De vejledningssøgende
Videnscenter artikel

Hvorfor lader så mange drenge være med at uddanne sig?

I mindst 40 år har vi vidst, at drengene sakker bagud i uddannelsesniveau. Alligevel sakker de mere og mere bagud. Hvad er det, der gør, at drengene ikke uddanner sig i samme grad som pigerne? Artiklen er skrevet i 2011 (red.)

Af Ulf Lindow
Karriererådgiver og tidligere leder af UU Vestsjælland, 2011.

Denne artikel handler om den vertikale kønsforskel i uddannelse, hvor piger uddanner sig på et højere niveau end drenge, og ikke om de horisontale forskelle i det kønsopdelte uddannelses- og arbejdsmarked, hvor drenge bliver metalarbejdere, og piger bliver sygeplejersker. 

 

Fold alle afsnit ud

Kønsforskelle i uddannelse

I artiklen forsøger jeg at udpege de væsentligste mekanismer og baggrunde for, at drengene stadig sakker bagud med hensyn til uddannelsesniveau, således at næsten 2/3 af studenterne i hver ny årgang er piger, og næsten 2/3 af restgruppen uden uddannelse er drenge. Og sådan at 57 procent af kvinderne tager en videregående uddannelse mod 42 procent af mændene (2009), og 82,4 procent kvinder opnår en erhvervskompetencegivende uddannelse mod 74 procent mænd (UVM 2 011).

De mekanismer, der skaber kønsforskelle i uddannelsesniveau, er beslægtet med de mekanismer, der skaber sociale forskelle i uddannelsesniveau - altså den sociale arv. Det er min påstand, at det sociale hankøn bærer en negativ social arv i uddannelsessammenhæng.

Mekanismer, der er i spil

Der er en række mekanismer, der medvirker til at gøre drengene til tabere. Jeg vil her pege på følgende:

  • Pigerne får bedre karakterer i folkeskolen
  • Det pædagogiske miljø og køn
  • Hankøn som negativ social arv 
 

Pigerne får bedre karakterer i folkeskolen

Pigerne får bedre karakterer i folkeskolen, og de karakterer betyder noget for den efterfølgende uddannelse!

"Karaktergennemsnittet ved folkeskolens afgangsprøver er den vigtigste faktor at inddrage, hvis man skal forudsige en persons højeste fuldførte uddannelse. Jo højere et gennemsnit, desto længere en uddannelse opnås der."(EVA 2005). Pigerne har i en lang årrække haft et signifikant højere karaktergennemsnit efter 9. klasse end drengene. En del af forklaringen på pigernes overtal ved studentereksamen ligger altså i en udskilning eller sortering, der finder sted i grundskolen.

Pigeandelen i de gymnasiale uddannelser er vokset nogenlunde konstant, siden de første kvinder blev studenter i 1877. I mange år som en tiltrængt ligestilling med drengene, og i de sidste 20-25 år resulterende i et stigende overtal af piger.

De seneste tal viser, at pigerne nu også har et bedre karaktergennemsnit end drengene ved studentereksamen. Ydermere tyder ligestillingsministerens helt nye undersøgelse på, at piger med lave karakterer efter gymnasiet klarer sig bedre end drenge med lave karakterer (Mikkelsen 2011). Pigerne finder sig nemlig en uddannelse og et job på et lidt lavere niveau, mens drenge med halv- eller heldårlige eksamenskarakterer dropper helt ud af uddannelsessystemet og havner i den måske mest sårbare gruppe af alle: dem med en ikke-erhvervskompetencegivende ungdomsuddannelse. Grundskolerne og de gymnasiale uddannelser har en meget stor opgave, hvis de skal højne drengenes præstationer, så de bliver på niveau med pigernes, og drengene dermed opnår samme forudsætninger for at få en ungdomsuddannelse og eventuelt en videregående uddannelse. Erkendelsen heraf er ved at gry, men i selve det pædagogiske miljø er der en stor hindring for, at drengenes muligheder kan forbedres.

