Foto af Sælger
Job

Sælger

En sælgers arbejde går ud på at sælge et firmas varer til kunderne.

Fakta

Arbejdssteder:
Virksomheder, Der sælger varer og tjenesteydelser
Stillingsbetegnelser:
Sælger, Salgskonsulent, Account manager, Key account manager, Salgsingeniør, Demonstratør

I mange tilfælde kører sælgeren ud til kunderne og fremviser varerne, og derfor skal en sælger optræde venligt og være udadvendt.

En sælger er typisk ansat af et firma, der sælger varer eller ydelser til enten virksomheder eller forbrugere. I mange tilfælde går arbejdet ud på at besøge kunderne for at få dem til at købe firmaets produkter.

Fold alle afsnit ud

Om jobbet

foto af sælger
Internt salg - Denne sælger opsporer projektopgaver på vegne af den entreprenørvirksomhed, han er ansat af.

Normalt besøger sælgeren kunder i et geografisk afgrænset område. Det kan være den by eller landsdel, hvor han eller hun bor. Det kan også være fx hele Jylland eller hele Danmark. Det kan også være et område i udlandet, ofte et helt land eller flere lande. Hvis området ligger langt væk, vil der ofte være mange rejsedage, hvor man bor på hotel.

Som regel arbejder du kun for ét firma, men du kan godt repræsentere flere forskellige firmaer, når bare de ikke konkurrerer indbyrdes. Besøgene foregår normalt i bil, og i mange tilfælde har du vareprøver med, som du om nødvendigt kan demonstrere brugen af. I andre tilfælde fremviser du varerne ved hjælp af it-præsentationer, video, modeller, brochurer eller lignende.

Salgsindsatsen afhænger i vid udstrækning af varens eller tjenesteydelsens karakter. De fleste varer konkurrerer mere eller mindre med andre lignende varer på markedet. Du skal ved hjælp af dit kendskab til markedet og kundens behov samt din evne til at demonstrere en vares egenskaber kunne blive enig med kunden om det er en fordel for ham/hende at købe netop den vare.

Handler det om salg af tjenesteydelser, fx rengøring, kan konkurrencen gå på flere eller bedre detailydelser, hvor sælgeren eksempelvis kan tilbyde løsning af flere opgaver eller specielle opgaver.

Den vigtigste opgave er naturligvis at sælge, men det går ikke ud på at prakke kunden en mængde varer på. Man skal ikke "oversælge", men i stedet netop sælge så meget, som kunden har brug for.

Inden for mange brancher kræves det, at du har specialviden, fx en teknisk uddannelse eller en håndværkeruddannelse. Hvis du arbejder på grundlag af en uddannelse til ingeniør, kan du kalde dig salgsingeniør, area sales manager eller eksportingeniør.

Normalt deltager du i regelmæssige møder med andre sælgere og med firmaet, blandt andet for at fortælle om kundernes reaktioner på produkterne og for at deltage i planlægningen af nye salgsfremstød osv.

Du må have et tiltalende væsen, og du skal altid optræde venligt over for kunderne. Arbejdet kan være ensomt uden kolleger at kunne rådføre sig med i den enkelte situation. Det indebærer undertiden anstrengende opgaver og uregelmæssige arbejdstider.

Nogle sælgere har et indgående kendskab til bestemte produkter og kan vejlede kunderne mere indgående. De går ofte under betegnelsen produktspecialist.

En sælger kan lede og kordinere salgsarbejdet i et geografisk område, fx Jylland som regional salgsleder eller salgschef.

En forretningsudviklers opgave er at kunne finde nye forretningsmuligheder på virksomhedens eksisterende og nye kunder og omsætte disse til forretning for virksomheden og af værdi for virksomhedens kunder.

Forretningsudvikleren laver analyser af markedet og planlægger og gennemfører en strategiproces, der både kan føre til nye produkter og kampagner over for nye kunder.

Arbejdsplads

Som sælger kan du være ansat i alle typer af virksomheder, som sælger varer eller tjenestydelser til forbrugere eller til andre virksomheder.

De primære job findes i brancher og erhverv inden for fremstillingsvirksomhed og industri, inden for engros- og detailhandel. Se mere om Engroshandel og Detailhandel.

Men også inden for byggebranchen, energiforsyning, transport og godshåndtering samt finansiering, forsikring, rejsebureauer, rengøring og anden operationel service sælges der produkter og tjenester.

Mere specielle arbejdsområder for sælgere findes inden for ejendomshandel og udlejning, kultur og fritid, vidensservice samt inkassovirksomhed og kreditoplysning.

Indkomst

Gennemsnitlig indkomst pr. måned for nyuddannede (2015), inklusive pension, tillæg, værdi af personalegoder mv.

PrivatKommuneStat
Sales Manager, Salgschef42.552 kr.--
Salgsarbejde (agenter)26.969 kr.--
Salgsdisponent, Salgskonsulent34.322 kr.--

Kilde: Danmarks Statistik

Se forklaring til lønoplysninger

De fleste sælgere er ansat som funktionærer. Andre er selvstændige handelsagenter eller handelsrejsende. Sælgeres løn bliver fastsat individuelt. Nogle er udelukkende provisionslønnede og får løn efter, hvor meget de sælger og betaler selv deres rejseudgifter. Andre modtager en fast minimumsløn, rejseomkostninger plus provision eller bonus. Mange sælgere er udelukkende fastlønnede.

Af Business Danmarks medlemmer er ca. 2/3 på fast løn, en tredjedel er på fast løn plus provision eller bonus, mens kun 2 % er på ren provision. Lønnen afhænger i høj grad af, hvor dygtig man er. Det vil ikke være ualmindeligt med en løn på ca. 400.000 kr. om året inkl. pensionsbidrag.

Fremtidsmuligheder

I nogle virksomheder kan man blive udnævnt til account manager eller key account manager. Det betyder, at du får ansvaret for en eller flere af virksomhedens vigtigste kunder. Account manageren har ansvar for de mellemstore kunder, key account manageren for de meget store. Alt afhængigt af indholdet i din stilling kan du også være eksportsælger, konsulent, repræsentant, salgsingeniør, salgsinspektør og salgskonsulent.

Med erfaring og efteruddannelse kan du blive salgsleder, salgschef, markedschef eller produktchef.

Der er lav ledighed blandt sælgere, så der er god mulighed for at få job.

Mere uddannelse

Organisationen Business Danmark udbyder kurser i salgsteknik, salgspsykologi, ledelse osv. Mange private kursusvirksomheder tilbyder kurser i salg og andre emner, som kan være relevante.

Få mere at vide

Business Danmark, organisation for medarbejdere inden for salg, marketing eller rådgivning
www.businessdanmark.dk

Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark (HK)
www.hk.dk

Beskæftigelsesmuligheder

Rigtig gode
Gode
Mindre gode

Kilde: Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering.

Inspiration

Inspiration til valg af job og uddannelse.

Interviewer med mikrofon
Interviewer med mikrofon

Interview med folk under uddannelse og i job.

Uddannelsessystemet
Uddannelsessystemet

Overblik over uddannelser og adgangsveje.

 

Hjælp til at vælge uddannelse - for dig i 8. og 9. klasse.

Se hvad man arbejder med i forskellige virksomheder.

Tag til åbent hus ude på uddannelsesstederne.