interview med delikatesseasssistent
Artikel

Delikatesseassistent

Joan småsludrer lidt med en kunde, mens hun pakker de fisk, kunden skal have. Delikatessen i Ribes Kvickly har nemlig en lille mini fiskeafdeling, hvor der sælges frisk fisk.

27-årige Joan Beyer er uddannet køkkenasisstent og ansat i delikatessen i Kvickly i Ribe.

Interviewet er lavet i 2007. Interviewet er derfor ikke nødvendigvis dækkende for interviewpersonens aktuelle forhold.

Kort vej til jobbet

Joan blev færdig som køkkenassistent allerede, da hun var 20 år. Hun var i lære i et cateringfirma og arbejdede derefter på et plejehjem i Esbjerg.

”Jeg bor i Ribe og ville gerne arbejde lidt tættere på mit hjem, Derfor søgte jeg jobbet som delikatesseassistent i den lokale Kvickly. Jeg har nu været her i halvandet år og er rigtig glad for det.”

På uddannelsen lærte Joan meget om diætmad, men det bruger hun ikke i sit job i dag: ”Det er sjældent, at folk ringer og beder os om at lave fx diabetesmad. Jeg arbejder meget med at dekorere mad og få det til at se flot ud. Det var noget, jeg lærte som elev.”

Frikadeller og coleslaw

Noget af det mad, der sælges i afdelingen, kommer udefra og er færdiglavet.

Meget af delikatesseafdelingens mad produceres hver dag af Joan og hendes kollega.
Meget af delikatesseafdelingens mad produceres hver dag af Joan og hendes kollega.

”Vi laver meget af ting som frikadeller, fiskefileter og smørrebrød ud af huset.”

Egenkontrol af kvalitet, miljø og renlighed er en vigtig arbejdsopgave i en delikatesseafdeling. Det handler bl.a. om at styre rengøringsplaner og lave kontrol af datomærkning på madvarerne.

Dagen starter med at gøre køleboksene klar med varer og derefter lave det mad, som er bestilt til ud af huset: ”Resten af dagen går med forberedelse til næste dag, hvor vi pakker coleslaw, kartoffelsalat og lignende i bøtter af portionsstørrelse. Og sidst på dagen bruger vi meget tid på at gøre rent.”

Ansvaret deler Joan med sin kollega, som er leder af delikatessen. Da de kun er to, er det vigtigt, at Joan kender til alle arbejdsopgaverne, så hun selv kan klare delikatessen, når den anden er på ferie.

”Jeg skal vide alt om fx varebestilling, rengøring og betjening. Men det er Helle - min kollega - der har det overordnede ansvar. Vi har ingen fast procedure for hvem, der gør hvad.”

Joan synes selv, at hun har rigtig gode arbejdstider. Hun er morgenmenneske og har ikke noget imod at møde klokken seks, og så kan hun jo gå tidligt hjem de fleste dage.

Et godt job

Kontakten til kunderne og de gode arbejdstider er noget af det, som Joan allerbedst kan lide ved sit job. Men også friheden til at afprøve nye idéer eller bestille andre varer er Joan glad for.

”Hvis jeg kommer på en idé til en ny ret, så laver jeg den bare."
”Hvis jeg kommer på en idé til en ny ret, så laver jeg den bare."

"Nogen gange fungerer det, andre gange gør det ikke. Jeg er glad for at være et sted, hvor jeg har den mulighed.”

Udfordringen er at skulle holde en vis omsætning: ”Hvis vi sidst på måneden kan se, at vi ikke når de mål, vi har sat os, og vi ikke kan hive kunder nok hen i delikatessen lige meget, hvad vi gør eller laver, så er det, at det kan blive svært. Men det er også det, der gør arbejdet spændende.”

Kollegerne er en vigtig ting ved arbejdspladsen: ”Det vigtigste for mig er det sociale, at man har det godt med hinanden. Man skal være glad for at komme på arbejde.”

Fremtiden venter om hjørnet

Joan er glad for at arbejde i et supermarked, men fremtiden behøver ikke nødvendigvis at ligge i detailhandlen: ”Jeg har kun været her i halvandet år, så jeg har ingen planer om at rykke videre lige nu. Men jeg vil da ikke udelukke, at jeg på et tidspunkt kunne blive delikatesseleder, hvis der var et job ledigt.

Se oversigt over flere interview.

Relaterede artikler