Uddannelse i entrepreneurskab
Artikel

Uddannelse i entreprenørskab

En entreprenør er en person, der sætter ting i gang. Uddannelser i entreprenørskab er uddannelser, der giver dig kvalifikationer i at planlægge, iværksætte og udvikle produkter eller oplevelser inden for et hav af brancher.

Der findes flere forskellige typer uddannelser i entreprenørskab, der hver især giver dig viden om fx teknisk innovation, kreativt projektdesign eller koncept og produktudvikling i en virksomhed.

Entreprenør og entreprenørskab

Entreprenør betyder på fransk en person, der foretager sig eller påtager sig noget. På dansk er det dels en person, der forestår bygge- og anlægsarbejder, og dels en iværksætter, opfinder eller organisator.

Det er vigtigt at der i Danmark etableres nye virksomheder. Især er det vigtigt, at der opstår mange virksomheder, der er gode til at finde og opfinde nye produkter, som kan sælges i hele verden.

Derfor er der fokus på uddannelser i entreprenørskab, hvilket vil sige uddannelser i den proces, hvor man ser muligheden, får en idé, gennemfører den, og skaber en forretning.

Følgende uddannelser er eksempler på uddannelser i entreprenørskab:

Diplomingeniør - Business Development Engineer

Diplomingeniør - Business Development Engineer er en professionsbacheloruddannelse, som varer 4½ år. Uddannelsen sigter mod udvikling af nye forretningsområder gennem innovation og produktudvikling.

Uddannelsen henvender sig til personer, der har interesse for at arbejde med produktudvikling, innovation, relationsskabelse og salg af nye produkter. Uddannelsen indeholder også en obligatorisk virksomhedspraktik. Se mere om Business Development Engineer.

Kaospilotuddannelsen

Kaospilotuddannelsen varer 3 år og bygger på entreprenørskab og læren om det. Man lærer at udvikle idéer og forretningskoncepter og man lærer at lede projekter fra vision til realisering.

Kaospiloterne er en ren entreprenørskabsuddannelse, som retter sig bredt mod alle sektorer. Se mere om Kaospilotuddannelsen.

Akademiuddannelsen i innovation, produkt og produktion

Akademiuddannelsen i innovation, produkt og produktion er en videregående voksenuddannelse, som giver et fagligt og metodisk grundlag for at kombinere viden om innovation, produktion og produktudvikling, så man kan deltage i virksomhedens strategiske planlægning.

Man kan specialisere sig i enten innovation eller produktion, hvor fagene fokuserer på henholdsvis innovative processer og projektledelse, og produktionsoptimering.

Uddannelsen retter sig typisk mod personer, der har baggrund i en produktionsvirksomhed. Se mere om Akademiuddannelsen i innovation, produkt og produktion.

Andre muligheder

Desuden findes der en række uddannelser, der har fag eller kurser i entreprenørskab. Det er hovedsagelig handelsuddannelser, økonomiske uddannelser og til dels tekniske uddannelser.

Hvis du som håndværker vil starte for dig selv, kan du tage Byggeriets lederuddannelse.

Studerende på videregående uddannelser har mange muligheder for at supplere uddannelsen med viden om start af virksomhed. Spørg på dit uddannelsessted. IDEA, Entrepreneurship Centre, som er Syddansk Universitets kompetencecenter for iværksætteri, innovation og kreativitet kan orientere om disse muligheder og udbyder konkrete kurser.

Markedsføringsøkonom er en uddannelse med mange eksempler på fag og undervisningsformer, som er relevante i forbindelse med entreprenørskab.

Iværksætteruddannelsen er en erhvervsrettet deltidsuddannelse, der kvalificerer til at etablere og drive egen virksomhed, herunder at udarbejde en samlet forretningsplan.

Uddannelsen består af fagområderne 1) Iværksætteren og forudsætninger for etablering, 2) Virksomhedslære og 3) Etablering og drift af egen virksomhed. Se mere om Iværksætteruddannelsen.

Få mere at vide

Undervisningsministeriet har bl.a. udgivet en publikation "Iværksætteri og innovation i erhvervsuddannelserne – råd og vink".

Styrelsen for forskning og Innovation har bl.a. udgivet "Universiteternes iværksætterbarometer 2010".

Inspiration

Se job ud fra interesser, og få inspiration til dit valg af job og uddannelse.

Interviewer med mikrofon
Interviewer med mikrofon

Heidi Have er uddannet markedsøkonom. Hun er har ansvar for kundekontakten hos it-firmaet HP...

Interviewer med mikrofon
Interviewer med mikrofon

Klaus Petersen er medejer af it-firmaet Alpha Solutions A/S i København.

Interviewer med mikrofon
Interviewer med mikrofon

Eget mediefirma kan sagtens lade sig gøre, mener 31 årige Pierre Follet Beckman.