Job

Læge, cand.med.

En læge undersøger og behandler mennesker for sygdomme.

Fakta

Arbejdssteder:
Sygehuse, Hospitaler, Klinikker
Stillingsbetegnelser:
Basislæge, Reservelæge, 1. Reservelæge, Arbejdsmediciner, Retsmediciner, Lægekonsulent

En læge er en person, der har bestået afsluttende eksamen i medicin (cand.med.) ved et godkendt lægevidenskabeligt fakultet på et universitet, og som har aflagt lægeløftet. Langt de fleste danske læger er organiseret i Lægeforeningen.

Du skal rådgive patienten om behandlingen og give oplysninger om brug og dosering af medicin, risici m.v. Læger arbejder fortrinsvis på hospitaler eller i almen praksis.

Fold alle afsnit ud

Om jobbet

foto af læge
Cand.med. - reservelægen er under uddannelse til speciallæge.

Efter afsluttet medicinsk studium på universitetet og aflæggelse af lægeløftet må man kalde sig læge.

I behandlingsarbejdet samarbejder lægen ofte med andet personale som fx sygeplejersker, ergo- og fysioterapeuter, socialrådgivere og psykologer.

De fleste lægevidenskabelige kandidater arbejder som hospitalslæger eller praktiserende læger. De gennemgår alle den kliniske basisuddannelse (tidligere hed den turnusuddannelsen), som er tilrettelagt og koordineret af Sundhedsstyrelsen.

Det fulde uddannelsesforløb for en læge består af følgende elementer:

  • Studentereksamen eller tilsvarende adgangseksamen (ca. 3 år)
  • Medicinstudiet ved et lægevidenskabeligt fakultet, afsluttet med medicinsk kandidateksamen (cand.med., ca. 6 år)
  • Autorisation som læge
  • Klinisk basisuddannelse (KBU) (tidl. Turnus) obligatorisk tjeneste på skiftende afdelinger samt evt. i alment praktiserende lægepraksis (1 år)
  • Autorisation til selvstændigt virke som læge og herefter ofte nogle års tjeneste for at samle point til at påbegynde en lægelig specialisering
  • Introduktionsstilling inden for det speciale, hvori man vil videreuddanne sig (ca. 1 år)
  • Hoveduddannelsesstilling i det videregående speciale (4-5 år)
  • Speciallægeautorisation i specialet
  • Ansættelse som overlæge i specialet.

De læger, der er uden speciale eller i gang med at uddanne sig, kaldes reservelæger. De undersøger patienter, stiller diagnoser, behandler sygdomme og deltager i det daglige arbejde på hospitaler, sygehuse, ambulatorier mv.

Som kandidat i lægevidenskab kan man også søge mere administrative stillinger i sundhedssektoren eller arbejde med undervisning og forskning på fx universiteter.

Nogle læger vælger at arbejde i udlandet. Det kan fx være i forbindelse med bistandsprojekter eller katastrofehjælp.

Den kliniske basisuddannelse

Den kliniske basisuddannelse varer 12 måneder og begynder lige efter studiet. Den kan fx sammensættes med 6 måneder på et hospital og 6 måneder hos en alment praktiserende læge. Læs mere om den kliniske basisuddannelse på Sundhedsstyrelsens hjemmeside www.sst.dk.

Man modtager løn under den kliniske basisuddannelse. I løbet af de 12 måneder er der 9 dages obligatoriske kurser i kommunikation, læring og akut behandling og ambulancetransport.

Speciallægeuddannelsen

Efter basisuddannelsen kan man arbejde som underordnet sygehuslæge (reservelæge) eller videreuddanne sig til speciallæge, herunder også til alment praktiserende læge.

Uddannelsen til speciallæge inden for et af de mange specialer begynder med ansættelse i en introstilling, som kan give adgang til den rigtige uddannelsesstilling i specialet.

Uddannelsen til speciallæge tager mellem 4-7 år.

I Danmark er der 25 anerkendte specialer, hvoraf nogle er opdelt i flere selvstændige specialer. Speciallæger kan arbejde med:

