Daghøjskolens målgruppe er en sammensat gruppe af mennesker, der har det til fælles, at de risikerer at blive hægtet af, fordi de ikke passer ind i de almindelige systemer, som samfundet tilbyder. Daghøjskolens opgave er at hjælpe den enkelte med at finde sin egen vej, så han eller hun kommer videre med sit liv og tager del i samfundet.

Målgruppen rummer bl.a. mennesker med fysiske eller psykiske helbredsproblemer, kortuddannede med forskellige grader af ulyst til uddannelse, flygtninge og indvandrere, voksne, der ønsker eller er nødt til at skifte spor i arbejdslivet og unge/voksne "flakkere". Som en daghøjskolevejleder udtrykker det: "Når man går på daghøjskole, er man på vej et andet sted hen."

Daghøjskolens deltagere har altså pr. definition et stort vejledningsbehov. Vejledning er derfor et helt centralt formål for skoleformen, og undervisningen er helt eller delvist tilrettelagt med henblik på at understøtte vejlednings- og afklaringsprocesser.

De enkelte daghøjskolers målgrupper er forskellige, og derfor ser opbygningen omkring vejledning og undervisning forskellig ud fra skole til skole. Det fælles er prioriteringen af undervisningsbaseret vejledning.

Det vil jeg i det følgende belyse gennem to eksempler, der hver især handler om meget forskellige målgrupper.

En gruppe, der er stærkt repræsenteret på daghøjskoler, er kortuddannede voksne, der forbinder skolegang med nederlag og har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet.

Knud Illeris beskriver med baggrund i sin forskning denne gruppe som ambivalent over for læring: De har ikke lyst, men de ved godt, at det er en nødvendighed. Det handler derfor om at underbygge den positive motivation og undgå at øge den negative.

Illeris peger på, at læringstilbud i forhold til denne målgruppe må lægge vægt på at møde deltagerne venligt og respekterende som voksne mennesker. Undervisningen skal være dialogisk og læreren/vejlederen skal have kontakt til hver enkelt - især de udsatte. Og ikke mindst: Der skal være tid til en vejledningsproces, der fører til ejerskab.

Uddannelsesbaseret vejledning, som den praktiseres på daghøjskolerne, giver den fornødne tid til og baggrund for vejledningsprocessen.

"Miljøfaktoren" blev stærkt fremhævet af de deltagere, der blev interviewet i forbindelse med Daghøjskoleforeningens vejledningsprojekt. Det er tydeligt, at de oplever daghøjskolen som "deres" – miljøet er voksent, venligt, respekterende og hjemligt, og de kan på mange måder bruge det "uden at skulle spørge om lov".

Udsatte kortuddannede daghøjskoledeltagere er typisk henvist fra et jobcenter. Opgaven for skolen er at skabe et rum med tryghed og frihed til afklaring og udvikling - på trods af den mere eller mindre begrænsede frivillighed i udgangspunktet. Her spiller det fysiske og psykiske læringsmiljø en afgørende rolle. Tone, omgangsformer, relationer og kultur er vigtige forudsætninger for, at disse voksne overhovedet er "vejledningsparate".

Daghøjskolens læringsmiljø har både demokratiske og eksistentielle perspektiver - man oplever sig som en, der hører til, tæller med og har ansvar i og for et fællesskab. Det er afgørende nyt for mange i denne gruppe, og det er et godt udgangspunkt for, at de kan gøre vejledningsprocessen til deres egen.

Realkompetenceafklaring og -dokumentation, eksempelvis i form af arbejde med understøttende værktøjer eller portfolio, er en tilgang, der sikrer god og konkret kobling mellem undervisningen og vejledningen.

Hvis man spørger udsatte kortuddannede om, hvad de kan, så er svaret typisk "ikke noget". Ved at arbejde med realkompetence i undervisningen og vejledningen får de blik for egne ressourcer, og de får sat ord på. Det giver bonus i form af selvtillid og motivation, og det giver vejlederen et redskab til at bringe realistiske muligheder på banen, som den vejledte måske ikke tidligere har været opmærksom på.

Det er den konkrete kobling mellem vejledningen og undervisningsforløbet, der giver mulighed for at "udvide valgrummet" for en gruppe af mennesker, som ellers oplever, at de ikke har noget valg.

Lærerne i daghøjskolen fungerer som uformelle "hverdagsvejledere". Den uformelle vejledning er bred og helhedsorienteret, baseret på det gensidige kendskab imellem læreren og deltagerne. Den uformelle vejledning er fundamentet i daghøjskolens vejledning.

