
Når du arbejder som buschauffør, kan du både køre bybusser i de større byer, og du kan køre rutebiler i landdistrikterne, ikke mindst i områder, hvor der mangler togforbindelser. Du kan også køre turistbusser her i landet eller til turistmål i udlandet.
Chaufføren sørger for, at kørslen foregår jævnt, og at køreplanen så vidt muligt overholdes. Ud over at køre bussen har chaufføren en række andre opgaver. Passagerer uden månedskort kan købe billetter eller rabatkort, og chaufføren kontrollerer billetter.
Under kørslen giver chaufføren ofte besked om stoppesteder, zonegrænser og omstigningsmuligheder til andre linjer gennem bussens højttaleranlæg. Som chauffør har du ansvaret for passagerernes sikkerhed. Du sørger for ro og orden i bussen og har myndighed til at sætte passagerer af, der ikke følger anvisningerne. Ved endestationen skal du kontrollere skiltning og se efter glemte sager.
I landområderne betegnes buschauffører ofte rutebilchauffører, og på nogle ruter tager chaufføren pakker, aviser og post med. Turistbuschauffører tager imod passagerer og hjælper med at anbringe kufferter og anden baggage i bussen.
Den kollektive trafik byder på særlige arbejdsforhold. Arbejdstiden er ofte uregelmæssig og fordelt over hele døgnet og foregår også på søn- og helligdage.
Som kørselsleder arbejder du med planlægning af kørselsopgaverne i virksomheden, både når det handler om transport af personer og af gods. Du står også for driftsplanlægning samt for eftersyn og vedligeholdelse af busserne.