Det pædagogiske miljø og køn

Trods viden om, at drengene har sværere ved skolen end pigerne, viser de følgende to eksempler, at det pædagogiske miljø prioriterer pigernes muligheder højest.

Eksempel 1:
Alle i uddannelsesverdenen har i meget, meget lang tid vidst, at drengene overbefolker samtlige taberstatistikker: fra uro i klassen til OBS-klasser, som det engang hed, og AKT-indsats, over specialundervisning og specialskoler til sygelighed, fjernelse fra hjemmet og kriminalitet - og til selvmordsstatistikkerne. I første halvdel af 1970'erne blev der som et slags forarbejde frem mod 1975-skoleloven lavet en lang række forsøg i folkeskolerne med køn som fokuspunkt. I alt 457 gennemførte forsøg. På trods af det pædagogiske miljøs fulde viden om sammenhængen mellem køn og skoleproblemer handlede samtlige forsøg om at gøre det lettere og mere gennemførligt for pigerne at gå i skole.

Eksempel 2:
Rapporten Køn, karakterer og karriere (EVA 2005) udkom næsten samtidigt med en PISA-undersøgelse. PISA-undersøgelsen viste, at pigerne var bedre end drengene i samtlige fag undtagen matematik og fysik. Her var drengene bedst. I EVA's undersøgelse af karaktererne ved afgangsprøverne, som er den enkeltfaktor, der betyder mest for muligheden for at tage en videregående uddannelse, var pigerne bedre end drengene i alle fag. Forskellene var signifikante, dog ikke i matematik og fysik, hvor pigerne nok havde et højere gennemsnit end drengene, men ikke signifikant højere.

I årene efter disse undersøgelser var der en ganske kraftig markedsføring blandt andet i bladet Folkeskolen af undervisningsmateriale til grundskolen, der var lavet for at gøre det lettere for piger at tilegne sig matematik og fysik. Altså de fag, hvor pigerne kun fik lidt højere karakterer end drengene. Jeg ringede til to af de daværende Amtscentraler for undervisningsmidler for at spørge efter materialer, der skulle gøre det lettere for drenge at tilegne sig de fag, fx skriftlig og mundtlig dansk, engelsk, tysk, hvor drengene lå signifikant dårligere. Men sådant materiale fandtes ikke. Der er 30 år mellem de pigefavoriserende forsøg i 1970'erne og de pigevenlige matematik- og fysikmaterialer i 2006-07 og den nærmest drengefjendske mangel på tiltag i alle de fag, hvor drengene var signifikant dårligere end pigerne. Jeg må altså konstatere, at to generationer i det pædagogiske miljø ret systematisk handler for at fremme pigernes vilkår og muligheder, selv om man hele tiden har vidst, at drengene har de største problemer i skole- og uddannelsessystemet.

Med andre ord er selve den måde, det pædagogiske miljø gennem flere generationer har forholdt sig til køn og uddannelse på, en del af årsagen til drengenes uddannelsesefterslæb.

Hankøn som negativ social arv

Udtrykket den sociale arv bruges normalt om den sammenhæng, at jo højere forældrenes uddannelse, indtægt og sociale status er, jo højere bliver børnenes uddannelse, indtægt og status. Der er som bekendt tale om en statistisk sammenhæng, for heldigvis uddanner børn fra alle sociale lag sig, om end i forskellig grad. Der er mekanismer i forskellige sociale lag, der giver børnene forskellige forudsætninger for at uddanne sig.

Det forholder sig på samme måde med barnets køn. Der er mekanismer i de to køns opdragelse og opvækst, der giver drenge markant ringere muligheder i uddannelsessystemet. Drengene er næppe så arveligt belastede i kraft af deres køn, at de ikke kan lære det samme som pigerne. For 100 år siden var man overbevist om, at piger ikke kunne lære det samme som drenge. Det var forkert, ved vi nu - og jeg er da heller ikke stødt på nogen, der hævder, at piger er arveligt markant bedre udrustede til at tage videregående uddannelse end drenge.