På næsten alle daghøjskoler er der desuden ansat vejledere med egentlig vejlederuddannelse og -erfaring – på enkelte daghøjskoler har stort set alle underviserne en vejlederuddannelse. Daghøjskoleforeningens vejlederprojekt peger på stor synergieffekt ved at arbejde bevidst med at koordinere og integrere den uformelle, undervisningsintegrerede vejledning og den mere formelle erhvervs- og uddannelsesvejledning.

På Frederiksberg Daghøjskole er der således knyttet en vejleder til hvert hold. Vejlederen introducerer skolens vejledningstilbud for holdet, medvirker sammen med læreren ved gruppevejledning, og står for et individuelt vejledningsforløb gennem kurset. Det indebærer, at lærerens kendskab til deltageren effektivt kombineres med vejlederens vejledningsfaglige tilgang og viden i den enkeltes vejledningsforløb. Det er samtidig et eksempel på, hvordan den undervisningsbaserede vejledning giver mulighed for at kombinere gruppevejledning og individuel vejledning.

Gruppevejledningen er på Frederiksberg Daghøjskole en integreret del af holdets undervisning og læreproces. Her genereres gensidig inspiration, og der reflekteres gennem deling af erfaringer, problemer, vrede og glæde. Problemer afindividualiseres og bliver til almene og samfundsmæssige problemer frem for personlige nederlag.

Den individuelle vejledning fastholder på sin side fokus på den enkelte deltager og dennes fremtidsplaner.

På Aarhus Daghøjskole har man udviklet et fleksibelt vejledningstilbud, Galaksen, hvor udgangspunktet er et individuelt vejledningsforløb (fra tre måneder til op mod et år) , der skræddersys ud fra den enkeltes behov. Den individuelle vejledning er rygraden, hvor der arbejdes med hele den vejledtes livssituation og ønsker for fremtiden. Undervejs bruges daghøjskole- eller andre kurser som et praktisk eksperimentarium, en løbende afprøvning af drømme og muligheder og en forankring af processen. Her kunne man nærmest tale om "vejledningsbaseret undervisning".

For udsatte kortuddannede er vejledning over et skrivebord ofte en dårlig idé. Situationen aktiverer klienterfaringer eller er slet og ret angstprovokerende. Her fungerer den uformelle, undervisningsintegrerede vejledning meget bedre – ikke mindst, når indholdet i undervisningen er mere konkrete, fysiske aktiviteter. Aktiviteten bliver "det fælles tredje", som er omdrejningspunktet for den uformelle vejledningssamtale. Fysisk aktivitet dæmper desuden angst og "sænker paraderne".

"Vi får deres livshistorier over kondicyklen og møder en kompleksitet, som vi skal tage højde for," siger en vejleder og underviser fra Hammerum Herreds Idrætsdaghøjskole, der har specialiseret sig i vejledning med undervisning i sundhed og livsstil som omdrejningspunkt.

Praktisk arbejde med hænderne tilbyder muligheder for succesoplevelser for mennesker, der ikke har det godt med det boglige og udgør dermed et godt afsæt for den uformelle vejledning.

Ulla Højmark Jensen og Torben Pilegaard Jensen[iv][iv] beskriver fire forskellige typer af unge, der ikke gennemfører en uddannelse. Den største gruppe er "flakkerne", der er ganske ressourcestærke både bogligt og socialt, men de gennemfører ikke en uddannelse, fordi "det var alligevel ikke lige mig", og fordi de er bange for at blive låst fast af et valg. De har typisk kreative ambitioner, og de arbejder i Netto, mens de venter på, at den store drøm skal gå i opfyldelse. Kort sagt: Her har vi at gøre med en helt anden slags deltagere med et stort, men anderledes, vejledningsbehov.

På nogle daghøjskoler er de lidt ældre flakkere (20-25 år) stærkt repræsenteret. Det er skoler, der har en høj faglig profil inden for kunst, design, musik, dramatik o.lign.

Også her er den undervisningsbaserede vejledning nøglen, men på en anden måde.

På daghøjskolen kommer "flakkerne" ikke for at få vejledning, men fordi de ser daghøjskolen som en forskole til fx Kunstakademiet. De kommer for at afprøve, om talentet kan bære, og for at få faglig sparring fra lærere, som har høj prestige i det kreative miljø, som deres egne ambitioner og drømme retter sig imod. Det fagligt attraktive undervisningsmiljø er dermed hele forudsætningen for, at der overhovedet kan etableres en relevant vejledningssituation, som deltageren er motiveret for.

Daghøjskolen Vera i København er et eksempel på en skole med denne profil, og her ser man vejledningsopgaven dels som at give information om uddannelser, der imødekommer deltagernes interesser og motivation på forskellige niveauer, dels som kvalificering af den enkeltes valg. Det handler om at åbne deres øjne for realistiske muligheder og alternativer og at give dem mod til at træffe et valg.

