Erhvervsuddannelse (EUD)

CNC-teknikuddannelsen

En CNC-tekniker arbejder med metal. Du lærer at betjene computerstyrede maskiner, der fremstiller dele som fx værktøj, motordele eller tandhjul til industrien.

Fakta

Navn:
CNC-teknikuddannelsen
Varighed:
2 år - 3 år
Trin og specialer:
CNC-tekniker og CNC-assistent
Adgangskrav til grundforløb:
Folkeskolens afgangseksamen el. tilsvarende med karakteren 2,0 i dansk og matematik
Overgangskrav til hovedforløb:
Vær opmærksom på, at der er specifikke krav ved overgangen til hovedforløbet
Dimensionering:
Uddannelsesaftale eller kvoteplads
Skolepraktik:
Mulighed for skolepraktik
Økonomi:
SU og elevløn
Muligheder for at læse videre:
Du får adgang til flere videregående uddannelser
Den blå farve i barometeret viser, at der er adgang til flere videregående uddannelser
Læs mere i afsnittet Mere uddannelse

Du lærer at betjene de computerstyrede fræsemaskiner og drejebænke. En vigtig del af uddannelsen går ud på at programmere maskinen, så den ved, hvor den skal bore, dreje og skære i metallet, der fx skal formes til et stykke værktøj. 

Som færdiguddannet kan du arbejde på store virksomheder i metalindustrien eller i mindre maskin- og værktøjsvirksomheder.

Foto: Getty Images
Fold alle afsnit ud

Om uddannelsen

På CNC-teknikuddannelsen lærer du om computerstyret forarbejdning af metal. CNC står for Computer Numerical Control og refererer til processer, hvor en maskine via computerstyring udfører en opgave.   

Du lærer at bore, fræse og dreje med de computerstyrede maskiner. Du skal bl.a. kunne producere dele som aksler, dæksler, lejer og tandhjul, som bruges i metal- og maskinindustrien, eller genstande fra hverdagen som fx lysestager.

Du lærer også at programmere CNC-maskinerne og at planlægge et produktionsforløb.

Uddannelsens trin

Du kan afslutte uddannelsen på to trin:

  • CNC-assistent (trin 1)
  • CNC-tekniker (trin 2)  

Som CNC-tekniker skal du arbejde med computersystemer, men det er også vigtigt, at du er god med hænderne og kan arbejde præcist og omhyggeligt.

Løn, job og trivsel

  • Hvad tjener man som nyuddannet?
  • Er der gode beskæftigelsesmuligheder?
  • Trives eleverne på uddannelsen?
  • Hvordan er køns- og aldersfordelingen?

Tjek fakta om uddannelsen, før du vælger, eller sammenlign uddannelser.

Gå til Uddannelsen i tal

Uddannelsens opbygning

Uddannelsen består af et grundforløb, der tages på en erhvervsskole og varer 20 eller 40 uger, samt et hovedforløb, der veksler mellem praktikperioder og skoleforløb.

Figuren viser det fulde uddannelsesforløb, herunder grundforløbets 1. og 2. del.

Fag

På skolen lærer du bl.a. om:

  • CNC-teknisk bearbejdning
  • Datastyret bearbejdning
  • Fagtegning
  • Måleteknik
  • Tolerancer (præcision)

Praktik

I praktiktiden bliver du oplært i de arbejdsopgaver, som hører til uddannelsen. Praktikken foregår på en arbejdsplads eller evt. i et praktikcenter.

Du afslutter CNC-teknikeruddannelsen med en svendeprøve.

Dimensionering

Du skal have en uddannelsesaftale med en arbejdsgiver for at være sikker på at blive optaget på grundforløbets 2. del.

Hvis du ikke har indgået en uddannelsesaftale med en virksomhed, har skolen et mindre antal kvotepladser, som elever uden uddannelsesaftale kan søge. Læs mere om Dimensionerede erhvervsuddannelser.

Deltagerforudsætninger

Med denne uddannelse er det vigtigt, at du:

  • Har lyst til at arbejde med metal - enten på værksted eller i en produktionshal
  • Har lyst til at arbejde med teknik og it-styrede maskiner
  • Er god til at bruge dine hænder
  • Kan arbejde omhyggeligt og præcist
  • Har rumlig forståelse og sans for formgivning
  • Kan samarbejde med andre

Adgangskrav

Der er adgangskrav til erhvervsuddannelsens grundforløb. Der er også specifikke overgangsskrav, som du skal opfylde, inden du kan gå videre til hovedforløbet.

Adgangskrav til grundforløbet

For at begynde på en erhvervsuddannelses grundforløb skal du opfylde følgende krav:

  • Du skal have bestået folkeskolens afgangseksamen eller en tilsvarende prøve
  • Du skal have fået mindst 2,0 i gennemsnitskarakter i både dansk og matematik til afgangseksamen i 9. eller 10. klasse eller en tilsvarende prøve

Kommer du direkte fra 9. eller 10. klasse, skal du desuden være vurderet uddannelsesparat og have indsendt din studievalgsportfolio sammen med din ansøgning på optagelse.dk.

