Foto af Filmklipper
Job

Filmklipper

Filmklippere klipper scenerne i en film sammen til en dramatisk velfungerende historie. Foruden film kan de også arbejde med tv-programmer og multimedieproduktioner.

Fakta

Arbejdssteder:
Filmselskaber, Tv-stationer, Tv-selskaber, Reklamebureauer, Videoselskaber
Stillingsbetegnelser:
Filmklipper, Redigeringstekniker, Editor

Dit arbejde går ud på at omsætte instruktørens idéer og tanker til et filmisk forløb ved at sætte de enkelte optagelser sammen ud fra fortælletekniske og kunstneriske principper.

Fold alle afsnit ud

Om jobbet

foto af filmklipper
Editor - Filmklipperen i gang med at klippe en kortfilm.

Som filmklipper er din opgave at klippe scenerne i fx en film sammen til et sammenhængende hele.

Klipningen af en film har meget til fælles med redigeringen af et tv- eller videoprogram. På tv og video kaldes filmklipperen redigeringstekniker eller editor.

Du arbejder med alle genrer inden for levende billeder, både spillefilm, tegnefilm, kortfilm, novelle- og eksperimentalfilm, og du arbejder også med reklamefilm, dokumentarfilm og de faktuelle og dramatiske genrer, der er udviklet i tv-mediet.

Nogle gange er du med allerede i filmens forproduktion. Her planlægger du indspilningen af billeder og lyd sammen med instruktøren og fotografen. Det er netop billederne og lyden, du senere skal sætte sammen til en dramatisk velfungerende historie.

Klipning af en film eller redigering af et tv-program sker i tæt samarbejde mellem filminstruktøren, filmklipperen, komponisten og lydafdelingen, se hhv. musiker og tonemester/lydtekniker. Somme tider deltager der også en klippeassistent.

Computereditering, også kaldet digital redigering, vinder mere og mere frem. Det gør det muligt at lave en lang række specielle effekter. Under klipningen kan man ændre på den oprindelige idé. Man lægger også effektlyde og underlægningsmusik på og skriver rulletekster.

En filmklipper skal have teknisk indsigt i redigeringsudstyret. Man skal have et indgående kendskab til filmens historie og til filmproduktionens æstetiske og tekniske virkemidler. Man skal være musikalsk og have udpræget sans for billeder og dramaturgi. Desuden skal man være god til at samarbejde og have et godt overblik.

Arbejdet er ikke et 8-16 job. Man må regne med at arbejde i meget koncentrerede perioder med meget overarbejde på alle tider af døgnet samt i weekender.

Arbejdsplads

Klippere bliver som regel engageret af et filmselskab til en konkret opgave. De kan også være ansat på tv-stationer, i tv-selskaber, reklamebureauer og videoselskaber.

Se mere om brancherne Produktion af film, tv og musik mv. samt Radio- og tv-stationer.

Indkomst

Gennemsnitlig indtægt pr. måned for nyuddannede (2017), inklusive pension, tillæg, værdi af personalegoder mv.

 PrivatKommuneStat
Filmklipper33.003 kr.--

Kilde: Danmarks Statistik

Se forklaring til lønoplysninger

Gennemsnitslønnen dækker ansatte klippere. Rigtig mange klippere arbejder freelance og honoreres for den samlede opgave.

Fremtidsmuligheder

Beskæftigelsesmulighederne er for tiden mindre gode for filmklippere. Mulighederne er i høj grad afhængig af egne evner samt af anerkendelsen i film- og tv-branchen. Der er omkring 100 freelance filmklippere og assistenter.

Mere uddannelse

Hvis man ønsker mere uddannelse som filmklipper, kan man følge de kurser, som bliver arrangeret af Den Danske Filmskole og Film- og tv-arbejderforeningen (FAF). Også Kort- og Dokumentarfilmskolen tilbyder kurser for klippere.

Få mere at vide

Dansk Journalistforbund
www.journalistforbundet.dk

Film- og tv-arbejderforeningen (FAF)
www.filmtv.dk

Beskæftigelsesmuligheder

Rigtig gode
Gode
Mindre gode

Kilde: Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering.

Inspiration

Se job ud fra interesser, og få inspiration til dit valg af job og uddannelse.

Interviewer med mikrofon
Interviewer med mikrofon

Interview med folk under uddannelse og i job.

Om at vælge uddannelse og karriere og om at være selvstændig.