Uden forankringen i undervisningen og med konkrete erfaringer og observationer herfra ville den unge ikke kunne fastholdes i en refleksion over, hvordan drømmen bliver til en realistisk landing.

På Vera fungerer lærerne som autoritative sparringspartnere i den faglige afklaring, mens skolens vejleder tilbyder et allround supplement med et bredere og specifikt vejledningsfagligt perspektiv og med opdateret viden om job og uddannelser. Vejlederen arrangerer desuden "ung-til-ung-vejledning" hvor tidligere Vera-deltagere fungerer som rollemodeller og formidlere af viden om, "hvordan det er" at gå på forskellige uddannelser, der kan være relevante i forhold til deltagernes interesser. Disse input bearbejdes og forankres i den formelle og uformelle vejledning, så den enkelte kan danne sig så realistiske forestillinger som muligt forud for valg af uddannelse – så risikoen for, at "det var alligevel ikke lige det, jeg havde tænkt mig", minimeres.

De to eksempler illustrerer, at undervisningsbaseret vejledning virkelig "kan noget", når det handler om at hjælpe den enkelte med at finde en farbar vej og komme videre med sit liv.

Det fremgår af Peter Plants oversigtsartikel, at spørgsmålet om identitet er noget, der tidligt må tages i betragtning i vejledningen, og at undervisningsbaseret vejledning allerede i forhold til børn og unge har til formål at "udvide valgrummet".

Når det handler om voksne med en fasttømret identitet som "en, der ikke kan noget" eller "en, der ikke vil låses fast", så er muligheden for praktisk afprøvning af interesser og ressourcer endnu mere nødvendig. For at kunne integrere nye sider i sin selvforståelse skal begge grupper både præsenteres for en bred vifte af muligheder og have lejlighed til at gå i dybden med, hvad mulighederne indebærer i praksis. Det gælder både for den voksne, der må opgive et spændende, men krævende job på grund af stress, for social- og sundhedshjælperen, der må give op på grund af nedslidning og for fabriksarbejderen, der ikke længere kan finde simpelt fabriksarbejde.

De har alle brug for tid og for et miljø, der giver dem gode muligheder for at nå frem til et valg, som er deres eget, som de er motiveret for, og som er realistisk. Det behov har daghøjskolens undervisningsbaserede vejledning særlige muligheder for at imødekomme.

Daghøjskoleforeningen har med støtte fra Dansk Folkeoplysnings Samråd gennemført et projekt 2006-2007 med det formål at beskrive og dokumentere daghøjskolernes særlige tilgang til vejledning og at forsøge at indkredse og beskrive, hvad der karakteriserer og udmærker vejledning, der foregår i en folkeoplysende ramme.

Projektet var bygget op omkring to arbejdskonferencer for vejledere og ledere samt interviews og observationer på fire daghøjskoler. Resultaterne blev undervejs kvalificeret og perspektiveret gennem en rundbordssamtale med et panel af vejledningseksperter/-forskere og andre samarbejdspartnere. Projektet resulterede i elleve anbefalinger om god praksis i daghøjskolens vejledning. Se daghojskoler.dk.

Kirsten Floris, Floris Consult, har stået for projektets gennemførelse.

Projektet danner baggrund for denne artikel.

[i] Oplæg v. Professor Knud Illeris på Undervisningsministeriets idékonference om kompetenceløft for kortuddannede, Den sorte Diamant sept. 2006 (med henvisning til Voksendidaktikprojektet, RUC 1999).

[ii] Eks.: minkompetencemappe.dk og de tilhørende værktøjer til 3. sektor, realkompetence-folkeoplysning.dk, realkompetence-forening.dk og realkompetence-frivillig – Uddannelsesguiden, Undervisningsministeriet 2007.

[iii] Rapport om projektet: Bløde kompetencer i folkeoplysningen – trædesten eller hængedynd. Se daghojskoler.dk under punktet Portfolio og realkompetence og Dr. Andreas Fejes, Linköping Universitet. Professionalism at the school desk, Oplæg på konferencen: Recognition of prior learning: Nordic-Baltic experiences and European perspectives, 2007. Se NVL-nätverket

[iv] Ulla Højmark Jensen og Torben Pilegaard Jensen: Unge uden uddannelse, SFI 2005.

Randi Jensen, sekretariatsleder i Daghøjskoleforeningen, bestyrelsesmedlem i Dansk Folkeoplysnings Samråd. Primus motor i et aktuelt efteruddannelsesprojekt for vejledere i folkeoplysningen om realkompetence. Projektet gennemføres i DFS-regi og i samarbejde med DPU (Ph.d. stipendiat Rie Thomsen).

Unge uden uddannelse (1997)

daghojskoler.dk

minkompetencemappe.dk

realkompetence-folkeoplysning.dk