Foto af en stak bøger
Artikel

Propædeutisk undervisning

Propædeutisk undervisning - eller propædeutik - er intensiv, forberedende sprogundervisning på begynderniveau.

Propædeutik kan være en forudsætning for at studere et bestemt fag på universitetet. Du skal tage propædeutisk undervisning, hvis du ikke umiddelbart har de nødvendige sproglige forkundskaber. Det kan fx være, fordi de gymnasiale uddannelser ikke udbyder sproget.

Fold alle afsnit ud

Om undervisningen

Forkundskaber i et sprog på et vist niveau kan være nødvendigt, for at du kan følge undervisningen på en bestemt universitetsuddannelse. I en række tilfælde er propædeutik desuden en mulighed for at opfylde de specifikke adgangskrav til en uddannelse.

Skal du følge den propædeutiske sprogundervisning, vil dit studium blive forlænget med et halvt til et helt år. Længden af kurset varierer fra uddannelse til uddannelse, og der kan også være forskel i kursernes varighed på de forskellige universiteter.

Hvis du har fulgt sprogundervisning i dit valgte sprog på din gymnasiale uddannelse eller på anden vis har opnået tilsvarende kompetencer, kan du måske helt eller delvist undgå den propædeutiske undervisning. Men du skal kunne bevise, at du har kundskaber i sproget på det ønskede niveau, når du søger ind på uddannelsen.

Ekstra SU

Propædeutisk undervisning udløser ekstra SU-klip, hvis kurset indgår som en del af din uddannelse. Antallet af klip, du kan få, er afhængigt af kursets omfang i ECTS-point.

Går du på en bacheloruddannelse med propædeutik, kan du først søge om ekstra klip, når du bliver optaget på en kandidatuddannelse.

Du skal selv søge om at få tildelt flere SU-klip. Dette sker ikke automatisk, selvom du har deltaget i og bestået et propædeutisk kursus. Læs mere på www.su.dk.

Få mere at vide

Yderligere oplysninger om propædeutisk undervisning finder du på de enkelte universiteters hjemmesider.

Du kan læse mere om SU generelt på www.su.dk.