Ejendomsserviceteknikeruddannelsen giver en grundlæggende viden om drift af varme- og ventilationsanlæg, el- og vandforsyning.
Du lærer om at vedligeholde bygninger, at udføre mindre reparationer og at samarbejde med håndværkere til større opgaver. Du lærer også at foretage tilstandsvurderinger af bygningsskader.
Som lærling lærer du om budgetter og byggesagsbehandling, ligesom du kan tage specialefag om beboerdemokrati og syn af boliger.
Uddannelsen indeholder også fag om pleje af grønne områder uden kemi samt korrekt affaldssortering.
Desuden lærer du om kommunikation, samarbejde, psykologi og serviceformidling, så du kan hjælpe beboerne og brugere og fremme samarbejdet i hverdagen. Du lærer også om at vejlede beboerne om deres rettigheder og pligter.