Mekanismerne, der skaber flere drenge end piger i den uddannelsesmæssige restgruppe og flere kvinder med langvarige uddannelser, er hovedsagelig af social art. I den forstand bærer det sociale hankøn en negativ social arv.

Drenge fra de allermest ressourcestærke miljøer ser ud til at klare sig lige så godt som piger i de videregående uddannelser (Thomsen 2011). Mekanismen handler blandt andet om en form for dannelse:

Den teenager, der lige har spist gedeost med chilikrydret honning og frisk basilikum som dessert, vil formentlig bagefter både sætte servicet i opvaskemaskinen og kunne svare korrekt på, hvem der er undervisningsminister, og hvornår slaget på Reden fandt sted.

Andre af de mekanismer, der hænger sammen med forældrenes ressourcer, virker specifikt på barnets og den unges præstationsevne. Det er ikke sådan, at de mange succesfulde børn af folk med lange uddannelser og gode indkomster i 1. g hemmeligt fik udleveret et studentereksamensbevis med høje karakterer, som så kunne trækkes frem tre år efter. De fik heller ikke lovning på en ph.d.-grad, da de startede på deres universitetsuddannelse. De fik derimod en ballast af krav, forventninger og dannelse hjemmefra - herunder råstyrke til at gøre det, der skal til, nemlig hårdt arbejde fra morgen til midnat. Og de gjorde det, der skal til, nogle gange i stedet for at se X Factor eller deltage i nattelivet.

En tredje mekanisme i den sociale arv udgøres af forventningerne i det pædagogiske miljø. Utallige undersøgelser viser, at elever stort set lever op til de forventninger, læreren har, og at læreren forventer mere af ressourcestærke folks børn. Fænomenet er kendt som Rosenthal-effekten.

Jeg tror, at vi alle - forældre i stort set alle miljøer, pædagoger, lærere m.fl. - gradvist har vænnet os til at have lavere forventninger til drenge end til piger. På alle områder. Vi forsømmer at stille relevante og rettidige krav til drengene,og dette er en meget stærk mekanisme i vores omfattende produktion af taberdrenge.

Manglende relevante og rettidige krav

Drenges biologiske og motoriske udvikling er langsommere end pigers, men når Peter ikke kan binde snørebånd som femårig ligesom Katrine, venter vi ikke med at stille krav til ham om at kunne, til han er motorisk klar til det - vi undlader at stille krav ved at give ham et par sko med velcrolukning. Og vi forventer ikke, at han rydder op efter sig. Oprydning bliver noget, vi kun kræver af pigerne. Peter skal heller ikke i nær samme omfang som Katrine lave mad, gøre rent og vande blomster. Det er blandt andet derfor, at mænd ofte klarer sig dårligere, når de bor alene - fx på kollegieværelset - og den eneste emballage, de kan finde ud af at åbne, bruger man oplukker til.

Ved ikke at stille relevante og rettidige krav til vores drenge medvirker vi som forældre til, at drenge- og mandekulturen bliver en uansvarlig drengerøvskultur, der i skolerne i stigende omfang tager form af aktiv modstand mod læring og undertiden regulær sabotage af undervisningssituationen (Gilliam 2008).

For lave forventninger

Som forældre svigter vi på denne måde drengene. Det pædagogiske miljø er som nævnt heller ikke parat til og slet ikke gearet til at rette op på drengenes negative sociale arv. Tværtimod er Rosenthal-effekten, også når det drejer sig om barnets køn, meget betydningsfuld. Skolehistorien viser det:

Indtil afskaffelsen af pigeskoleeksamen og "pigematematik", der faktisk fandtes som fag, forventede både forældre og det pædagogiske miljø mindre af pigerne end af drengene med hensyn til skolepræstationer. Og pigerne præsterede mindre. Hvis jeg har ret i, at både forældre og det pædagogiske miljø i dag har lavere forventninger til drengenes adfærd og præstationer, præsterer drengene selvfølgelig også mindre.

