civilingeniør i maskin og produktion
Bacheloruddannelse

Maskin og produktion

På bacheloruddannelsen får du en grundlæggende viden om konstruktion og produktdesign, materialer og fremstillingsprocesser samt produktudvikling af komplekse mekaniske systemer.

Fakta

Navn:
Teknisk videnskab (civilingeniør) i maskin og produktion
Varighed:
3 år
Adgangskrav:
Gymnasial eksamen + specifikke adgangskrav
Økonomi:
SU

Du får indsigt i programmering, styring og automatisering og lærer at bruge avancerede computerbaserede beregningsværkstøjer, 3D Computer Aided Design (CAD) og eksperimentelle metoder, ligesom du trænes i at løse industrielle problemstillinger.

Med en bacheloruddannelse kan du læse videre på en kandidatuddannelse og blive civilingeniør. Jobmulighederne vil efterfølgende være i bl.a. industri- og produktionsvirksomheder samt i rådgivende ingeniørvirksomheder.

Fold alle afsnit ud

Om uddannelsen

Du lærer på uddannelsen at konstruere, fremstille og styre maskiner og produktionssystemer. Du får også kompetencer til at løse industrielle problemstillinger og at bruge avancerede, computerbaserede beregningsværktøjer og metoder.

Uddannelsen giver dig viden om bl.a. energiomsætning og fluidmekanik, der er vigtige værktøjer i konstruktion af fx motorer. Du lærer også om mekanik og beregning af maskindele og konstruktioners styrke.

Et eksempel kan være fremstilling af vindmøller. Mange forskellige ingeniører arbejder sammen om design, udvikling, produktion, salg og servicering af møllerne. De vælger materialer, beregner dimensioner og udvikler styring af gear og generator. Samtidig skal produktionen, opførelsen og installationen planlægges og gennemføres.

Undervisningen omfatter bl.a.:

  • Lineær algebra
  • Statistik og styrkelære
  • Mekanik og termodynamik
  • Matematisk modellering

Du undervises desuden i projektledelse og –styring samt moderne produktudviklingsprocesser.

Undervisningen foregår som forelæsninger, øvelser og projektarbejde i grupper. Alle projekter tager udgangspunkt i problemer fra det virkelige liv, så du både arbejder teoretisk og praktisk.

Du afslutter bacheloruddannelsen med et bachelorprojekt. Uddannelsen giver den akademiske titel BSc.

Adgangskrav

For at blive optaget på bacheloruddannelsen skal du have bestået en af følgende:

  • En gymnasial eksamen (stx, hf, hhx, htx eller eux)
  • En tilsvarende udenlandsk eller international gymnasial eksamen

Er du startet på hf efter 1. august 2017, skal du have en udvidet fagpakke for at blive optaget.

Det samme gælder, hvis du efter 1. august 2017 er startet på et merkantilt eux-forløb og søger optagelse på baggrund af eux 1. del.

Hvis du ikke har en gymnasial uddannelse men fx en erhvervsuddannelse, kan du tage et adgangskursus til ingeniøruddannelserne.

Specifikke adgangskrav er:

  • Dansk A
  • Engelsk B
  • Matematik A
  • Enten fysik B og kemi C eller fysik B og bioteknologi A eller geovidenskab A og kemi C

Alle de krævede fag skal være bestået. Kravet gælder optagelse i såvel kvote 1 som kvote 2.

Opfylder du ikke de specifikke adgangskrav, kan du tage de fag eller niveauer, du mangler, som supplering.

Hvis du har en gymnasial eksamen, kan du søge både i kvote 1 og kvote 2. Har du et adgangskursus til ingeniøruddannelserne, kan du kun søge i kvote 2. Se mere under Optagelse.

Yderligere adgangskrav på Aalborg Universitet:

Karaktergennemsnittet i matematik A skal være mindst 4,0.

Optagelse

Du søger om optagelse på Optagelse.dk. Der er forskellige ansøgningsfrister for kvote 1 og kvote 2, når du har en dansk gymnasial eksamen.

Kvote 1:

  • Ansøgningsfrist: 5. juli kl. 12.00
  • Du bliver optaget på baggrund af din gymnasiale eksamen. Er der flere ansøgere, end der er pladser, optager man ansøgere med de højeste karaktergennemsnit
  • Se adgangskvotienterne fra sidste optag i afsnittet Adgangskvotienter

Kvote 2:

  • Ansøgningsfrist: 15. marts kl. 12.00
  • Du bliver individuelt vurderet i forhold til de kvote 2-kriterier, som det enkelte uddannelsessted har fastsat. Se kriterierne på det enkelte uddannelsessteds hjemmeside

Ansøgere med en udenlandsk eller international adgangsgivende eksamen:

  • Ansøgningsfrist for kvote 1 og kvote 2: 15. marts kl. 12.00

Læs mere om optagelse generelt.

Om uddannelsen på det enkelte universitet

Uddannelsen foregår i Aalborg.

Aalborg Universitet (AAU) Aalborg

AAU udbyder maskin og produktion (i Aalborg) som en 3-årig bacheloruddannelse.

Du kan læse mere om bacheloruddannelsen i uddannelsesstedets studieguide.

Der er fri adgang til bacheloruddannelsen ved Aalborg Universitet. Det betyder, at alle som opfylder adgangskravene, vil blive optaget.

Om vurderingen af ansøgere i kvote 2 se www.aau.dk.

Læs eventuelt om studiestrukturen i artiklen om Aalborg Universitet.

Adgangskvotienter 2018

En adgangskvotient viser det laveste gennemsnit for den seneste optagelse i kvote 1. Den kan stige eller falde ved næste optagelse og må ikke forveksles med et adgangskrav.

 
 Kvote 1Standby
Aalborg Universitet  
Aalborg (Sommerstart)AO 

AO: Alle optaget

Se antal optagne, antal ansøgere mv.

Økonomi

Du kan søge SU under uddannelsen.

Kvalifikationsniveau

Uddannelsen er placeret på niveau 6 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring. Kvalifikationsrammen går fra niveau 1-8 og definerer det forventede udbytte af undervisningen.

Læs mere om Kvalifikationsniveauer for videregående uddannelser.

Fremtidsmuligheder

Med en bacheloruddannelse i maskin og produktion kan du læse videre på en kandidatuddannelse inden for det teknisk videnskabelige område. Du kan bl.a. læse videre på kandidatuddannelsen i Mechanical Engineering.

Bemærk: Der findes ikke en samlet oversigt over mulige kandidatuddannelser.

Du vil efterfølgende have jobmuligheder i fx industri- og produktionsvirksomheder, rådgivende ingeniørvirksomheder, service- og finansvirksomheder, offentlige institutioner samt branche- og interesseorganisationer.

Læs mere om arbejdsområder og typer af job inden for ingeniørarbejde.

Uddannelsessteder

På uddannelsesstedernes hjemmesider kan du finde mere information