interview med ejendomsservicetekniker i et boligkompleks
Artikel

Ejendomsservicetekniker

"Jeg er lidt af en multihåndværker," fortæller Dennis Romar med et smil. Dennis var i sin læretid omkring flere uddannelser, inden han fandt den rigtige.

Han er ejendomsservicetekniker i ejendommen Stilledal i København, som huser 77 lejligheder.

Multihåndværkeren

Det lå lidt i kortene, at Dennis skulle ud og lære et håndværk, da han afsluttede 10. klasse. Han har hænderne godt skruet på, og både hans far og farfar er møbelsnedkere. Derfor var tømreruddannelsen et oplagt valg. Det var dog ikke helt nemt at få en praktikplads, så Dennis startede på teknisk skole i håb om at få en læreplads senere i forløbet. Sådan var han dog ikke den eneste, der havde tænkt.

"På et tidspunkt var vi fem mand om at lave en bænk. Da jeg kom hjem og fortalte det til min far, sagde han 'Det bliver du sgu ikke tømrer af, knægt!'"

Det fik Dennis til at kaste et blik på andre uddannelser, og han faldt for alsidigheden i jobbet som ejendomsservicetekniker.

"Da jeg læste om uddannelsen, synes jeg bare, at den havde det hele. Man arbejder med alt fra affaldshåndtering, snerydning og pleje af grønne områder til mere tekniske ting som ventilationsanlæg og varmecentraler."

"Og så lærer man en masse forskellige håndværk - både tømrerarbejde, elektrikerarbejde og vvs."

En typisk dag

Dennis møder kl. 7 hver morgen og starter dagen med et morgenmøde med sine kollegaer, hvor de taler om dagens arbejdsopgaver. Herefter er det bare at tage fat.

"Hver dag går jeg en tur i området og sikrer, at tingene er i orden. Jeg hiver lidt i brædderne, sørger for, at der ikke ligger glasskår og holder øje med, om nogen fx har lavet graffiti. Det er vores primære opgave at sørge for, at tingene i bebyggelsen hænger sammen."

"Jeg samarbejder også meget med bestyrelsen. Da de for nylig besluttede at udvide legeområdet, var det min opgave at indhente tilbud på bl.a. sandkasser og fremlægge det for bestyrelsen."

Den fløjtende vicevært

Dennis er glad for sit arbejde. Det lyser ud af øjnene på ham, og han fortæller så engageret, at han glemmer at skænke den kaffe, han har sat over.

"Når beboerne ringer og siger, at de har nogle problemer i lejemålet, så kigger jeg forbi. Det kan være en vandhane, der er gået i stykker. Jeg kan sagtens selv skifte et blandingsbatteri eller en pakning, men hvis et stigestrengsrør pludselig er utæt, ringer jeg selvfølgelig efter en vvs'er. I den situation er jeg den mellemmand, der ringer efter håndværkeren."

"Når jeg tilkalder håndværkere, så tjekker jeg altid arbejdet bagefter. Det er mit ansvar at sørge for, at de laver tingene ordentligt."

Driftslederens højre hånd

foto af ejendomsservicetekniker
Dennis er højre hånd for ejendommens driftsleder.

Ud over Dennis er der ansat to servicemedarbejdere, som primært beskæftiger sig med udearealerne, mens Dennis typisk arbejder mere med varme, ventilation og syn af lejemål. Der er også en driftsleder, som har ansvaret for ejendommen og mandskabet i Stilledal - i alt tre medarbejdere.

Dennis er ansat som driftslederassistent og varetager driftslederens rolle, når han ikke er til stede.

"Jeg er lidt en blanding af en ejendomsservicetekniker og en driftsleder. Det betyder, at jeg også har jeg en masse administrative opgaver. Fx laver jeg Excel-ark med udregninger, hvis vi skal registrere, hvor mange telefonopkald og e-mails, vi får fra beboerne."

"Generelt er jobbet som ejendomsservicetekniker meget mere administrativt, end de fleste tror. Vi skal indhente tilbud og registrere hvert et blandingsbatteri, vi skifter. Man kan godt føle sig lidt som en kontordame," griner Dennis og indrømmer, at det faktisk er noget af det, der tiltaler ham mest ved hans arbejde. "Det er spændende med alle de ting, vi er inde over."

En sludder med beboerne

"Hej Laila. Skal du over og spise?" Dennis vinker til en ældre dame, der lyser op i et smil og nikker. Dagens ret er stegt flæsk med persillesovs.

foto af samtale med beboer
Dennis har stået for at indhente tilbud til bl.a. en ny sandkasse på legepladsen.

Kontakten med beboerne fylder meget i Dennis' arbejde, og det nyder han.

"Jeg får mig ofte en lille sludder med beboerne, når jeg går rundt i området, og når jeg rydder sne om vinteren, kan de finde på at komme ud med varm kakao til mig. En af beboerne har ligefrem strikket tøj til mine børn."

"Jeg møder beboerne dagligt, og det skaber tillid. Det betyder også, at det ofte er mig, de henvender sig til med klager over andre beboere, selvom de egentlig bare skal udfylde en klageformular. Nogle gange er de frustrerede og farer op. I den situation skal man bare lade dem få luft for deres frustrationer, og når de er faldet ned, taler vi roligt om tingene."

"Heldigvis bliver vi rustet til den slags konflikthåndtering på skolen, fordi vi bliver undervist i psykologi."

Dennis møder mange forskellige mennesker i sit arbejde. Nogle af dem kan også være psykisk syge.

"En gang skulle jeg tjekke en vandskade i et lejemål. Da jeg kom derop, flød det med affald overalt, og beboeren var tydeligt psykisk syg. I den situation ringer jeg efter en boligsocialrådgiver, der kan hjælpe beboeren."

Fremtiden

Dennis er allerede blevet spurgt, om han vil være driftsleder, men han vil gerne vente til hans børn er blevet lidt større, før han tager det næste skridt. Indtil han gør det, nyder han alsidigheden i sit arbejde og muligheden for hele tiden at udvikle sig.

"Jeg har meget med håndværkere at gøre, så jeg kan altid få råd og vejledning af dem. For nylig skulle vi have nye indbygningstoiletter, og da blikkenslageren installerede dem, kiggede jeg ham over skulderen, så jeg selv kunne gøre det bagefter."

"På den måde bliver jeg hele tiden bedre til mit fag."

Siden sidst

Interviewet er lavet i 2012. Dennis er i dag Driftsleder i en af KAB's afdelinger i Valby.

Se oversigt over flere interviews.