interview med pødagog i døgninstitution
Artikel

Pædagog i døgninstitution

35-årige Karina Nielsen arbejder som pædagog på Botilbud for voksne udviklingshæmmede.

Jobbet går ud på at hjælpe, vejlede og støtte beboerne, og målet er, at de skal have så meget selvbestemmelse som muligt. Karina sætter stor pris på sit arbejde og nyder samarbejdet med de mange søde kollegaer.

Tætte relationer

Da Karina begyndte at læse til pædagog, troede hun, at hun ville ende med at arbejde i en vuggestue eller en børnehave. Men så kom hun i praktik i et botilbud for udviklingshæmmede - og var solgt med det samme.

Overblik - På tavlen kan beboerne følge med i, hvilke aktiviteter de skal lave i løbet af ugen.
På tavlen kan beboerne følge med i, hvilke aktiviteter de skal lave i løbet af ugen

"Det er fantastiske mennesker at arbejde med," fortæller Karina. "Man får respons lige med det samme, uanset om man gør noget rigtigt eller forkert."

"Vi arbejder meget bevidst med relationerne til beboerne. Man kan nå længere, når man har en god relation, for så er der både tillid og tryghed."

Ordvalget beskriver holdningerne

Den officielle betegnelse for stedet her er en døgninstitution. Men i daglig tale kaldes det for et botilbud.

De ord, man bruger, fortæller noget om, hvilket syn man har på de mennesker, der bor her. Karina omtaler dem konsekvent som beboere og kunne aldrig finde på at bruge ord som patienter eller klienter.

"Det er mennesker, som tilfældigvis har en udviklingshæmning. De skal have et lige så godt liv som alle andre."

På samme måde taler hun ikke om, at hun 'passer' beboerne, men at hun hjælper, vejleder og støtter dem.

Hverdagen

Stedet består af 6 huse, hvor der i hver bor 4 personer, samt et fælleshus med bl.a. administration, musikrum og personalerum.

Musikrummet - Nogle af beboerne og pædagogerne har et band, som optræder ved forskellige lejligheder.
Nogle af beboerne og pædagogerne har et band, som optræder ved forskellige lejligheder

De fleste af beboerne arbejder 4 dage om ugen på beskyttede arbejdspladser. Det kan være værksteder, hvor man for eksempel laver keramik, væver viskestykker eller laver silkemaling. Eller det kan være som skovhjælper i den nærliggende skov.

De beboere, der ikke er på arbejde, bruger deres hjemmedag på blandt andet at gøre rent, vaske tøj og købe ind. Karina og hendes kolleger hjælper beboerne, fx med at lave indkøbslister.

"De går meget op i mad. Nogle af beboerne synes, det er rigtig sjovt at være med til at beslutte, hvad de skal spise, finde nye opskrifter osv. Beboerne har hver en maddag, hvor de får hjælp til at lave den ret, de nu har besluttet sig for at lave."

Beboerne bestemmer stort set selv, hvad der skal købes ind. Men hvis Karina kan se, at menuen en dag ikke er så sund, kan det være, at hun sørger for, at der bliver lavet en skål grønsager til.

De skiftende arbejdstider er ikke noget problem for Karina - tværtimod.

"Jeg arbejder hver tredje weekend, og har også aften- og rådighedsvagter. Til gengæld har jeg så fri nogle andre dage. Når jeg har rådighedsvagt, sover jeg her, og beboerne kan ringe efter mig, hvis de skal have hjælp."

"Jeg har også holdt nytår her, det var en rigtig god aften. Vi spiste sammen med alle 24 beboere. Der var pyntet fint op, og der blev danset og danset."

Selvbestemmelsen er vigtig

Beboerne får hjælp af personalet til at styre deres økonomi. Af deres pension skal beboerne både betale faste omkostninger som kost og logi samt andre udgifter som for eksempel ferier, biografture og eventuel mobiltelefon.

Karina synes, at det kan være en udfordring at hjælpe en udviklingshæmmet med at tage fornuftige beslutninger omkring økonomien, når man samtidig skal respektere, at det er beboerens egne penge.

"Man skal passe på ikke at pådutte dem sine egne normer. For eksempel var der engang en beboer, der rigtig gerne ville have en mobiltelefon. Ikke fordi hun havde brug for den, men fordi hun havde fået en taske, der havde en lomme til mobiltelefon".

" Jeg overvejede at sige til hende: 'Du kommer jo ikke til at bruge den'. Men det var jo hendes ønske og hendes penge, så hun købte en mobiltelefon og har faktisk haft meget glæde af den."

"Vi skal ikke opdrage på dem, det ville være grænseoverskridende. Vi skal jo huske, at vi arbejder i andres hjem og skal respektere deres ønsker."

Samarbejdet med kollegerne

"Samarbejdet med kollegerne er rigtig godt, vi bruger hinanden som sparringspartnere. Det er godt at have nogen at tale med, hvis man har haft en konflikt. Det kan for eksempel være, hvis der er en beboer, der ikke vil til lægen."

"Det er vigtigt, at personalet arbejder sammen om et fælles mål: Vi gør det bedste, vi kan for, at den enkelte beboer har størst mulig indflydelse på sit eget liv," pointerer Karina.

Siden sidst

Karina arbejder i dag (2018) som socialpædagog med udviklingshæmmede i institutionen Boligerne Herstedøster Sidevej i Albertslund.

Se oversigt over flere interview.

Relaterede artikler