Hvis du har en uddannelsesaftale med en virksomhed, opfylder du adgangskravene til en erhvervsuddannelse. Du skal dog altid have opfyldt din undervisningspligt.

Bemærk: Du skal have en uddannelsesaftale eller en kvoteplads for at blive optaget på grundforløbets 2. del - se afsnittet Dimensionering.

Læs mere i Adgangskrav til erhvervsuddannelserne

Overgangskrav til hovedforløbet

For at kunne gå i gang med hovedforløbet og gennemføre uddannelsen, skal du have bestået fagene:

  • Dansk på E-niveau
  • Engelsk på F-niveau
  • Matematik på E-niveau

Endvidere skal du i grundforløbet have taget følgende certifikater:

  • Førstehjælp på erhvervsuddannelserne
  • Elementær brandbekæmpelse

For at starte på uddannelsens hovedforløb skal du desuden have en uddannelsesaftale aftale om skolepraktik.

Ansøgning og optagelse

Der er flere måder at begynde en erhvervsuddannelse på. Måden afhænger af din alder og baggrund, når du starter. Læs her, hvordan du kommer i gang, når du er under 25 år.

Dimensionering

Denne uddannelse er dimensioneret. Det betyder, at du skal have enten en kvoteplads eller en uddannelsesaftale for at blive optaget på grundforløbets 2. del.

Du går i 9. eller 10. klasse

Hvis du vil i gang lige efter 9. eller 10. klasse, skal du søge ind på grundforløbets 1. del (GF1).

Ansøgning: Du skal ansøge senest 1. marts via Optagelse.dk. Grundforløbets 1. del starter typisk i august måned.


Du er gået ud af 9. eller 10. klasse

Hvis du er gået ud af 9. eller 10. klasse og er under 25 år, kan du vælge mellem følgende muligheder:


De samme muligheder gælder for dig, der har taget forberedende grunduddannelse (FGU) i løbet af de 2 år.

Hvis du har taget gymnasial uddannelse i mere end 1 år, skal du altid søge ind på grundforløbets 2. del.

Ansøgning til GF1: Du skal ansøge senest 1. marts via Optagelse.dk. Grundforløbets 1. del starter typisk i august måned.

Ansøgning til GF2 - kvoteplads: Der kan være uddannelsesstart flere gange om året, typisk august og januar. Kontakt skolen eller tjek skolens hjemmeside for at få information om frist for ansøgning om kvoteplads. Du ansøger via  Optagelse.dk.

Tilmelding til GF2 med uddannelsesaftale: Arbejdsgiveren sender din uddannelsesaftale til erhvervsskolen. Aftalen fungerer som skoletilmelding. Der kan være uddannelsesstart flere gange om året, typisk august og januar.


Du er gået ud af 9. eller 10. klasse for mere end 2 år siden

Er det mere end 2 år siden, at du gik ud af 9. eller 10. klasse, og er du under 25 år, gælder følgende:

  • Du skal søge ind på grundforløbets 2. del (GF2)
     
  • Du kan evt. også starte i grundforløb plus (GF+). Det er for dig, som har brug for afklaring eller skoleundervisning, før du beslutter dig for uddannelsen. Efter grundforløb plus går du videre på grundforløbets 2. del. 
     

Ansøgning til GF2 - kvoteplads: Der kan være uddannelsesstart flere gange om året, typisk august og januar. Kontakt skolen eller tjek skolens hjemmeside for at få information om frist for ansøgning om kvoteplads. Du ansøger via  Optagelse.dk.

Tilmelding til GF2 med uddannelsesaftale: Arbejdsgiveren sender din uddannelsesaftale til erhvervsskolen. Aftalen fungerer som skoletilmelding. Der kan være uddannelsesstart flere gange om året, typisk august og januar.

Ansøgning til grundforløb plus (GF+): Der kan være uddannelsesstart flere gange om året. Kontakt skolen eller tjek skolens hjemmeside for at få information om ansøgningsfrist. Du ansøger via  Optagelse.dk


Du har en uddannelsesaftale

  • Hvis du har skaffet en praktikplads og lavet en uddannelsesaftale med en arbejdsgiver, skal du typisk starte i grundforløbets 2. del (GF2). Hvis din uddannelsesaftale dækker grundforløb plus (GF+), starter du med dette forløb.
  • Hvis din uddannelsesaftale dækker både grundforløb og hovedforløb, kan du aftale at begynde din uddannelse direkte i praktik. Læs mere i Skolevejen og praktikvejen
     
  • Hvis du har en aftale om Ny mesterlære, kan du erstatte meste af skoleundervisningen på grundforløbet med praktisk oplæring på en arbejdsplads.


Skoletilmelding: Arbejdsgiveren sender din uddannelsesaftale eller Ny mesterlæreaftale til erhvervsskolen. Aftalen fungerer som skoletilmelding.


Du er fyldt 25 år

Er du fyldt 25 år, skal du søge ind på erhvervsuddannelse for voksne, euv. Se afsnittet Erhvervsuddannelse for voksne.

Uddannelsessteder

Se Erhvervsuddannelseskortet

Kortet viser skoler, som udbyder uddannelsen - eller dele af uddannelsen. Vælg en skole på kortet, og se mulighederne.