  • Almen medicin: alment praktiserende læge.
  • Anæstesiologi (bedøvelse- og respiratorbehandling): narkoselæge.
  • Arbejdsmedicin (sygdomme betinget af arbejdsmiljø): arbejdsmediciner.
  • Børne- og ungdomspsykiatri (sindssygdomme hos børn og unge): børnepsykiater.
  • Dermato-venerologi (hud- og kønssygdomme): hudlæge.
  • Diagnostisk radiologi (røntgenundersøgelse): radiolog.
  • Gynækologi og obstetrik (kvindesygdomme og fødselshjælp): gynækolog.
  • Intern medicin, som omfatter ni specialer: endokrinologi (medicinske hormonsygomme), gastroenterologi og hepatologi (medicinske mave-tarm- og leversygdomme), geriatri (alderdommens sygdomme), hæmatologi (blodsygdomme), infektionsmedicin, kardiologi (medicinske hjerte- og kredsløbssygdomme), lungesygdomme, nefrologi (medicinske nyresygdomme) og reumatologi (gigtsygdomme).
  • Kirurgi, som omfatter fem specialer: kirurgi (kirurgiske sygdomme), karkirurgi (kirurgiske blodkarsygdomme), plastikkirurgi (plastik- og rekonstruktionskirurgi), thoraxkirurgi (brysthulens kirurgiske sygdomme) og urologi (urinvejenes kirurgiske sygdomme).
  • Klinisk biokemi (undersøgelse af blod, celler, sekreter m.m.).
  • Klinisk farmakologi (undersøgelse og anvendelse af lægemidler).
  • Klinisk fysiologi og nuklearmedicin (undersøgelse og behandling med radioaktive stoffer).
  • Klinisk genetik (genetisk betingede sygdomme og misdannelser).
  • Klinisk immunologi (analyse af antigener og antistoffer): immunolog.
  • Klinisk mikrobiologi (analyse af bakterier, virus m.m.).
  • Klinisk onkologi (kræftsygdomme): onkolog.
  • Neurokirurgi (kirurgiske nervesygdomme): neurokirurg.
  • Neurologi (medicinske nervesygdomme): neurolog.
  • Oftalmologi (øjensygdomme): øjenlæge.
  • Ortopædisk kirurgi (lidelser i bevægeapparatet, der kræver kirurgi): ortopædkirurg.
  • Oto-rhino-laryngologi (øre-næse-hals-sygdomme): øre-, næse-hals-læge.
  • Patologisk anatomi og cytologi (vævs- og celleundersøgelser): patolog. Specialet patologisk anatomi og cytologi danner også udgangspunkt for uddannelsen til retsmediciner. For at blive retsmediciner skal du - foruden dit lægevidenskabelige speciale - have en videnskabelig produktion svarende til en ph.d. samt have udgivet et antal artikler.
  • Psykiatri (sindssygdomme hos voksne): psykiater, klinisk sexolog.
  • Pædiatri (sygdomme hos børn): børnelæge.
  • Samfundsmedicin (sammenhængen mellem samfundsforhold og befolkningens sundhedstilstand): samfundsmediciner.

Speciallæger, der arbejder som afdelingslæge eller overlæge på et hospital, undersøger og behandler patienter med sygdomme inden for deres specialeområde.

De læger, der er uden speciale eller i gang med at uddanne sig, kaldes reservelæger. De undersøger patienter, stiller diagnoser, behandler sygdomme og deltager i det daglige arbejde på hospitaler, sygehuse, ambulatorier m.v.

Læs mere om de tre almindeligste lægespecialer: Speciallæge i almen medicin (praktiserende læge), Speciallæge i psykiatri (psykiater) og Speciallæge i kirurgi (primært ortopædkirurg).

Sundhedsstyrelsen afgør, hvilke områder der anerkendes som et speciale, i hvilket en læge kan opnå autorisation. Det er ligeledes Sundhedsstyrelsen, der fastsætter uddannelseskravene til og kompetencerne for speciallæger i de enkelte specialer.

Slutstillingsbetegnelserne for lægeuddannelsen er overlæge, prakstiserende speciallæge og afdelingslæge.

Nogle læger har specialer, som ikke direkte har med patientbehandling at gøre. Det gælder fx arbejdsmedicin, patologisk anatomi og samfundsmedicin.

Arbejdsmedicinere har speciale i akutte og kroniske sygdomme, som hænger sammen med arbejdsforhold. Den primære opgave er at forebygge arbejdsskader, men de skal også prøve at finde sammenhængen mellem arbejde og sygdom i sager om arbejdsskader.

Patologer forsker og studerer sygdomme, deres forløb og indvirkning på organismen, både hos dyr og mennesker. En patolog kan også være uddannet dyrlæge (Veterinær medicin).

Patologer analyserer og bestemmer sygdomme på grundlag af vævsprøver, blodprøver osv. Der kan fx være tale om væv fra bryst, hud, en lymfeknude, en spytkirtel, lever, skjoldbruskkirtel, strube, urinblære, blærehalskirtel, mave-tarmkanal, livmoder.

