Som fiskerikontrollør består dit arbejde hovedsageligt i at føre tilsyn og kontrol med, at love og bestemmelser for fiskeriområdet bliver overholdt.
Det drejer sig om fangstmetoder, redskaber, kvoter osv., men fiskestop, fredning og kvalitetsbestemmelser skal også overholdes. Det gælder både i forbindelse med fiskeri og på fiskeauktioner.
Herudover holder du også øje med og fører tilsyn samt kontrol med de forskellige former for lystfiskeri. Der er også en række serviceopgaver for erhvervslivet, som du skal lave.
En af fiskerikontrollørens opgaver er at kontrollere, at kvoter og mindstemål, som gælder for forskellige fiskearter, bliver overholdt. Det sker ved at tage prøver af de fisk, der er fanget.
Du inspicerer forskellige fangstområder på havet for at forhindre, at der fiskes med forbudte redskaber eller i forbudte områder. Du kontrollerer også, at reglerne for opbevaring, nedkøling og transport til søs bliver overholdt.
Kontrollen foregår om bord på almindelige fiskefartøjer, ved landingen og hos den første køber af fisken efter landing. Der er tale om stikprøvekontrol.
En del fiskefartøjer, med en længde på mere end 12 meter, bliver overvåget via satellit.
Med til opgaverne hører rapportskrivning og andet kontorarbejde. En vigtig del af fiskerikontrollørers opgaver er at vejlede fiskerne om de bestemmelser, der gælder for fiskeriet.
Fiskerikontrollørers har skiftende arbejdstider og ofte tjeneste om aftenen, natten og på søn- og helligdage. Der kan forekomme udstationering til arbejdssteder rundt om i landet.