Uddannelsen giver en grundlæggende viden om, hvordan du lægger forskellige typer tage, og hvordan du vedligeholder og reparerer dem. Uddannelsen giver dig kendskab til materialer, konstruktioner og bygningsregler. Du lærer selv at beregne, planlægge og gennemføre opgaver.
Som tagdækker udfører du mange forskellige opgaver i samarbejde med kolleger og andre bygningshåndværkere. Du har som regel selv været med til at planlægge arbejdet, og det er vigtigt at overholde aftaler.
Tage er meget udsatte i vores klima. Arbejdet skal derfor overholde bygningsregler for at sikre kvalitet og holdbarhed.
Som tagdækker arbejder du i højden og på stilladser, og nogle arbejdsopgaver kræver brandteknisk viden.
Fordelsuddannelse
Uddannelsen er udpeget til fordelsuddannelse. Fordelsuddannelser vurderes at have gode praktik- og jobmuligheder. Læs mere i Erhvervsuddannelser som fordelsuddannelser.