Mejetærsker og traktor set ovenfra på mark under høst
Job

Landmand (job)

En landmand opdrætter husdyr og dyrker jorden. Landmænd arbejder også med store maskiner og drift af anlæg. Arbejdet er meget selvstændigt og foregår ofte i det fri.

Fakta

Arbejdssteder:
Gårde og landbrug
Stillingsbetegnelser:
Landmand, Landbrugsmedhjælper

Som landmand kan du specialisere dig i at producere fødevarer som fx kød, æg og mælk, i at dyrke korn og andre fødevarer eller i at køre maskiner.

Du har faglig viden om jordbrug og om at passe dyr. Du betjener og vedligeholder store maskiner. Landmænd har også viden om regnskab og driftsøkonomi.

Nogle landmænd driver deres landbrug økologisk.

Foto: Getty Images

Fold alle afsnit ud

Om jobbet

Det en vigtig del af dit job som landmand at planlægge arbejdet med dyrene eller i marken og udføre arbejdet på gården. Du skal også kende til gældende lovgivning og kunne styre bedriftens økonomi. 

Planteavl

Dyrker du jord, bruger du meget af din tid i marken og har stor faglig viden om planteavl. I arbejdet betjener du store landbrugsmaskiner, fx traktorer og mejetærskere. Du står også for at vedligeholde og reparere maskiner. 

Opdræt af dyr

En landmand, der holder dyr, arbejder bl.a. med at: 

  • fodre dyr og holde stalde rene
  • forebygge sygdom og holde øje med dyrenes trivsel 
  • planlægge avlsarbejdet

Meget af det hårde arbejde bliver klaret ved hjælp af maskiner. 

Teknologi 

Foruden specialiserede maskiner, bruger landmænd også moderne teknologi som IT og droner i deres arbejde. 

Arbejdsdagen begynder ofte tidligt og slutter sent. Der er også ofte arbejde i weekender og på helligdage.

Arbejdsopgaver

Dine arbejdsopgaver kan være at:

  • passe og pleje husdyr, fx fodre eller malke
  • holde øje med dyrenes sundhed 
  • udarbejde markplaner
  • så, gøde og høste
  • forebygge og bekæmpe ukrudt og sygdomme i afgrøder
  • betjene og vedligeholde maskiner og anden teknik
  • styre økonomi og føre regnskaber

Karriereveje

Som landmand kan du arbejde med:

  • husdyr, som fx køer, svin, høns og får
  • planter, som fx dyrkning af korn og græs, frugt eller grøntsager
  • opdræt af fisk
  • at føre og vedligeholde landbrugsmaskiner og andre maskiner fx maskiner til at grave eller læsse
  • agro-turisme

Økologi 

En landmand kan også specialisere sig i at drive økologisk landbrug. 

Økologisk landbrug handler om at producere med særlige hensyn til miljø, natur og dyrevelfærd. Økologer må fx ikke bruge kunstgødning eller gift i forbindelse med planteavl. Ligesom foder skal være økologisk dyrket, og der er særlige regler for måden at holde dyr på, fx at de skal mere ud i det fri. 

Arbejdssteder

Som landmand kan du vælge at:

  • blive ansat hos en anden landmand som landbrugsmedhjælper eller daglig leder
  • drive dit eget landbrug
  • arbejde på en maskinstation
  • blive ansat i virksomheder, der sælger landbrugsprodukter

Indkomst

Gennemsnitlig indtægt pr. måned for nyuddannede (2019), inklusive pension, tillæg, værdi af personalegoder mv.

 PrivatKommuneStat
Dyrkning af markafgrøder inden for jordbrug--29.302 kr.
Arbejde med opdræt af husdyr, Fodermester,
Landbrugsassistent
29.307 kr.-31.407 kr.
Andet arbejde med dyreopdræt25.769 kr.--
Landbrugsassistent, Landbrugsmedhjælper26.161 kr.--
Kreaturpasser, Hønseriarbejder mv.---
Landarbejder, Staldkarl, Svineavlsassistent20.857 kr.--

Kilde: Danmarks Statistik

Sådan definerer vi indkomst på ug.dk

Uddannelsesvej

Uddannelsen til landmand er en erhvervsuddannelse, der tager 4 år og 3 måneder. 

Læs om uddannelsen til landmand.

 

Mere uddannelse

Som landmand har du mulighed for at videreuddanne dig.

Videregående uddannelse

Med landbrugsuddannelsen har du adgang til flere videregående uddannelser.

I Adgangskortet kan du se, hvilke videregående uddannelser du opfylder adgangskravene til. Husk at vælge hovedforløb (trin/speciale) i værktøjet. Har du taget eux, skal du markerer det.

Nogle videregående uddannelser har adgangskrav, som du måske endnu ikke opfylder. Dem kan du også se i Adgangskortet. Måske mangler du kun enkelte fag eller niveauer, som du kan tage på forskellig måde, fx ved supplering.

Prøv Adgangskortet

Voksen- og efteruddannelse

Du kan evt. tage AMU-kurser inden for dette område. Se en oversigt over AMU-kurser.

Er du faglært og har mindst 2 års erhvervserfaring, kan du også efteruddanne dig på deltid. Se relevante muligheder i Videre som faglært.

Læs mere

Læs mere i  Videregående uddannelse efter erhvervsuddannelsen.

Beskæftigelsesmuligheder

Rigtig gode
Gode
Mindre gode

Kilde: Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering.

Inspiration

Er du i tvivl om, hvad du vil være, så hent inspiration i jobartiklerne.

Klik og gå til siden, der præsenterer værktøjet Jobkompasset.
Klik og gå til siden, der præsenterer værktøjet Jobkompasset.

Få hjælp til at vælge job og se mulige uddannelsesveje.

To eVejledere i gang med vejledning.
To eVejledere i gang med vejledning.

Tag fat i vores eVejledere og få hjælp via telefon, mail eller chat.