95 %-målsætningen vælger nogle at forholde sig til med korslagte arme: "Det er da helt umuligt at få så mange igennem". Som gennemførelsesvejleder, der kender de unges virkelighed i Københavns Nordvestkvarter bedst, er opgaven faktisk til tider tyngende. Kan man overhovedet forestille sig, at unge med personlige eller sociale problemer, uddannelsesfremmede baggrunde, fysiske barrierer eller blot almindelig velfærdsstatsligt forsørget laissez faire kan gennemføre en hf eller en anden ungdomsuddannelsesprofil, blot fordi vi siger at 95 % skal igennem?
Man kan også vælge en ny optik: Tage 95 %-målsætningen positivt op som en vision, og begynde at se os om efter modeller, vi aldrig før har forsøgt. Vi skal gøre noget helt nyt omkring fastholdelse, ellers sker der næppe noget nyt, der rykker på tallene. Ca. 93 % starter i ungdomsuddannelse, men kun ca. 75 % gennemfører.
Vi ved at mere end 75 % af årsagerne til at droppe ud af en ungdomsuddannelse skyldes skoleeksterne forhold, så kravene til skolerne om at være modvægte er massive.
Vi har gået et utal af veje i studievejledningen på Efterslægten for at højne gennemførelsesprocenten, uden massive ryk på tallene. Dog oplevede vi en bemærkelsesværdig forandring i gennemførelsestallene i overgangsåret 2005-6, hvor vi gik fra den gamle hf-enkeltfagsuddannelse til den nye reformerede hf-e. Det år var vi tæt på en fordobling af gennemførelsesprocenten på hf-enkeltfag. Reformen betød nemlig, at kravene til de "gamle" kursister blev klokkeklare: "Gør dig færdig efter gammel ordning, eller du skal tage fag om og tage nye fag i den nye hf". Det kunne koste kursisten dyrt i eksamensregnskabet ikke at gøre sig færdig. Det år steg gennemførelsen derfor markant!
Vi er generelt stolte af hver eneste kursist, der gennemfører på Efterslægten, trods ofte svære odds, men der er masser af plads til forbedringer, og måske skal man ikke alene pejle efter vejledningen, når man er på togt efter fastholdelses fyrtårne?
Måske skal vi stille nye krav, fx et uddannelsesklippekort til max tre gymnasiale forsøg? Eller måske er det i undervisningen frem for i studievejledningen, at de virkeligt væsentlige ting sker?