Læs mere i Hvor foregår erhvervsuddannelsen?

Find en praktikplads

Du skal selv finde en praktikplads og indgå en skriftlig uddannelsesaftale med praktikstedet. Det kan være vanskeligt, men du kan eventuelt få hjælp af skolen. Læs mere i Sådan søger du praktikplads.

Praktikpladsen.dk

www.praktikpladsen.dk kan du finde ledige praktikpladser. Du kan også se, hvilke virksomheder der er godkendt til at ansætte elever.

Når du er startet på erhvervsskolen, kan du oprette din egen profil på Min side og få besked om ledige praktikpladser, der matcher dine praktikønsker.

Skolepraktik

Uddannelsen giver mulighed for skolepraktik, men bemærk at uddannelsen er dimensioneret. Det betyder, at du skal have en uddannelsesaftale eller en kvoteplads, før du kan starte på grundforløbets 2. del. Skolepraktik vil altså kun være relevant i særlige tilfælde, fx hvis du har indgået en kort uddannelsesaftale, hvis du uforskyldt mister din praktikplads eller hvis du optages til kvoteplads. 

Skolepraktik foregår i et praktikcenter. Læs mere om Skolepraktik.

Erhvervsuddannelse for voksne

Hvis du er fyldt 25 år, tager du en særligt tilrettelagt erhvervsuddannelse for voksne (euv). Uddannelsen tilrettelægges på baggrund af en kompetencevurdering, dvs. en vurdering af den uddannelse og erfaring, du allerede har. Din uddannelse bliver dermed i de fleste tilfælde kortere. Læs mere om euv i Erhvervsuddannelser for voksne.

Hvis du er fyldt 25 år, kan du evt. blive ansat som voksenlærling til en forhøjet lærlingeløn. Læs om muligheder og betingelser i Voksenlærling.

Økonomi

Du får løn eller anden økonomisk støtte under uddannelsen.

Elevløn

Du får elevløn fra den dag, din uddannelsesaftale træder i kraft, både i praktik- og skoleperioderne. Beløbet afhænger af, om du er under eller over 25 år.

  • Er du under 25 år, er din startløn som elev/lærling typisk ca. dobbelt så høj som SU for udeboende over 20 år. Din elevløn stiger, mens du er under uddannelse.
  • Er du 25 år eller derover, er din startløn som elev/lærling typisk højere. Den vil som regel ligge på niveau med den minimumsløn, som er aftalt for voksne på området.

Elevlønnen er aftalt mellem arbejdsgiverorganisationen og den faglige organisation på området.

Hvis du har en uddannelsesaftale, der dækker grundforløbet, får du også elevløn på grundforløbet. Hvis du ikke har det, kan du søge SU, hvis du er fyldt 18 år. 

Læs mere i Økonomi under erhvervsuddannelsen

Læs om SU

Skolepraktikydelse

Er du i skolepraktik, får du skolepraktikydelse. Ydelsen er 3.345 kr. pr. måned, hvis du er under 18 år, og 8.007 kr. pr. måned, hvis du er 18 år eller derover.

Jobmuligheder

Som uddannet CNC-tekniker har du jobmuligheder inden for jern- og metalindustrien. Det kan både være i større produktionsvirksomheder og i mindre maskin- og værktøjsvirksomheder.

Læs mere under Mulige job.

Mere uddannelse

Når du har afsluttet din erhvervsuddannelse, har du mulighed for at videreuddanne dig.

Videregående uddannelse

Med CNC-teknikuddannelsen har du adgang til flere videregående uddannelser.

I Adgangskortet kan du se, hvilke videregående uddannelser du opfylder adgangskravene til. Husk at vælge hovedforløb (trin/speciale) i værktøjet.

Nogle videregående uddannelser har adgangskrav, som du måske endnu ikke opfylder. Dem kan du også se i Adgangskortet. Måske mangler du kun enkelte fag eller niveauer, som du kan tage på forskellig måde, fx ved supplering.

Prøv Adgangskortet

Voksen- og efteruddannelse

Er du faglært og har mindst 2 års erhvervserfaring, kan du også efteruddanne dig på deltid. Se relevante muligheder i Videre som faglært.

Læs mere

Læs mere i  Videregående uddannelse efter erhvervsuddannelsen.

Kvalifikationsniveau

Uddannelsen er placeret på niveau 3 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring. Kvalifikationsrammen går fra niveau 1-8 og definerer det forventede udbytte af undervisningen. Læs mere om Kvalifikationsniveauer for ungdomsuddannelser.

Få mere at vide

Fagligt udvalg:
Metalindustriens Uddannelsesudvalg www.iu.dk

Projekt Hands-on.dk.

Uddannelsens veje

Uddannelsessteder

På uddannelsesstedernes hjemmesider kan du finde mere information

Inspiration

Ingen relevante arrangementer til denne uddannelse

alle erhvervsuddannelser
alle erhvervsuddannelser

Se en oversigt over alle erhvervsuddannelser.

Zoom ind og sammenlign uddannelser.