ingeniørbachelor i by-, energi- og miljøplanlægning
Bacheloruddannelse

By-, energi- og miljøplanlægning

På uddannelsen arbejder du med byudvikling, energi og miljø i en international, national og lokal sammenhæng.

Fakta

Navn:
Teknisk videnskab (ingeniørfag) i by-, energi- og miljøplanlægning
Varighed:
3 år
Adgangskrav:
Gymnasial eksamen + specifikke adgangskrav
Økonomi:
SU

Studiet kombinerer elementer fra ingeniørvidenskab og samfundsvidenskab, og du får indsigt i både teknologiske, politiske, miljømæssige, juridiske og økonomiske problemstillinger.

Med en bacheloruddannelse kan du læse videre på en kandidatuddannelse og blive civilingeniør. Du vil som færdiguddannet have jobmuligheder i både private virksomheder fx ingeniørfimaer og i regioner og kommuner.

Fold alle afsnit ud

Om uddannelsen

By-, energi- og miljøplanlægning handler om at designe fremtidens byer, skabe klimavenlige energisystemer og mindske samfundets miljøbelastning. Du lærer om forskellige måder at påvirke samfundets udvikling på og at skabe planer for det landskab og miljø, der omgiver dig.

Du vil komme til at arbejde med indretning af byer, som folk har lyst til at bo i, og du lærer om, hvordan man begrænser virksomheders påvirkninger af miljøet.

Uddannelsen handler ikke kun om at finde de tekniske løsninger på samfundets energi- og miljøproblemer, men også om, hvordan man kan gennemføre løsningerne ud fra viden om bl.a. politik, økonomi og lovgivning.

Du får undervisning i emner som fx:

  • Planlægning og samfund, herunder planlægningens rammer og praksis
  • Planlægning og naturressourcer, herunder geografisk informationsvidenskab og teknologi samt statistik
  • Byernes udfordringer og planlægning, herunder bygeografi samt mobilitet og transportplanlægning
  • Bæredygtig infrastruktur, herunder miljøvurdering og scenarier samt energisystemanalyse
  • Miljøledelse i virksomheder, herunder organisering af virksomhedens miljøarbejde samt miljøpåvirkninger

Der undervises desuden i en række hjælpefag som matematik, økonomi og statistik.

På uddannelsen er der mulighed for at komme på praktikophold i en virksomhed eller organisation i Danmark eller i udlandet.

Undervisningen veksler mellem forelæsninger, kurser og problemorienteret projektarbejde i grupper.

Du afslutter bacheloruddannelsen med et bachelorprojekt. Uddannelsen giver den akademiske titel BSc.

Adgangskrav

For at blive optaget på bacheloruddannelsen skal du have bestået en af følgende:

  • En gymnasial eksamen (stx, hf, hhx, htx) eller eux
  • En tilsvarende udenlandsk eller international gymnasial eksamen

Hvis du ikke har en gymnasial uddannelse men fx en erhvervsuddannelse, kan du tage et adgangskursus til ingeniøruddannelserne.

Specifikke adgangskrav er:

  • Dansk A
  • Engelsk B
  • Matematik A
  • Enten fysik B og kemi C eller fysik B og bioteknologi A eller geovidenskab A og kemi C

Alle fag skal være bestået.

Opfylder du ikke de specifikke adgangskrav, kan du tage de fag eller niveauer, du mangler, som supplering.

Optagelse

Du søger om optagelse på Optagelse.dk. Der er forskellige ansøgningsfrister for kvote 1 og kvote 2, når du har en dansk gymnasial eksamen.

Kvote 1:

  • Ansøgningsfrist: 5. juli kl. 12.00
  • Du bliver optaget på baggrund af din gymnasiale eksamen. Er der flere ansøgere, end der er pladser, optager man ansøgere med de højeste karaktergennemsnit
  • Se adgangskvotienterne fra sidste optag i afsnittet Adgangskvotienter

Kvote 2:

  • Ansøgningsfrist: 15. marts kl. 12.00
  • Du bliver individuelt vurderet i forhold til de kvote 2-kriterier, som det enkelte uddannelsessted har fastsat. Se kriterierne på det enkelte uddannelsessteds hjemmeside

Ansøgere med en udenlandsk eller international adgangsgivende eksamen:

  • Ansøgningsfrist for kvote 1 og kvote 2: 15. marts kl. 12.00

Læs mere om optagelse generelt.

Om det enkelte universitet

Uddannelsen foregår i Aalborg og København.

Aalborg Universitet (AAU)

AAU udbyder by-, energi- og miljøplanlægning som en 3-årig bacheloruddannelse.

Uddannelsen begynder med det teknisk-naturvidenskabelige basisår, som er et fælles indledende studieår.

AAU udbyder også en kandidatuddannelse i by-, energi- og miljøplanlægning.

Du kan læse mere om bacheloruddannelsen i uddannelsesstedets studieguide.

Om vurdering af ansøgere i kvote 2 se www.aau.dk.

Læs eventuelt om studiestrukturen i artiklen om Aalborg Universitet.

Adgangskvotienter 2017

En adgangskvotient viser det laveste gennemsnit for den seneste optagelse i kvote 1. Den kan stige eller falde ved næste optagelse og må ikke forveksles med et adgangskrav.

 
 Kvote 1Standby
Aalborg Universitet  
Aalborg (Sommerstart)AO 
København SV (Sommerstart)AO 

AO: Alle optaget

Samlet oversigt over dette års KOT-tal

Økonomi

Du kan søge SU under uddannelsen.

Kvalifikationsniveau

Uddannelsen er placeret på niveau 6 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring. Kvalifikationsrammen går fra niveau 1-8 og definerer det forventede udbytte af undervisningen.

Læs mere om Kvalifikationsniveauer for videregående uddannelser.

Fremtidsmuligheder

Med en bacheloruddannelse i by-, energi- og miljøplanlægning kan du læse videre på en kandidatuddannelse inden for det teknisk videnskabelige område. Du kan bl.a. komme ind på kandidatuddannelsen i by-, energi- og miljøplanlægning.

Bemærk: Der findes ikke en samlet oversigt over mulige kandidatuddanelser.

Du vil som færdiguddannet have jobmuligheder i private konsulent- og rådgivningsvirksomheder, energi- og forsyningsvirksomheder, kommuner, regioner, ministerier og i internationale organisationer.

Læs mere om arbejdsområder og typer af job inden for ingeniørarbejde, naturvidenskabeligt arbejde.

Nyuddannedes beskæftigelse

Ingen tilgængelige data for uddannelsen.

Se forklaring på Nyuddannedes beskæftigelse.

Uddannelsessteder

På uddannelsesstedernes hjemmesider kan du finde mere information

Inspiration

Relevante arrangementer til denne uddannelse: 2

Interviewer med mikrofon
Interviewer med mikrofon

Interview med folk under uddannelse og i job.

Mulighed for videregående uddannelse efter gymnasial eksamen.

Inspiration til valg af job og uddannelse.

Et ophold i udlandet kan styrke dine faglige og personlige kompetencer.

Zoom ind og sammenlign uddannelser.