Johannes Andersen (2001) søger at indkredse fire forskellige former for ungdomskultur, der indbyrdes står i et spændingsforhold til hinanden. Nogle identificerer sig med grupperne på afstand, andre blander udtryk fra forskellige kulturer, mens andre igen går helhjertet ind for en af dem (jf. Issa m.fl., 1994):

1. Ressourcestærke unge, der mere eller mindre bevidst vender systemet og vejlederne ryggen, og som i stedet dyrker spændende kulturtilbud og udfordringer. Det er en gruppe, der vil gøre tingene selv, fordi de synes, det er spændende, og de tillægger ikke aktiviteterne noget videre perspektiv eller mål. Autonomi er et kodeord her. Gennem påklædningens kombination af alt for stort, alt for småt eller slidt tøj markeres uafhængighed af omgivelserne.
2. Ressourcestærke unge, der kæmper for at få fodfæste inden for systemet. De kæmper for at få de bedste karakterer, for at komme ind på de rigtige uddannelser, og efterfølgende for at få et fast og sikkert job med spændende arbejdsopgaver, så de kan udvikle sig selv personligt. De er velfærdsinstitutionernes favoritter: De gør, som (nogle?) vejledere, lærere, politikere og undervisere siger, de skal gøre. Pæne piger og flinke drenge.
3. Nyromantiske unge, som af forskellige grunde ikke klarer sig inden for uddannelsessystemet, men som alligevel forsøger at tilpasse sig nogle af systemets forventninger, etablerer sig i et romantisk familieliv med hjemmets og forbrugets sikkerhed og tryghed. Et barn kan dels give hverdagen ny betydning, dels holde sammen på familien og vise over for forældregenerationen, at man er bedre til at lave en familie, end de var.
4. Ressourcesvage unge, der er kommet skævt ind i uddannelsessystemet, på overførselsindkomst og ind i en hverdag, hvor stimulering af de spontant opstående behov er det centrale. Lever i ghettolignende grupper og er svære at nå med fx vejledning: De unge har vendt systemet ryggen med vold, aggressioner og fremmedhad.
    

Citaterne i figuren er unges udtalelser, hentet fra: Stark m.fl. (red.), (2001).

Såvidt Johannes Andersen… når de unge anbringes i et skema. En kategorisering har netop til formål at forenkle, og kategorier kan være nyttige, men også spærre for sansen for forskelligheder. Ligeså lidt som alle 68’ere var ”68’ere”, så er ikke alle dagens unge nyromantiske eller voldspsykopater. De fleste er hverken eller. Eller både og.

I den samfundsmæssige fokus på ”det rette valg” (dvs. det tidlige, sikre og nyttige valg) har samfundet et problem med unge, der zapper tilsyneladende formålsløst rundt i stedet for at gå målrettet i gang med noget nyttigt. Men der er unge, der har vanskeligheder med at orientere sig i det minefelt af muligheder, som uddannelsessystemet og erhvervslivet tilsyneladende tilbyder.

Her kommer vejledning ind. Som en retledning. Unge har været vant til, at de skal skabe deres egen livshistorie. Men det er krævende at skulle have ansvar for alting selv, og det kræver ikke mindst, at man er i stand til at skaffe sig støtte gennem tillidsfulde relationer (jf. Kofod, 2005)

De unge insisterer på retten til at vælge selv og påtager sig også byrden og ansvaret. Hvis de vælger forkert, er de indforståede med, at det er deres egen fejl. Og de ved, at valget af uddannelse er vigtigt, samtidig med at de sjældent opfatter det som endeligt, men snarere som et nyt skridt i søgende proces, der ikke behøver at have nogen fast endestation.

Men der er store forskelle på de unges ressourcer og sociale/kulturelle kapital. Det gælder med hensyn til netværk, social baggrund, evner etc. Hvem skal så fortælle den søgende og tvivlrådige unge, hvad der er muligt og realistisk? Skal vejlederen?

Jens Christian Nielsen (2006) peger på, at de unge ofte bliver sat ind i et forfaldsbillede af en individualiseret ungdom, der frit gør, hvad der passer den og svigter samfundets institutioner: “Unge svigter a-kasserne og efterlønnen,” “Unge svigter erhvervsuddannelserne,” “Unge svigter ingeniørstudier,” “Unge svigter det repræsentative demokrati,” “Unge er egoister og svigter fællesskaberne,” “Unge svigter det frivillige arbejde” og “Unge forbrugere svigter danske jordbær”… ikke mindst.

Der er mange svigt. Og især måske mange forventninger til de unge fra samfundets side. De burde deltage i foreningslivet og det frivillige arbejde i højere grad. De burde vælge de uddannelser, der er vigtigst for samfundet – selv om vi taler om det frie uddannelsesvalg. Og de burde straks melde sig i fagforening og a-kasse.

Svigt-figuren indebærer, at der skulle have været en kontrakt mellem de unge og samfundets institutioner, som de unge bryder. De skal være normale. De er Generation Vejledning: Den generation, der er blevet vejledt massivt, lige fra Uddannelsesbogen og fremefter.

Men ungdomslivet er perioden for de første og største valg i tilværelsen og identitetsdannelsen. Med al dens usikkerhed.

I et forskningsprojekt om unge og foreningsliv (Nielsen, Højholdt & Simonsen, 2004) fik de unge et simpelt spørgsmål om, hvad de oplever som den største udfordring, de står over for i deres liv lige nu. Mange unge svarede, at de største problemer i deres liv drejer sig om intime og sociale relationer til jævnaldrende. Det har stor betydning for unge, hvis de er uvenner med deres bedste ven eller veninde, hvis deres kæreste lige har slået op, eller hvis de har svært ved at få venner. Mange unge oplever et stort tidspres. Det er svært at finde tid til lektier, til at passe sin uddannelse, sit foreningsarbejde, pleje sine venner og også få tid til at se sin familie eller sine delefamilier.

Men det mest markante i besvarelserne var, at stor andel af de unge bekymrer sig over deres fremtid og de valgsituationer, som de står over for. Især uddannelsesvalg opleves af mange unge som noget vanskeligt og problemfyldt. De unge føler sig dømt til at deltage i et organiseret arbejdsfællesskab. Til et liv med mange normer. Det normaliserede. Men det er svært at vælge, om man vil være en myre eller en bi. Det er i det hele taget svært at vælge (Hutters, 2004). Tænk, hvis man kom til at vælge forkert.

Andersen J. (2001). Når unge selv skal vælge... i B. Stark m.fl. (red). Aarhus 2001 - portræt af en generation. Aarhus

Hutters, C. (2004). Mellem lyst og nødvendighed: en analyse af unges valg af videregående uddannelse. Roskilde: Roskilde Universitetscenter

Kofod, A. (2005). Det normale ungdomsliv. Kbh.: Center for Ungdomsforskning i samarbejde med Ungdomsringen.

Issa, L. & Sander, E. (1994). Ung '94: portræt af en generation. Kbh.: BUPL

Nielsen, J. C., Højholdt, A. & Simonsen, B. (2004). Ungdom og foreningsliv. Demokrati – fællesskab – læreprocesser. Roskilde: Roskilde Universitetsforlag.

Stark, B. m.fl. (2001) (red). Aarhus 2001 - portræt af en generation. Aarhus

Det normale ungdomsliv (2005)

Mellem lyst og nødvendighed (2004)