Pigerne stormer derudaf. De klarer sig bedre end drengene i skolen, de uddanner sig mere og de gennemfører i højere grad end drengene deres uddannelse. Men det betyder ikke nødvendigvis, at drengene er sakket agterud. Deres tempo har bare ikke ændret sig i samme grad som pigernes.

Martin D. Munk, professor på Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet og leder af Center for Mobilitetsforskning, bruger billedet af to tog, der kører på parallelle skinner til at beskrive udviklingen hos henholdsvis pigerne og drengene.

Pigernes tog kørte længe meget langsommere end drengenes. Nu er der kommet gang i pigernes, og det har overhalet drengenes.

"Men drengenes tog kører også hurtigere end for 30-40 år siden. Flere drenge med en ikke-akademisk baggrund får faktisk en videregående uddannelse i dag. Men deres tog kører bare ikke så hurtigt som pigernes. Det er altså mere pigerne, der har forbedret sig voldsomt, end det er drengene, der er sakket bagud. De har sådan set bare fulgt det spor, de hele tiden har været i," siger han.

Drenge i den lavest præsterende gruppe klarer sig rigtig dårligt, vurderer Martin D. Munk. Til sammenligning ligger de dårligste af pigerne nogle niveauer over drengene.

Men trods kvindernes fremstormen er det stadig mændene, der dominerer på samfundets top. Der er nemlig stor forskel på top og bund blandt drengene. Årsagen skal især findes i den sociale baggrund - forældrenes økonomi og uddannelse, men også mere bløde værdier som omsorg, forældrenes interesse og evne til at stimulere børnene. Drengene fra det, man med et lidt forsimplet udtryk kan kalde svage hjem, klarer sig markant dårligere end pigerne med samme baggrund og end bådedrenge og piger med en stærkere baggrund.

Martin D. Munk har forsket i, hvorfor der er den forskel på drengenes og pigernes evne til at bryde den sociale arv, og hans forskning tyder på, at det er mødrenes indflydelse på deres døtre, der har givet pigerne et forspring.

"Mødrenes påvirkningseffekt er større overfor deres døtre, hvor fædrene påvirker sønnerne mere. Det vil sige, at mødre uden megen uddannelse har kunnet påvirke deres døtre i en positiv retning langt mere, end de har kunnet påvirke deres sønner," siger han.

"Drengene spejler sig i deres far, men problemet er, at i ufaglærte og faglærte familier er han mere fraværende end både moderen og fædre i familier med en akademisk baggrund," siger Martin D. Munk.

Det ved man blandt andet fra tidsstudier foretaget af seniorforsker ved Rockwool Fonden Jens Bonke, der viser, at ufaglærte mødre bruger ni timer om ugen til børneomsorg. Det samme gør den højtuddannede far, mens den højtuddannede mor bruger 14 timer. Til sammenligning bruger den ufaglærte far kun fire timer ugentligt på børneomsorg.

"Det går hårdest ud over sønnerne, fordi der er størst identifikation mellem far og søn. Sønnerne spejler sig i fædrene, men hvis fædrene ikke er der, er der ikke noget at spejle sig i. Drengene bliver derfor hårdest ramt, når faderen er fraværende," siger Martin D. Munk.

Han køber dog ikke, at vi altså bare skal give far skylden for taberdrengene.

"Det er altså lettere for den veluddannede far at sige, at han skal hjem til børnene, eller at han skal på barselsorlov. Det er straks sværere i skurvognen. Blandt de faglærte og ufaglærte er der traditionelt et billede af faderen som en maskulin figur, der overlader det med børnene til deres mor. Det er muligt, det er under opbrud, men det ændres ikke over natten. Og stadig er det altså sådan, at den moderne far i højere grad findes blandt de veluddannede," siger han.

Dertil kommer, at de veluddannede - både mødre og fædre - opdrager deres børn, så de er mere parate til at modtage en traditionel skoleundervisning i de boglige fag. Så hvis man er barn - søn - i en ufaglært familie, hvor faderen altså også bruger mindre tid på en, så bliver man dobbelt straffet.

"For nu ikke at sige tredobbelt straffet. For hvis du oven i købet har penge, giver du også dine børn en kulturel kapital. Du har råd til at tage dem med på kulturrejser, have dem med i sammenhænge, hvor der tales fremmede sprog, og du kan også sende dem på visse typer af privatskoler osv. I den sammenhæng er drengene fra de svagere hjem understimulerede i forhold til de krav, der stilles i skolen og uddannelsessystemet," siger Martin D. Munk.

Han mener, at man kan tale om psykologisk, social, kulturel og økonomisk understimulering. Og den rammer drengene hårdere end pigerne, fordi pigerne får mere fra deres mødre. Desuden peger han på, at studier viser, at pigerne er mere robuste fra små.

"Drengene som det stærke køn gælder i nogle dimensioner, når det fx handler om at løbe stærkt eller slås og køre racerløb. Men i den type samfund, vi har udviklet, hvor man skal kunne multitaske, hvor man ikke bare skal være klog men også omsorgsfuld, have sociale kompetencer som at kunne føre en samtale, kunne argumentere, spise sundt og dyrke motion, falder drengene igennem. Det er pigerne i højere grad i stand til at leve op til. Det er primært drengene fra en socialt svagere baggrund, som har problemer."

Set i et vejlederperspektiv kræver drengene en særlig indsats, mener Martin D. Munk. For hvis ikke drengene får den stærke opbakning fra forældrene, hos pædagogerne eller i skolen, må de have den et andet sted fra.

"Jeg er ikke vejledningsforsker. Men mit gæt er, at man sikkert kunne opruste på den front ved at målrette vejledningen. Hvis man giver en meget bred, overordnet og halvakademisk vejledning, så tror jeg ganske enkelt ikke, at drengene fanger det. Slet ikke de drenge, der kommer med en ikke-akademisk baggrund. Der skal mere håndfaste og målrettede tiltag til. Man kan ikke give samme vejledning til alle. Vejlederne må tage udgangspunkt i den enkelte, for det er jo en banal sandhed, at hvis du vil have lighed, skal du behandle folk forskelligt," siger han.

Men selv en nok så god vejledning kan ikke løse drengenes problemer i uddannelsessystemet, understreger Martin D. Munk. Han tror ikke på, at alt bliver godt, bare vi styrker vejledningsindsatsen. For de fleste af de problemer, drengene har, bunder i sociale mekanismer, i familiestrukturer og i, hvordan ressourcerne i samfundet er fordelt. Men han siger samtidig, at en god vejledning kan være med til at skubbe drengene i den rigtige retning.

"Der er en lang række ting, der skal skrues på, for at forbedre mulighederne for drengene og til en vis grad også nogle af pigerne."

Man kunne godt stille det spørgsmål, om det overhovedet er et problem, at drengene nu må overlade førertrøjen til pigerne.

Her er Martin D. Munk helt klar i mælet: "Det er ikke noget problem, at vi får flere kvindelige direktører, professorer eller departementschefer. Problemet er den gruppe drenge, der er i risiko for at blive marginaliseret og sat fuldstændig udenfor resten af samfundet," siger han.