Uddannelsen giver en grundlæggende viden om store byggerier som kontorhuse, veje, broer, boligkvarterer, torve og pladser. Du lærer at arbejde i forskellige materialer efter plantegninger og beregninger. Du lærer også at samarbejde med andre faggrupper.
Uddannelsen veksler mellem skole og praktik. På skolen får du undervisning i fag som vej, anlæg og belægning, kloakrørlægning, tegningsforståelse og matematik.
Men du skal også have fag som førstehjælp og informationsteknologi.
Alt efter din praktikpladsaftale og interesser kan du afslutte uddannelsen med bestemte specialer. Du kan blive anlægsstruktør, bygningsstruktør, brolægger eller kloakrørlægger.
Anlægsstruktøren sørger for at der gøres klar til byggeri. Jorden skal graves, flyttes og planeres. Der skal lægges dræn, fundamentet skal støbes i beton, og der skal lægges betonbelægning så som fliser.
Bygningsstruktøren arbejder mest med byggeri over jorden. Det kræver kendskab til de materialer, som bruges til kældre, trapper og mure, vejbroer og motorveje m.fl.
Brolæggeren har kendskab til arbejdet med veje, torve og pladser. Det kan være flisebelægninger, kantsten og udsmykningsopgaver i beton, brosten og kantsten. Kloakrørlæggeren står for kloakrørene, der lægges efter plantegninger.
Ligegyldigt hvilket speciale du vælger, skal du kunne lide store arbejdsopgaver udendørs.
På hjemmesiden www.elevplan.dk kan du læse mere om de enkelte fag på uddannelsen.
Eux
Du har mulighed for at tage eux i forbindelse med, at du tager din erhvervsuddannelse. Du får det man kalder 'generel studiekompetence' og bliver ligestillet med personer, der har en gymnasial eksamen, hvis du gennemfører eux.
Bagefter kan du altså læse videre og videreuddanne dig på samme vilkår som personer med gymnasial eksamen.
Muligheden findes kun på enkelte skoler. Se en aktuel liste over erhvervsuddannnelser med eux.
Se mere om Eux.