Men det er vigtigt at rose grundskolerne for en gryende erkendelse af, at der skal gøres noget for at få drengene med. Relevante og rettidige forventninger og krav til drengene fra både forældre og det pædagogiske miljø er afgørende. Endvidere skal det pædagogiske miljø, i hvert fald i uddannelsessystemet, også blive bedre til at håndtere og bygge på en masse typiske drenge- og mandeting: fx drengenes krible-krable-konkurrence-og-ballade, som er forløberen for det innovative og kreative. Og fx det forhold, at drenge og mænd leger, også når de arbejder, opfinder og er kreative.

Der er en gigantisk intelligens- og kreativitetsreserve at hente, hvis vi bliver lige så gode til at møde drengene, som vi er til at møde pigerne. Som nævnt får 42 procent mænd mod 57 procent kvinder en videregående uddannelse. Jeg har regnet lidt på det: De 15 procentpoint, mændene er bagud, svarer til ca. 4.000 mænd pr. årgang i øjeblikket. Mænds uddannelsesefterslæb har været mindre, dengang færre unge uddannede sig, men da der er ca. 40 årgange i arbejdsstyrken, tør jeg gætte på, at der i den nuværende arbejdsstyrke ville have været 50-100.000 flere med videregående uddannelse, hvis mænd havde uddannet sig i samme grad som kvinder.

Vi skal ikke møde drengene med mindre krav, men tværtimod med relevante og rettidige høje krav - og med mindst samme støtte, som vi giver pigerne.

Vejledningens muligheder

Uddannelsesvejledningen i UU, Studievalg og eVejledning har som mål at forbedre den unges kompetence til at træffe kvalificerede beslutninger om uddannelse og karriere på basis af den unges mulighedskendskab og selvkendskab.

  • Mulighedskendskab er viden om vilkår og muligheder på uddannelses- og arbejdsmarkedet.
  • Selvkendskab er indsigt i egne talenter, potentialer og eventuelle begrænsninger.

Uddannelsesvejledningen er guld værd for, at de unge vælger "rigtigt" i forhold til deres muligheder og interesser set i sammenhæng med uddannelses- og arbejdsmarkedets vilkår. Og vejledning kan formentlig også hjælpe på vej i den unges overvindelse af traditionsbestemte faglige kønsbarrierer, så vi får flere mænd i omsorgssektoren og flere kvinder på bygge- og anlæg.

Men det er usandsynligt, at uddannelses- og karrierevejledning kan rokke ret meget ved den vertikale kønsforskel i uddannelsesadfærd. For maskulinitet og femininitet er dybtliggende, seje strukturer i vores liv. De mekanismer, der fører til de store kønsforskelle i uddannelsesniveau, er stærke og ligger for tidligt i drengenes og pigernes liv til, at vejledningens arbejde med muligheds- og selvkendskab fra 8. klassetrin kan påvirke de unge andet end marginalt, når det handler om at ændre drengenes uddannelsesefterslæb.

Det tog over 100 år at ændre samfundet og kønsadfærden fra drenges og mænds totale dominans til, at piger og kvinder nu er i førertrøjen uddannelsesmæssigt. Det er absurd og vildt urimeligt, at det pædagogiske miljø fortsat favoriserer pigerne i en situation, hvor ligestillingen i uddannelsesniveau for længst er nået.

Referencer

EVA (2005). Køn, karakterer og karriere - drenges og pigers præstationer i uddannelse. Kbh.: Danmarks Evalueringsinstitut

Gilliam, L. (2008). "Balladens fornuft" i Ungdomsforskning: Unge med etnisk minoritetsbaggrund, 1 & 2 2008

Mikkelsen, M. (2011). "Dårlige karakterer koster drenge uddannelsen" i Kristeligt Dagblad 27. juli 2011

Thomsen, J. P. (2011). "Køn og klasse i undervisningsrummet på danske universitetsuddannelser" i Dansk Pædagogisk Tidsskrift 2/2011.

UVM (2011). Profilfigurer. Kbh.: Undervisningsministeriet

Udgivet september 2011.