Du har brug for at læse og skrive i mange situationer. Fx når du vil:
- skrive e-mails og SMS’er
- læse manualer
- skrive dagsorden til et møde
- udfylde skemaer eller andre papirer
Privat kan du fx bruge FVU-dansk, når du:
- skriver på sociale medier
- tjekker digital post
- læser avis
- hjælper med lektier
Hvis du vil i gang med en uddannelse, kan du bruge FVU til at genopfriske dansk, inden du starter.
Du lærer også, hvordan mobil og pc kan hjælpe dig med at læse og skrive.
Opbygning
Faget består af fire trin. Du starter på det trin, som passer til dit behov.
FVU-dansk, trin 1
På trin 1 starter du fra begyndelsen med grammatik og stavning.
Du læser og staver korte, enkle ord og tekster. Fx når du:
- skriver en besked
- får et brev
- søger information
- skal huske tanker og ideer
FVU-dansk, trin 2
På trin 2 arbejder du mere med ordene, lydene og grammatikken i sproget.
Du træner din evne til at:
- læse og skrive små og længere tekster - på papir og digitalt
- læse hurtigere og forstå, hvad du læser
- tage noter
- bruge et større ordforråd
FVU-dansk, trin 3
På trin 3 arbejder du mere med grammatikken og sammenhængen mellem lyd og stavning.
Du arbejder fx med
- at danne og forstå ord
- forskellige tekster og måder at udtrykke sig på
- tekster til forskellige modtagere og situationer
- skriftlig dansk fra ide til tekst
FVU-dansk, trin 4
På trin 4 arbejder du med skriftlig dansk.
Du lærer:
- Metoder til at forstå faglige tekster
- Læse- og studieteknik
- Metoder til at søge information
- Metoder til at argumentere for synspunkter
Undervisningen
Undervisningen planlægges, så den passer til deltagernes behov.
Den kan foregå på en arbejdsplads eller på et uddannelsessted.
Uddannelsessted
Du kan tage FVU på voksenuddannelsescentre (VUC).
Du kan også tage FVU på andre skoler, fx daghøjskoler, erhvervsskoler, AMU-centre, social- og sundhedsskoler, folkehøjskoler, aftenskoler og sprogcentre.
Undervisningen kan desuden foregå på en arbejdsplads.
Prøve
Du kan gå til prøve efter hvert trin. Prøverne er et tilbud.
Prøven efter trin 4 er på niveau med folkeskolens 9.-klasseprøve i dansk.