civilingeniør i produktudvikling og innovation
Bacheloruddannelse

Product Development and Innovation

Den engelsksprogede ingeniøruddannelse kombinerer teknisk flair med forretningsforståelse. Du lærer at udvikle ideer til nye produkter med en grundlæggende viden om den tekniske proces bag en given produktudvikling.

Fakta

Navn:
Teknisk videnskab (ingeniørfag) i Product Development and Innovation
Andre betegnelser:
Produktudvikling og innovation
Varighed:
3 år
Adgangskrav:
Gymnasial eksamen + specifikke adgangskrav
Økonomi:
SU

Uddannelsen omfatter undervisning i konceptudvikling, produktkonstruktion samt salg og marketing, og du får en bred indsigt i, hvordan teknologi og forretning spiller sammen.

Efter bacheloruddannelsen kan du læse videre på en kandidatuddannelse til civilingeniør. Du vil have jobmuligheder inden for produktudvikling og innovation i både danske og internationale virksomheder.

Fold alle afsnit ud

Om uddannelsen

På bacheloruddannelsen lærer du at udvikle ideer til og skabe nye produkter, samtidig med at du får en stor ingeniørmæssig viden.

Du bliver i stand til at tænke og handle innovativt, og du lærer at påbegynde og gennemføre udviklingsopgaver og processer i forretningsskabelse.

Uddannelsen er tværfaglig og kombinerer elementer fra samfundsvidenskab, teknologi og markedsføring. I kraft af den tværfaglige opbygning får du en forretningsforståelse, som kan bruges i både nationale og internationale virksomheder, eller hvis du som opfinder eller iværksætter ønsker at skabe nye foretagender.

Uddannelsen fokuserer på forskellige faser i forretningsudvikling:

  • Innovationsprocessen
  • Kreativitet og ideudvikling
  • Fra koncept til design
  • Fra design til produktion
  • Fra produktinnovation til markedsimplementering

Der er mulighed for studieophold i udlandet.

Undervisningen veksler mellem holdundervisning, øvelsestimer og projektarbejde, der optager ca 30 pct. af tiden. Al undervisning foregår på engelsk.

Du afslutter bacheloruddannelsen med et bachelorprojekt. Bacheloruddannelsen giver den akademiske titel BSc.

Adgangskrav

For at blive optaget på bacheloruddannelsen skal du have bestået en af følgende:

  • En gymnasial eksamen (stx, hf, hhx, htx) eller eux
  • En tilsvarende udenlandsk eller international gymnasial eksamen

Hvis du ikke har en gymnasial uddannelse men fx en erhvervsuddannelse, kan du tage et adgangskursus til ingeniøruddannelserne.

Specifikke adgangskrav er:

  • Engelsk B
  • Matematik A
  • Enten fysik B og kemi C eller fysik B og bioteknologi A eller geovidenskab A og kemi C

Alle fag skal være bestået.

Opfylder du ikke de specifikke adgangskrav, kan du tage de fag eller niveauer, du mangler, som supplering.

Optagelse

Du søger om optagelse på Optagelse.dk. Der er forskellige ansøgningsfrister for kvote 1 og kvote 2, når du har en dansk gymnasial eksamen.

Kvote 1:

  • Ansøgningsfrist: 5. juli kl. 12.00
  • Du bliver optaget på baggrund af din gymnasiale eksamen. Er der flere ansøgere, end der er pladser, optager man ansøgere med de højeste karaktergennemsnit
  • Se adgangskvotienterne fra sidste optag i afsnittet Adgangskvotienter

Kvote 2:

  • Ansøgningsfrist: 15. marts kl. 12.00
  • Du bliver individuelt vurderet i forhold til de kvote 2-kriterier, som det enkelte uddannelsessted har fastsat. Se kriterierne på det enkelte uddannelsessteds hjemmeside

Ansøgere med en udenlandsk eller international adgangsgivende eksamen:

  • Ansøgningsfrist for kvote 1 og kvote 2: 15. marts kl. 12.00

Læs mere om optagelse generelt.

Om det enkelte universitet

Uddannelsen foregår i Odense.

Syddansk Universitet (SDU)

SDU udbyder Product Development and Innovation som en 3-årig bacheloruddannelse.

SDU udbyder også en kandidatuddannelse i Product Development and Innovation.

Du kan læse mere om bacheloruddannelsen i uddannelsesstedets studieguide.

Om vurdering af ansøgere i kvote 2 se www.sdu.dk.

Læs eventuelt om studiestrukturen i artiklen om Syddansk Universitet.

Adgangskvotienter 2016

En adgangskvotient viser det laveste gennemsnit for den seneste optagelse i kvote 1. Den kan stige eller falde ved næste optagelse og må ikke forveksles med et adgangskrav.

 
 Kvote 1Standby
Syddansk Universitet  
Odense M (Sommerstart, engelsk)AO 

AO: Alle optaget

Se antal optagne, antal ansøgere mv.

Økonomi

Du kan søge SU under uddannelsen.

Kvalifikationsniveau

Uddannelsen er placeret på niveau 6 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring. Kvalifikationsrammen går fra niveau 1-8 og definerer det forventede udbytte af undervisningen.

Læs mere om Kvalifikationsniveauer for videregående uddannelser.

Fremtidsmuligheder

Efter bacheloruddannelsen kan du læse videre på en kandidatuddannelse inden for det teknisk-videnskabelige område. Du kan bl.a. komme ind på kandidatuddannelsen i Product Development and Innovation. Der er desuden gode muligheder for at fortsætte på en lignende uddannelse i udlandet.

Bemærk: Der findes ikke en samlet liste over mulige kandidatuddannelser.

Uddannelsen giver fremtidige jobmuligheder inden for bl.a. ide- og produktudvikling i både danske og internationale virksomheder samt ved start af egen virksomhed. Du vil fx kunne arbejde som udviklingsingeniør, projektleder, produktplanlægger eller -udvikler samt iværksætter.

Læs mere om arbejdsområder og typer af job inden for ingeniørarbejde.

Se mere om fremtidsudsigter inden for tekniske og teknologiske uddannelser.

Uddannelsessteder

På uddannelsesstedernes hjemmesider kan du finde mere information

Inspiration

Ingen relevante arrangementer til denne uddannelse

Interviewer med mikrofon
Interviewer med mikrofon

Interview med folk under uddannelse og i job.

Mulighed for videregående uddannelse efter gymnasial eksamen.

Inspiration til valg af job og uddannelse.

Det er snart sidste chance for at søge optagelse på videregående uddannelse i kvote 1.

Zoom ind og sammenlign uddannelser.