Foto af Chauffør - persontransport
Job

Chauffør - persontransport

Chauffører inden for persontransport kører fx minibusser for handicappede eller fungerer som privatchauffør.

Fakta

Arbejdssteder:
Busselskaber, Vognmandsforretninger, Statslige institutioner
Stillingsbetegnelser:
Chauffør: persontransport, Privatchauffør, Minibuschauffør, Handicapchauffør, Limousinechauffør

Foruden kørslen er der serviceopgaver som planlægning af kørslen, bagagetransport og brug af evt. liftsystem. Hvis du arbejder med persontransport som chauffør, kører du typisk med biler eller busser af forskellige typer. Det kan være limousiner, privatbiler, ministerbiler eller minibusser til særlig kørsel, som fx kørsel med handicappede, pensionister og skolebørn.

Også taxichauffører og buschauffører arbejder med persontransport. Arbejdet som chauffør kræver god fysisk og psykisk form. Man skal kunne omstille sig til forskellige arbejdstider. Servicepræget optræden er nødvendig i omgangen med kunder og passagerer.

Fold alle afsnit ud

Om jobbet

chauffør - persontransport
Mange chauffører kører persontransport med minibusser.

Som chauffør med persontransport kører du bilen eller minibussen. Du har også en række servicemæssige opgaver over for bilens passagerer på turen.

Mange minibuschauffører kører med handicappede, syge eller ældre, eller de kan udføre transport med skolebørn i landdistrikter uden rutebiler. Disse transportopgaver køres enten efter fast aftale fx med en kommune eller som rekvireret transport.

Chauffører kan være fast knyttet til kørsel med besøgende eller gæster til det firma, hvor chaufføren er ansat. Andre er ansat i vognmandsfirmaer, som udlejer biler, fx limousiner, med fører. De løser forskellige transportopgaver med kørsel af fx udenlandske gæster, brudepar eller andre.

Kørsel kan også være turistkørsel i turistsæsonen. Turistkørsel foretages typisk for rejsebureauer, som samarbejder med en vognmand. Chaufføren skal lægge rute og kunne orientere sig efter vejkort.

Transport af personer kan være til og fra hoteller, lufthavne og banegårde, sightseeingture og lignende. Chaufførerne har ofte servicemæssige opgaver for turisterne, som fx orientering om lokaliteter, seværdigheder og lignende, transport af bagage osv.

Chauffører, som kører for handicappede i minibusser, kører ofte korte stræk til og fra institutioner, skoler osv. Tit hjælper chaufføren passagererne, som kan være fysisk og/eller psykisk handicappede. Chaufføren skal have kendskab til handicappedes hjælpemidler og kunne betjene bussens liftudstyr.

Andre former for persontransport med chauffør er fx kørsel som privatchauffør i direktionsbil, limousine, ministerbil og lignende.

Arbejdsplads

Chauffører er ansat i statslige institutioner og hos private vognmænd. Arbejdsområderne dækker både taxikørsel (herunder privatchauffører), turistkørsel og anden landpassagertransport. Se mere om branchen Lokaltog, bus og taxi mv.

Indkomst

Gennemsnitlig indtægt pr. måned for nyuddannede (2017), inklusive pension, tillæg, værdi af personalegoder mv.

 PrivatKommuneStat
Handicapchauffør eller anden personkørsel25.861 kr.--

Kilde: Danmarks Statistik

Se forklaring til lønoplysninger

Fremtidsmuligheder

Chauffører kan etablere egen vognmandsforretning.

Mere uddannelse

Der er mulighed for uddannelse bl.a. gennem AMU-uddannelser inden for området Personbefordring med mindre køretøjer.

Få mere at vide

Trafikstyrelsen
www.trafikstyrelsen.dk

Fagligt Fælles Forbund
www.3f.dk

Beskæftigelsesmuligheder

Rigtig gode
Gode
Mindre gode

Kilde: Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering.

Inspiration

Se job ud fra interesser, og få inspiration til dit valg af job og uddannelse.

Hjælp til at vælge uddannelse - for dig i 8. og 9. klasse.

Om at vælge uddannelse og karriere og om at være selvstændig.