Vi må som vejledere være meget opmærksomme på egen forforståelse især i forbindelse med vejledning af unge, som har baggrund i indvandrerfamilier. En vejleder vil altid være en del af egen kultur og være præget af egne fortolkninger og generaliseringer, og i mødet med vejledningssøgende kan der nemt opstå misforståelser og uhensigtsmæssige konflikter.

Forforståelse bør ikke opfattes negativt og er ikke en statisk størrelse. Den ændres konstant gennem praksis, og erfaringer fra tidligere vejledningssituationer kan ikke altid overføres ukritisk. Vejlederen må altid være klar til at udfordre egen forforståelse gennem nysgerrighed og åbenhed.

I København er ca. en tredjedel af børn og unge registreret som tosprogede ud fra Folkeskolelovens § 4,2, der definerer tosprogethed med udgangspunkt i et andet modersmål, og hvor dansk først læres ved kontakt med det omgivende samfund - fx i skolen. Vi ser, at definitionen ofte håndteres som en diagnose - der sættes lighedstegn mellem tosprogethed og problemer med det sociale, faglige og personlige dannelsesniveau.

Men er det nu helt korrekt? Sandheden er jo, at de fleste unge med baggrund i indvandrerfamilier klarer sig godt. De gennemfører et kvalificeret skole- og uddannelsesforløb, kommer i job og bidrager positivt til samfundets fundament, vækst og udvikling.

Ofte hører man udsagn som "90 % af mine elever er tosprogede", og hensigten er vel, at man som tilhører må have forståelse for, at her går det virkeligt op ad bakke. Men set fra en anden synsvinkel kunne det jo være helt anderledes - et gruppe ressourcestærke unge med energi, nysgerrighed og masser af internationalt input.

Men vi ved jo godt, hvad der sigtes til, for i arbejdet med tosprogede børn og unge opleves der meget bøvl, mange barrierer og bekymringer. Men burde vi ikke fokusere på netop dette og ikke på, om man er tosproget eller ej. Det ville jo være noget helt andet, hvis udmeldingen var "90 % af mine unge kan ikke håndtere det danske sprog" eller "alt for mange af mine elever ved ikke, hvordan de skal gebærde sig i forhold til andre og sig selv."

For det er jo korrekt, at der stadig er en alt for stor gruppe unge med indvandrerbaggrund, der ikke klarer sig godt. Det er bekymrende, at enkelte unge får meget lidt ud af at gå i skole.

I vejledningen møder vi unge, som har formået at drible sig gennem 9-10 års skolegang uden at have opnået et kvalificeret udgangspunkt for at gå i gang med en ungdomsuddannelse. På den måde kommer vi som vejledere til stå i et krydsfelt mellem den unges urealistiske ønsker, uddannelsernes forventninger og samfundets krav om, at alle unge skal gennemføre en uddannelse.

Vi må derfor på de unges vegne stille positive og tydelige forventninger til, at ingen kan smutte igennem grundskoleforløbet uden at lære noget. Ofte ses det, at skolen forudsætter stor faglig opbakning hjemmefra, en opbakning som indvandrerfamilier naturligt nok ikke kan stille op med. Måske burde der overvejes strukturerede undervisningsforløb, der sikrede deltagernes udbytte uden eksterne betingelser.

I København blev der i 2004 foretaget en PISA-undersøgelse, der bl.a. viste, at en stor gruppe af de unge, der var defineret som tosprogede, scorede relativt ringe. En af forklaringerne var, at skolens forventninger til netop denne gruppe var relativt lav, måske som udtryk for omsorg og en hensyntagen, der på sigt ikke gavner den enkelte. Jeg tror, at høje forventninger – også til unge med særlige vejledningsbehov vil løfte det personlige niveau, når den unge står foran udskoling. Det er vigtigt, at vi ikke svigter de unge her.

Det er kendetegnende, at mange unge med indvandrerbaggrund har et alt for lavt selvværd. I situationer, hvor der skal søges uddannelse eller findes elevplads, ser vi unge, der har opgivet på forhånd. I indsatsen i forbindelse med praktikpladsmobilisering for unge med indvandrerbaggrund iværksatte Integrationsministeriet i 2004 kampagnen "100 praktikpladser på 100 dage", og mod alle odds blev praktikpladserne faktisk fundet.

