interview med konstabel
Artikel

Professionel soldat i hæren

Da Keld Jørgensen var 17 år, blev han træt af at stå indenfor og skrue i en lastbil. Derfor meldte han sig til militæret, hvor han har været i otte år.

Her har han titel af overkonstabel af 1. grad og kører kampvogn. Keld har prøvet mange ting som soldat, bl.a. at være udsendt til Bosnien. Men det er også et opslidende job med mange tjenstlige flytninger.

Startede som mekanikerlærling

Det er ikke hver dag, at man ser et trafikskilt med teksten: Bæltekøretøjer krydser vejen. Det er naturligvis heller ikke hver dag, at man er på en kaserne. Men det er Keld Jørgensen. Han er professionel soldat på Antvorskov Kaserne, men havde egentlig helt andre planer.

"Da jeg var 17 år, kom jeg i lære som lastvognsmekaniker. Det var nogle af mine halvbrødre, så jeg tænkte, at det nok også var noget for mig," siger 25-årige Keld Jørgensen.

Garagekørsel - Kampvognen bliver manøvreret ud i det fri.
Kampvognen bliver manøvreret ud i det fri.

"Efter et halvt år stoppede jeg som lærling, jeg kunne ikke holde ud at være lukket inde på værkstedet en hel dag. Jeg havde lyst til at løbe lidt rundt ude i naturen, og da jeg altid godt har kunnet lide fysiske udfordringer, meldte jeg mig som konstabelelev."

Det er otte år siden, at Keld meldte sig som elev til en uddannelse som professionel soldat. Dengang hed det konstabel. Han var først på kasernen i Tønder. Derefter søgte han til Fredericia og Haderslev, hvor han kørte pansret mandskabsvogn hos telegraftropperne. Efter en periode fandt han ud af, at han gerne ville være politibetjent og forlod hæren i et år for at søge ind på Politiskolen. Han kom ikke ind og vendte tilbage til hæren, denne gang hos kamptropperne i Slagelse, hvor han er nu.

"Jeg har altid haft lyst til at køre kampvogn, så det ville jeg prøve, når nu muligheden var der. Og det er noget helt specielt, noget som ikke alle kommer til."

Indflydelse

Umiddelbart forbinder mange hæren med råbende befalingsmænd og en masse beskidte soldater. Men sådan er det ikke.

"Det er kun de værnepligtige, der render rundt på lange lige rækker. Og da det er dem, folk snakker med, tror de, at alle soldater laver det samme. Hvis jeg så siger, at jeg er konstabel, irriterer det mig grænseløst, at folk så tror, at jeg sidder og drikker kaffe hele dagen og venter på, at der bliver krig. De forstår simpelthen ikke, hvad det er, at jeg laver."

"Jeg ville gerne se en af de personer, der plejer at beklage sig over konstablerne, komme herned og overleve en uge. Vi laver en del fysisk træning, kamptræning, førstehjælp, vedligeholdelse af kampvogne, skydning og får en del uddannelse."

"Det kræver specialiseret viden og intensiv træning at arbejde i en kampvogn, hvis det skal fungere ordentligt. Og det skal det, ellers er du på den, hvis det pludselig bliver alvor."

Keld og kollegerne får i vid udstrækning lov til at påvirke deres uddannelse.

"Har vi nogle ønsker om en bestemt slags træning, så får vi det. På den måde har vi meget indflydelse og bliver hele tiden dygtigere."

Der er også folk, som mener, at hæren bør afskaffes. Den tanke afviser Keld.

"Vi skal bidrage til NATO med det, vi kan og er gode til. Det mener jeg, vi har pligt til. Men det er da klart, at det trusselsbillede, vi kender fra tiden efter anden verdenskrig, er ændret, og det skal militæret også afspejle."

Dødsensfarligt

Soldater lever med den risiko, at de kan bliver sendt i krig. I sidste ende kan jobbet koste dem livet. Keld har prøvet at være i ubehagelige situationer, men er indtil videre sluppet godt fra det.

Leopardmanden - Keld viser sin Leopardkampvogn frem.
Keld viser sin Leopardkampvogn frem.

