interview med marketingchef i supermarked
Artikel

Marketingchef

For Kari Jørgensen, 45 år, er det at være marketingchef i SuperBest et arbejde med stort ansvar og en bred vifte af arbejdsopgaver.

Kari er uddannet kontorassistent og merkonom og ansvarlig for den samlede markedsføring i SuperBest, som blandt meget andet omfatter kædens hjemmeside og 52 årlige tilbudsaviser, der bliver omdelt til husstande i hele Danmark.

Interviewet er lavet i 2007. Interviewet er derfor ikke nødvendigvis dækkende for interviewpersonens aktuelle forhold.

Det ene med det andet

”At lave tilbudsavisen er den tungeste opgave i marketing."
”At lave tilbudsavisen er den tungeste opgave i marketing."

Oprindeligt er Kari kontoruddannet og har tidligere arbejdet som både telefonsælger og butiksassistent.

Om erfaringerne som sælger siger hun: "Det var meget interessant at blive ekspert i hvilke virkemidler, man skal bruge som sælger, for at kunden rykker sig og rent faktisk køber produktet."

Den store interesse for salg resulterede i, at hun tog en merkonomuddannelse med markedsføring som speciale og blev ansat i et af de firmaer, der endte med at blive samlet i butikskæden SuperBest. Det ene førte til det andet, og i dag er hun marketingchef for en afdeling på tre medarbejdere.

"Jeg har været med til at bygge kæden op, og det gør jo også, at jeg har en stor viden om, hvad der sker i de forskellige afdelinger."

Vi passer på os selv

Hver morgen mødes hun med sin afdeling og drøfter aktuelle opgaver og udfordringer.

"Vi arbejder med en lang tidshorisont. Det betyder for eksempel, at mens alle danskere glæder sig til juleaften, så arbejder vi med forårets aviser. I afdelingen diskuterer vi derfor typisk layoutet på tilbudsaviserne eller opsætningen af en annonce."

Det er absolut ikke noget 8-16 arbejde, og generelt er arbejdsdagen præget af mange deadlines og mange møder med kolleger i SuperBest og ansatte i reklamebureauer.

Men til trods for arbejdspresset siger Kari: "Jeg har et klart princip om at passe på mine medarbejdere og på mig selv, så jeg vil hellere tage en time eller to mere på kontoret end at arbejde hjemme. Og det samme gælder for mine medarbejdere."

Hver dag en oplevelse

"Til gengæld er hver dag en ny oplevelse - ikke to dage er ens,” siger Kari!"
"Til gengæld er hver dag en ny oplevelse - ikke to dage er ens,” siger Kari!"

De mange deadlines betyder, at man skal være yderst fleksibel og løbende vurdere om planlægningen holder eller der skal ændres på noget.

Hun understreger dermed, at hun sætter stor pris på alsidigheden i jobbet.

Fremtiden er på skinner

I løbet af sin lange karriere har Kari konstant stået over for nye, spændende udfordringer. Derfor svarer hun hurtigt på spørgsmålet om hendes arbejdsmæssige fremtid:

"Jeg brænder for SuperBest, fordi jeg har været med fra starten og har meget hjerteblod i virksomheden. Hvis jeg - som forventet - fortsat kan udvikle mig i mit job, kan jeg sagtens forestille mig, at jeg er marketingchef her i mange år endnu."

Hendes faglige udvikling slutter i hvert fald ikke i den nærmeste fremtid, da hun inden længe går i gang med en projektlederuddannelse.

Se oversigt over flere interview.