for senere at vende tilbage til uddannelsen og tage det tilhørende speciale. Det kan du bl.a. gøre gennem Eud+.

Du kan bl.a. videreuddanne dig til procesteknolog eller til professionsbachelor i ernæring og sundhed. Du har også mulighed for at efteruddanne dig til akademigastronom.

Se dine muligheder i Videre som faglært.

Afslutter du din uddannelse med eux-bevis, har du flere muligheder for videreuddannelse.

 

Få mere at vide

Eud-nøglen

Fagretningsnøglen

Bekendtgørelse om erhvervsuddannelsen til ernæringsassistent. Nr. 454 af 13. april 2015.

Bekendtgørelse om grundfag, erhvervsfag og erhvervsrettet andetsprogsdansk i erhvervsuddannelserne. Nr. 1009 af 22. september 2014.

Bekendtgørelse om erhvervsuddannelser. Nr. 1010 af 22. september 2014.

Fagligt udvalg for ernæringsassistentuddannelsen

www.ernaerings-assistent.dk

Kvalifikationsniveau

Uddannelsen er placeret på følgende niveauer i den danske kvalifikationsramme for livslang læring:

  • Ernæringsassistent: niveau 4
  • Ernæringshjælper: niveau 3

Kvalifikationsrammen går fra niveau 1-8 og definerer det forventede udbytte af undervisningen. Læs mere om Kvalifikationsniveauer for ungdomsuddannelser.

Uddannelser der ligner

Mulige job

Uddannelsens veje

Uddannelsessteder

På uddannelsesstedernes hjemmesider kan du finde mere information

Inspiration

Relevante arrangementer til denne uddannelse: 3

Joan småsludrer med en kunde, mens hun pakker de fisk, kunden skal have. Ribes Kvickly har...

Uddannelseszoom - logo
Uddannelseszoom - logo

Zoom ind og sammenlign uddannelser.