I 2007 bad Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD)undertegnede med assistance af tidligere højskoleforstander Ann-Lise Aasesdatter Hansen om at gennemføre en sådan undersøgelse. Formålet var at undersøge, på hvilken særlig måde folkehøjskolerne praktiserer uddannelses- og erhvervsvejledning. I 2004 blev det et lovkrav, at højskolerne nu også skulle vejlede eleverne om valg af uddannelse og erhverv med henblik på at medvirke og støtte elevernes afklaring herom.
Først mødte dette krav modstand. ”Dette er endnu et statsligt indgreb, der vil begrænse vores frihed,” sagde kritiske højskolefolk. Men efterhånden vendte de dette problem til en mulighed, idet de så valgte at gøre dette på helt deres egen måde. ”God højskolevejledning er eksistentiel vejledning,” sagde de, og eksistentiel vejledning er en afgørende og vigtig forudsætning for det gode uddannelses- og erhvervsvalg.
Samtidig med, at denne holdning var (og er) udbredt blandt højskolefolk, var (og er) der også fra FFD’s side et ønske om at opkvalificere og professionalisere højskolevejlederne. Gennem grundkurser i FFD’s regi skulle de lære vigtige teorier og metoder hentet fra den professionelle vejleders viden og værktøjskasse.
Men hvordan hang dette ønske om en professionalisering af højskolevejlederen sammen med højskolevejlederens fremhævning af den eksistentielle vejledning som et særkendetegn for folkehøjskolen? Eller som FFD’s generalsekretær, Niels Glahn, skriver i forordet til rapporten: ”Hvad sker der, når vejledning professionaliseres? Forsvinder livet så at sige ud af samtalen?”