Patologer kan yderligere specialisere sig gennem videnskabeligt arbejde til at arbejde som retsmedicinere. For at blive retsmediciner skal man - foruden sit lægevidenskabelige speciale - have en videnskabelig produktion svarende til en ph.d. samt have udgivet et antal artikler.

En obduktion er en undersøgelse af en afdød person. Der findes to forskellige former for obduktion, hhv. en retslægelig obduktion og en lægevidenskabelig obduktion.

En retslægelig obduktion foretages, når politiet har mistanke om, at der foreligger en kriminel grund til dødsfaldet, eller når politiet vil fjerne en evt. tvivl om dødsårsagen. En retsmediciner tager sig af obduktionen, som skal fastslå, hvordan og på hvilken måde personen døde.

En lægevidenskabelig obduktion skal bl.a. afsløre den præcise dødsårsag, bestemme sygdommens udbredelse og finde andre sygdomme, der kan have haft betydning for sygdomsforløbet uden at være den direkte årsag til døden.

De lægevidenskabelige obduktioner foretages af en patolog, og er nødvendige for at kunne føre en pålidelig statistik over sygdomme og dødsårsager. Derfor er de lægevidenskabelige obduktioner vigtige for sundhedsvæsenets arbejde.

Samfundsmedicinere ansættes fx i Sundhedsstyrelsen, ved Kriminalforsorgen, ved institutioner for revalidering eller for misbrugere af alkohol, narkotika osv.

Arbejdsplads

Læger arbejder blandt andet på sygehuse, hospitaler, private klinikker, i forsvaret, medicinalindustrien og kommunen. Se mere om Hospitaler, Lægeklinikker og Medicinalindustri.

Nogle kandidater i lægevidenskab sidder i mere administrative stillinger i sundhedssektoren eller arbejder med undervisning og forskning på fx universiteter, se Universitetslærer.

Nogle læger vælger at arbejde i udlandet. Det kan fx være i forbindelse med bistandsprojekter eller katastrofehjælp, se Medarbejder i hjælpeorganisation.

Indkomst

Gennemsnitlig indkomst pr. måned for nyuddannede (2015), inklusive pension, tillæg, værdi af personalegoder mv.

 PrivatKommuneStat
Stadslæge-38.123 kr.-
Almindeligt lægearbejde60.917 kr.40.575 kr.42.534 kr.

Kilde: Danmarks Statistik

Se forklaring til lønoplysninger

Gennemsnitslønnen dækker ansatte kandidater i medicin. Færdiguddannede speciallægers løn er væsentligt højere.

Praktiserende lægers indtjening afhænger af, hvor mange patienter de har.

Fremtidsmuligheder

De aktuelle beskæftigelsesmuligheder for læger og lægekonsulenter er overordentlig gode. Der er stor mangel på arbejdskraft i alle regioner. Ledigheden er lav, men alligevel er der problemer med at få besat stillingerne.

Du kan få en praksis ved at købe en allerede eksisterende praksis eller ved at indgå i et partnerskab med én eller flere andre praktiserende læger (i almen- eller speciallægepraksis).

På sygehuse og hospitaler arbejder nogle læger som overlæger og administrende overlæger.

Andre er ansat som embedslæge under Sundhedsstyrelsen. Embedslæger har tilsynsopgaver i forhold til fx plejehjem og sundhedspersonale i øvrigt.

Der er mulighed for at uddanne sig til speciallæge.

Der er mangel på læger flere steder i landet.

Mere uddannelse

Der er kurser på universiteterne, sygehusene, i lægeforeningerne og videnskabelige selskaber osv.

Læger kan videreuddanne sig til perfusionist. Perfusionister arbejder på hjertekirurgiske afdelinger og deltager i operationer, hvor man er nødt til at standse hjertets pumpefunktion.

Du skal ansættes som perfusionistaspirant på en hjertekirurgisk afdeling og normalt være ansat på afdelingen i mindst 3 måneder, før du begynder på uddannelsen. Ledige aspirantstillinger bliver annonceret gennem dagspressen. Læs mere om uddannelsen på www.perfusionistskolen.au.dk.

Beskæftigelsesmuligheder

Rigtig gode
Gode
Mindre gode

Kilde: Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering.

Inspiration

Inspiration til valg af job og uddannelse.

Interviewer med mikrofon
Interviewer med mikrofon

Interview med folk under uddannelse og i job.

Uddannelsessystemet
Uddannelsessystemet

Overblik over uddannelser og adgangsveje.

 

Hjælp til at vælge uddannelse - for dig i 8. og 9. klasse.

Se hvad man arbejder med i forskellige virksomheder.

Tag til åbent hus ude på uddannelsesstederne.