Men kun få unge søgte dem. En af forklaringerne var generel modvilje, men mon ikke en manglende parathed og tro på sig selv kommer tættere på sandheden? Det er vigtigt, at vi som vejledere er meget opmærksomme på de unges personlige udgangspunkt, selvværd og parathed.

Alt for mange unge går i gang med uddannelsesforløb, der må opgives med en oplevelse af personlig fiasko og mindreværd som afgørende effekt. De unge må ikke sættes i gang med forløb, de ikke kan magte. Derfor er det også vigtigt, at vi i vores vejledning nøje overvejer, om de unge faktisk kan klare at gennemføre det, de går i gang med. Det kan undertiden være bedre at træde et skridt tilbage for at sikre et kvalificeret forløb.

Det er en forudsætning, især i forbindelse med vejledning af unge med et særligt vejledningsbehov, at udgangspunktet er et positivt menneskesyn. De unge bør møde voksne, der har empati, forståelse, og en grundlæggende tro på, at tingene kan flyttes, at forhindringer kan overvindes, at det hele nytter. Ofte vil dette udfordres af de unge. Der vil være situationer, hvor den unge svigter vejlederens tillid og respekt og dermed risikerer at svække egen position. Her er det afgørende, at vejlederen holder fast som den opbakkende, rummelige og solide voksne.

Mon ikke tiden er kommet, hvor vi må ændre vores fokus væk fra tosprogethed og hen der, hvor skoen virkelig trykker. Måske skulle vi vove eksperimentet og i ordforrådet nedtone eller helt stryge begreberne tosprogethed, nydansker, unge med anden etnisk baggrund, 2. generationsindvandrere, ikke-kærnedanskere osv. og i stedet kalde de unge det, de hedder - Aysa, Anna, Mads og Mustafa.

Definitionerne på "de andre, de fremmede" skaber langt hen ad vejen forvirring og diskurs mod de reelle problemstillinger - en fordrejet argumentation for både lærere, vejledere og de unge. De unge, som bakker ud via undskyldninger om racisme, manglende forståelse og mislykket integration - lærere og vejledere med perspektivløs hensyntagen og ikke tilstrækkelig fokus på de unges virkelige behov.

Vejledningen af unge skal være empatisk og omsorgsfuld, men også kontaktstærk, fordomsfri og opbakkende.

Andelen af elever uden funktionelle læsefærdigheder i PISA København 2004 var 24 %. For danske elever 14 % og for tosprogede elever 51 %. For 1. generationstosprogede var procenten 55 % og for 2. generation 47 %.

Uddrag af evaluering - 100 praktikpladser på 100 dage - Integrationsministeriet:
"Vi har før troet, at det store frafald blandt erhvervsskoleelever med anden etnisk baggrund end dansk hovedsagelig skyldes manglen på praktikpladser. Nu ved vi, at andre faktorer - navnlig de unges manglende motivation og vilje til at søge praktikpladser uden for deres eget område - også er afgørende."

Gregersen, Mette og Rosendal Frederiksen, Peter (2007). Evaluering af Brug for alle unge.

Egelund, Niels og Schindler Rangvid, Beatrice (2005). PISA-København 2004 – Kompetencer hos elever i 9. klasse i København. Sammenfatning af resultaterne fra PISA-København, s. 11-20. PISA-konsortiet og Københavns Kommune.

Evaluering af Brug for alle unge I (2007)

Sammenfatning af resultaterne fra PISA-København (2005)

Kampagnesite for 100 praktikpladser på 100 dage

Søren Lærkner er UU leder i et af de fire lokaldistrikter i København. Han har i flere år arbejdet med vejledning og undervisning af unge i folkeskolen, ungdomsskolens heltidsundervisning og Ungdommens Uddannelsesvejledning bl.a. med særligt fokus på integrationsspørgsmål. Er medredaktør af vejledningsmaterialet "Unge på Vej".