uddannelsen til diplomingeniør i mekatronik
Professionsbacheloruddannelse

Diplomingeniør - mekatronik

Mekatronik er en engelsksproget uddannelse, der handler om at skabe brugervenlige produkter ved at kombinere mekanik, elektronik, software og reguleringsteknik.

Fakta

Navn:
Diplomingeniør - mekatronik
Varighed:
3½ år
Adgangskrav:
Gymnasial eksamen + specifikke adgangskrav
Økonomi:
SU

Uddannelsen forener ingeniørfaglig viden med teknologisk og menneskelig indsigt. Du får en grundig viden om mekanik, software og elektronik, og du bliver trænet i at samarbejde i projektteams.

Som færdiguddannet diplomingeniør i mekatronik kan du finde job i virksomheder, der udvikler og designer produkter med teknologi-indhold. Du kan fx blive ansat som udviklingsingeniør, teknisk konsulent, rådgivende ingeniør eller projektleder. Du har også mulighed for at læse videre på en kandidatuddannelse.

Fold alle afsnit ud

Om uddannelsen

Uddannelsen handler om udvikling af intelligente og brugervenlige produkter, hvor der indgår mekaniske, elektroniske og softwarebaserede løsninger. Intelligente produkter og mekatroniske løsninger bliver mere og mere udbredte, fx er elektriske køretøjer, dvd-afspilleren og det digitale kamera produkter, som grundlæggende er baseret på mekatronik.

Du bliver specialiseret i at udvikle intelligente produkter. Du får blandt andet en stor viden om design, materialevalg, elektronik, softwareudvikling og beregning af den mekaniske del af produktet.

Du har på uddannelsen mulighed for at vælge et af følgende fagområder:

  • Tværfaglig profil, hvor du kan sammensætte din egen profil ved at vælge blandt de udbudte fag, som typisk tilhører specialiseringerne
  • Profil i mekanik, hvor du arbejder med udvikling af de mekaniske elementer og systemer, der indgår i mekatroniske produkter
  • Profil i elektronik, som sætter fokus på udvikling af analog elektronik og effektelektronik
  • Profil i indlejrede systemer, herunder udvikling af den hardware og software, der findes i mekatroniske produkter

Hvert semester i uddannelsen har sit eget tema, som knytter semestrets fag sammen. Temaerne er:

  • Discover the Mechatronic Development Process
  • Build Mechatronic Products that can Move
  • Development Intelligent Dynamic Mechatronic Systems
  • Specialisering
  • Experts in teams

Du får indsigt i hele produktudviklingsprocessen fra ide til færdigt produkt. Du lærer således både om udviklingsmuligheder og om samspillet mellem teknologierne.

Undervisningen foregår som holdundervisning og projektarbejde. Der er indlagt ½ års praktik i en virksomhed. Al undervisning foregår på engelsk.

Du afslutter uddannelsen med et afgangsprojekt og får titlen diplomingeniør/professionsbachelor.

Uddannelsens engelske titel er Bachelor of Engineering in Mechatronics.

Adgangskrav

Du skal have en af følgende uddannelser for at søge om optagelse:

  • Gymnasial eksamen (stx, hf, hhx eller htx), eux eller særligt hf-forløb for fremmedsprogede (GIF)
  • En tilsvarende udenlandsk eller international eksamen

Hvis du ikke har en gymnasial uddannelse men fx en erhvervsuddannelse, kan du tage et adgangskursus til ingeniøruddannelserne.

Du kan også søge med en relevant videregående uddannelse.

Specifikke adgangskrav er:

  • Engelsk B
  • Matematik A
  • Enten fysik B eller geovidenskab A
  • Enten kemi C eller bioteknologi A

De specifikke adgangskrav skal være bestået.

Opfylder du ikke kravene, kan du tage de fag eller niveauer, du mangler, som supplering.

Hvis du har en gymnasial eksamen, kan du søge både i kvote 1 og kvote 2. Har du et adgangskursus til ingeniøruddannelserne, kan du kun søge i kvote 2. Se mere under Optagelse.

Optagelse

Du søger om optagelse på Optagelse.dk. Der er forskellige ansøgningsfrister for kvote 1 og kvote 2, når du har en dansk gymnasial eksamen.

Kvote 1:

  • Ansøgningsfrist: 5. juli kl. 12.00
  • Du bliver optaget på baggrund af din adgangsgivende gymnasiale eksamen. Er der flere ansøgere, end der er pladser, optager man ansøgere med de højeste karaktergennemsnit
  • Se adgangskvotienterne fra sidste optag i afsnittet Adgangskvotienter

Kvote 2:

  • Ansøgningsfrist: 15. marts kl. 12.00
  • Du bliver individuelt vurderet i forhold til både din adgangsgivende eksamen og de kvote 2-kriterier, som det enkelte uddannelsessted har fastsat. Se kriterierne på det enkelte uddannelsessteds hjemmeside

Ansøgere med en udenlandsk eller international adgangsgivende eksamen:

Ansøgningsfrist for kvote 1 og kvote 2: 15. marts kl 12.00

Læs mere om optagelse generelt.

Uddannelsesstart

Uddannelsen begynder i august/september. Nogle uddannelsessteder har også vinterstart. Se det enkelte uddannelsessteds hjemmeside.

Uddannelsessteder

Uddannelsen foregår i Sønderborg.

Syddansk Universitet i Sønderborg (SDU)

SDU udbyder mekatronik som en 3½-årig diplomingeniøruddannelse (professionsbachelor).

Du kan læse mere om uddannelsen i uddannelsesstedets studieguide.

Læs eventuelt om studiestrukturen i artiklen om Syddansk Universitet.

Adgangskvotienter 2017

En adgangskvotient viser det laveste gennemsnit for den seneste optagelse i kvote 1. Den kan stige eller falde ved næste optagelse og må ikke forveksles med et adgangskrav.

 
 Kvote 1Standby

Samlet oversigt over dette års KOT-tal

Økonomi

Du kan søge SU under uddannelsen. Det halve års ingeniørpraktik kan være lønnet. Er det ulønnet, kan du også søge SU i denne periode.

Kvalifikationsniveau

Uddannelsen er placeret på niveau 6 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring. Kvalifikationsrammen går fra niveau 1-8 og definerer det forventede udbytte af undervisningen.

Læs mere om Kvalifikationsniveauer for videregående uddannelser.

Fremtidsmuligheder

Uddannelsen til mekatronikingeniør giver dig jobmuligheder inden for udvikling og design af produkter, hvori der både indgår mekanik og elektronik.

Du kan komme til at arbejde som applikationsingeniør, salgssupporter, teknisk konsulent, rådgivende ingeniør eller projektleder.

Du har også har mulighed for at arbejde i virksomheders produktionsafdelinger som udvikler eller leder eller inden for logistik som logistikchef eller logistikingeniør.

Du kan læse videre ved at tage en kandidatuddannelse til civilingeniør. Se oversigten over uddannelser til civilingeniør.

Inspiration

Ingen relevante arrangementer til denne uddannelse

Interviewer med mikrofon
Interviewer med mikrofon

Interview med folk under uddannelse og i job.

Mulighed for videregående uddannelse efter gymnasial eksamen.

Inspiration til valg af job og uddannelse.

Både teoretisk og praktisk undervisning.

Zoom ind og sammenlign uddannelser.