
I beklædnings- og tekstilindustrien designer beklædningsdesignere tøj til alle formål, fx børnetøj, fritidstøj, undertøj, herre- eller damekonfektion. Beklædningsdesigneren følger hele processen fra idé til det endelige produkt.
Sammen med virksomhedens ledelse og en tekstilindkøber planlægger designeren, hvordan den kommende sæsons beklædning skal se ud. Det er meget almindeligt, at designeren tager til udstillinger og messer i udlandet for at få inspiration til nye modeller og materialer.
Når processen går i gang, tegner designeren først skitser af sine idéer. Når det er bestemt, hvilke modeller der skal sættes i produktion, bliver der lavet arbejdstegninger. De danner grundlag for modelkonstruktørens arbejde. Herefter syr man prøvemodeller, retter dem til og syr de endelige modeller.
Selve syarbejdet bliver normalt udført af beklædningsoperatører og modelsyere. I mange tilfælde bliver prøvemodellerne syet på produktionsstedet i udlandet, fx Hong Kong, Portugal, de baltiske lande eller Polen. Designeren rejser ud og og sikrer sig, at prøvekollektionen er, som den skal være.
De selvstændige designere laver ofte beklædning, der kun bliver syet i et eller få eksemplarer, også kaldet unika. Det kan fx være tøj til kunsthåndværksbutikker eller kostumer til teater og film. De kan også have deres egen butik, hvorfra de designer, syr og sælger tøjet.
Nogle specialiserer sig i fx festkjoler og brudekjoler, mens andre mest koncentrerer sig om hverdagstøj. De fleste syr både på bestilling og færdig beklædning, der kan tilrettes kunden.
Nogle få beklædningsdesignere er ansat som modeillustratorer, dvs. modetegnere ved mode- og dameblade. Andre får job som kostumier ved teatre og filmselskaber.