Det er en stor mundfuld: voksenvejledning, VEU, evidens. Faktisk er dette en forsøgsordning (for 2007, 2008 og 2009), som oprindeligt gik under betegnelsen ”Voksenvejledningsreformen” – set som en pendant til ”Vejledningsreformen” (for de unge) fra 2003.
Nye strukturer på vejledningsfeltet skal derfor etableres fra 2010, hvor bestræbelsen givetvis vil være at skabe et vejledningstilbud for alle igennem hele livet. At få denne vision virkeliggjort vil medføre, at den nuværende sektorisering vil blive blødt op, og at mange former for tværinstitutionelt samarbejde og koordinering vil se dagens lys. Inden for en samlet paraply og begrebsramme – brandet under det fælles navn Karrierevejledning, måske – med sigte på en sammenhængende, livslang vejledning med progression og kontinuitet.
Så langt er vi ikke endnu. Indtil videre er aftalen fra 2007 et skridt i retning af at realisere visionen om livslang vejledning, således som Resolutionen om Livslang Vejledning (EU, 2004) tilsiger det:
”Alle europæiske borgere bør….. have adgang til vejledning på alle stadier af livet”.(Og): ”Kvalitetspræget livslang vejledning er en nøglekomponent i strategier for uddannelse, erhvervsuddannelse og beskæftigelsesegnethed med henblik på indfrielse af målet om, at Europa skal blive den mest dynamiske videnbaserede økonomi i verden senest i 2010.”
Kilde: Resolution om livslang vejledning (2004).
Der vil fortsat være en politisk og praktisk fokus på vejledning af ungdommen. Men i en stigende erkendelse af, at forestillinger om erhvervsvalg dannes forbavsende tidligt og strækker sig igennem hele livet (se fx Gottfredson, 1981), vil vejledningsindsatsen i det livslange perspektiv skulle spænde fra den tidlige indsats i skolen (Plant, 2007) over til vejledningsbehovet sidst i arbejdslivet, i den tredje alder: Third Age Guidance (Third Age Guidance). I forhold til vejledningens tre dimensioner (længde, bredde og dybde) vil behovet for den livslange og livsbrede vejledning således udstrække vejledningsindsatsen og dermed de strukturer, som skal samarbejde om at virkeliggøre den livslange og –brede vejledning.
I begrundelserne for, at vejledning står centralt i - er en nøgle til – en dynamisk samfundsudvikling, er der en fokus på de voksnes vejledningsbehov. Hvor der tidligere var megen fokus på voksne arbejdsløse, så kommer indsatsen i stigende grad til at rettes mod voksne i beskæftigelse. Især de korttidsuddannede, fordi de vil være de potentielt mest udsatte på globaliseringens turbulente arbejdsmarked. Således vil samfundsmæssige, økonomiske og demografiske forhold påvirke vejledningens opgaver og prioriteringer – som det altid har været tilfældet (OECD, 2004).