"Vores uddannelse er god, det kunne jeg se, da jeg var udsendt til Bosnien og sammenlignede os med soldater fra andre lande. Vi får en god uddannelse. Og forhåbentlig er vores uddannelse så god, at jeg ender med at gøre det rigtige i de forskellige situationer, jeg kommer i som soldat."

Da Keld var i Bosnien, skulle han afvæbne en mand med et maskingevær. Geværet var ladt og klar til at blive affyret, og situationen var kritisk.

"Der tænkte jeg: "Nu er det sgu slut". Heldigvis lod jeg være med at skyde, og det viste sig, at låsen var rustet fast, så geværet ikke virkede. Jeg har senere tænkt, at jeg burde have skudt ham, for min makker og jeg var truet. I dag er jeg da glad for, at jeg ikke skød. Situationen viser, at alt, hvad vi laver, kan have store konsekvenser. Både for mig, men også for andre mennesker."

"Det er utrolig svært at forberede sig på alle de situationer, du kommer i som soldat, men du må bare stole på det, du har lært, og på at du gør det rigtige."

Sidste omgang

Militæret får penge fra staten, og hver gang politikerne laver et nyt forsvarsforlig, får det konsekvenser for Keld og hans arbejdskolleger.

"Uvisheden og alt det flytteri i de seneste år er helt klart nitten ved militæret. Jeg kan mærke, at det er begyndt at slide på mine kammerater. Det er da vigtigt for dem med børn, at de ved, hvor de skal være, og hvad der skal ske de næste år."

Det har også slidt på Keld. Leopardkampvognen, som er årsagen til, at Keld arbejder på Antvorskov Kaserne, forsvinder. Det gør Keld også. Han har søgt ind til frømandskorpset. Der er optagelsesprøve senere på året, og kommer han ind, begynder han næste år. Hvis ikke Keld kommer ind, har han andre planer.

"Så vil jeg være tømrer. Jeg er god til at bruge mine hænder og kan lide træ, så tømrer må være noget for mig. For jeg skal under ingen omstændigheder ind at sidde på et kontor. Jeg skal ud og have luft."

Det betyder, at Keld skal være voksenlærling. Som konstabel af 1. grad har Keld optjent et beløb til at finansiere sin uddannelse. Han vil derfor få løn i stedet for SU, når han går i gang med sin tømreruddannelse.

Mandehørm

Keld bliver også kaldt Røv. Han griner genert, mens han ryster på hovedet. Han fortæller dog gerne historien.

"Den er egentlig meget enkel. Det er fordi, jeg hedder K.R. Jørgensen. R står for Rosendahl, men det fremgår ikke af mit navnskilt. Så blev jeg spurgt, hvad R'et står for, og da var der en, der råbte røv. Og det har hængt ved lige siden. Mens jeg er her, vil jeg altid hedde det."

Kigkassen - Keld styrer kampvognen fra det lille hul forrest.
Keld styrer kampvognen fra det lille hul forrest.

"Alle har en eller anden form for øgenavn. Vi lever simpelthen af mandehørm og kulsort humor. Der er altid gang i et eller andet. Det er enormt sjovt at være her. Du lærer hurtigt, hvor din grænse går, og hvor andres grænse går."

"Du lærer de andre rigtig godt at kende på kryds og tværs og på godt og ondt. Det er du simpelthen nødt til, når du skal være sammen med dem nogle gange i flere uger og i farlige situationer. Der er ikke meget plads i en kampvogn."

Keld er ikke den højeste på kasernen, og det virker næsten som om, at det lille hul forrest på kampvognen, hvor han sidder og styrer, er lavet specielt til ham.

Oppe i tårnet sidder kampvognskommandøren og lidt foran ham sidder kanonskytten. Det vil sige, at skytten sidder nærmest under kommandøren. Hvor kommandøren gør af benene, er ikke lige til at gennemskue. Når man så tænker på, at der også skal være en, der fodrer kanonen, så er det lidt af et puslespil.

Desværre kommer Keld ikke ud at køre i dag, kampvognen skal til eftersyn. Så der er ingen færdsel med bæltekøretøjer i dag.

Se oversigt over flere interview.

Relaterede artikler