Foto af Psykoterapeut
Job

Psykoterapeut

En psykoterapeut hjælper mennesker igennem kriser og følelsesmæssige problemer. Psykoterapeuten kan også hjælpe sine klienter igennem angst og fobier eller problemer med familie, parforhold og sex.

Fakta

Arbejdssteder:
Privat praksis, Hospitaler, Behandlingsinstitutioner
Stillingsbetegnelser:
Psykoterapeut, Hypnoterapeut, Gestaltterapeut, Sexterapeut, Parforholdsrådgiver, Kropsterapeut, Psykoanalytiker, Familieterapeut, Sexolog

En psykoterapeut bruger psykoterapi som behandlingsmetode. Psykoterapi er en videnskabeligt baseret psykologisk behandlingsmetode. Terapeuten yder hjælp til at klienten kan komme igennem krisen eller opnå den ønskede løsning på problemet.

Læs også om uddannelse til psykoterapeut i denne artikel.

Fold alle afsnit ud

Om jobbet

psykoterapeut
Terapi - Mange søger terapeut på grund af problemer i parforholdet.

En psykoterapeut er en professionel behandler, der bruger psykoterapi som behandlingsmetode. Det kan være en læge med specialistuddannelse i psykiatri, en psykolog, en socialrådgiver eller andre, der har efteruddannet sig som psykoterapeut.

En psykoanalytiker er en psykoterapeut, der udøver en bestemt form for psykoterapi, nemlig psykoanalyse. Psykoanalytikere kan lige som andre psykoterapeuter have forskellige grunduddannelser og en efteruddannelse som psykoterapeut.

Psykoterapi består af regelmæssige samtaler hos en uddannet psykoterapeut. Et behandlingsforløb kan vare fra nogle uger op til flere år. Psykoterapi foregår i et samarbejde mellem klienten og terapeuten.

Rammerne for terapien aftales normalt på forhånd. Målet med terapien, tidsperspektiv, mødested og pris er fastlagt fra starten, men kan om nødvendigt justeres efter fælles aftale.

Psykoterapeuter kan tage klienter i individuel terapi, parterapi, gruppeterapi, eller i familieterapi, hvor større eller mindre dele af familien deltager.

Terapeuten arbejder med klienternes problemer, fx i forbindelse med skilsmisse, en traumatisk krisesituation eller ved dødsfald. Andre klienter føler, at de er gået i stå, at livet glider forbi, eller måske lider de af angst, psykosomatiske symptomer, problemer med seksualitet, selvværd, angst eller andet.

Terapeuten yder hjælp til at komme igennem krisen eller til at opnå den ønskede løsning på problemet.

Psykoterapi er en videnskabeligt baseret psykologisk behandlingsmetode. Der findes forskellige psykoterapeutiske retninger.

Til brug i terapien er udviklet flere metoder eller værktøjer inden for de forskellige psykoterapeutiske retninger. Metoderne er fx kropsterapi, oplevelsesorienteret terapi, jungiansk analyse, familieterapi af forskellige retninger, drømmeanalyse, gestaltterapi, tegneterapi, hypnoterapi, åndedrætsterapi, fobitræning, samlivsterapi (sexterapi), musikterapi, transaktionsanalyse m.v. Mange psykoterapeuter har kendskab til og benytter flere retninger og metoder.

Psykoterapi er et fag, der stiller store krav til terapeutens etiske holdninger og menneskelige værdigrundlag. I Danmark er der endnu ingen regulering af psykoterapeuter.

Om uddannelsen

Socialministeriet, Ministeriet for Børn og Undervisning samt Socialstyrelsen har i 2004 udarbejdet et sæt kriterier for de uddannelser, der kan føre til praktisering som psykoterapeut. Kvalitetskriterierne omfatter både det faglige indhold af uddannelserne og organiseringen af uddannelserne.

Kriterierne lægger op til, at ansøgerne til de private psykoterapeutuddannelser skal have en relevant videregående uddannelse for at blive optaget på uddannelserne.

Psykoterapeutforeningen og Foreningen af Danske Psykoterapeuter stiller en række krav til uddannelse og terapeutisk erfaring for at optage psykoterapeuter som medlemmer. Læs mere om psykoterapeutiske uddannelser og medlemskab på foreningernes hjemmesider.

Typisk kræves en relevant videregående uddannelse med et socialt og/eller sundhedsmæssigt indhold samt en længerevarende terapeutisk efteruddannelse. Desuden kræves erfaring fra terapeutisk arbejde og fra egenterapi.

Læs mere om psykoterapeutiske uddannelser og medlemskab på foreningens hjemmeside.

Arbejdsplads

De fleste psykoterapeuter er privatpraktiserende og arbejder i egen klinik. Det er almindeligt for psykoterapeuter både at arbejde på fuld tid og på deltid. Der findes skønsmæssigt godt 1.000, der arbejder professionelt med psykoterapi.

Nogle psykoterapeuter er ansat inden for det offentlige sundheds- eller behandlingssystem. De arbejder med psykoterapi som en del af behandlingsforløbet. Det kan fx være praktiserende speciallæger i psykiatri eller psykologer.

På nogle sygehuse er der afdelinger, der tilbyder psykoterapi som led i behandlingen. Inden for det sociale system benyttes psykoterapi især i behandlingen af børn og unge.

Indkomst

Gennemsnitlig indtægt pr. måned for nyuddannede (2017), inklusive pension, tillæg, værdi af personalegoder mv.

 PrivatKommuneStat
Gestaltterapeut36.187 kr.33.463 kr.-
Psykoterapeut34.007 kr.36.240 kr.35.638 kr.

Kilde: Danmarks Statistik

Se forklaring til lønoplysninger

Ansatte terapeuter, der tilbyder psykoterapi, er som regel aflønnet i overensstemmelse med deres ansættelse som fx socialrådgiver, psykolog, læge eller fysioterapeut. Hertil lægges et kvalifikationstillæg, der aftales individuelt.

Selvstændige psykoterapeuters indtægt afhænger af antallet af klienter. Det kan variere fra en til fem om dagen. Prisen for en times behandling er ca. 900 kr. og derover.

Fremtidsmuligheder

Beskæftigelsesmulighederne for psykoterapeuter skønnes fremover at være ret gode, da mange mennesker i stigende grad søger denne form for behandling. Beskæftigelsen er på den anden side i nogen grad afhængig af, at de fleste klienter selv skal betale konsultationerne hos en psykoterapeut.

I dag er det kun muligt at få psykoterapi med tilskud, såfremt psykoterapeuten er ansat i det officielle sundhedsvæsen eller det etablerede behandlingssystem i en institution, der benytter psykoterapi som led i behandlingen.

Situationen vil blive forbedret i takt med, at psykoterapi indgår som anerkendt behandling af psykiske lidelser og problemer og fx bliver tilskudsberettiget. Psykoterapi indgår som en mulig behandling i mange af de sygeforsikringsordninger, virksomheder tilbyder deres medarbejdere.

Mere uddannelse

De mange uddannelsessteder tilbyder efteruddannelse i form af kurser eller som overbygningsuddannelse.

Få mere at vide

Dansk Psykoterapeutforening
psykoterapeutforeningen.dk

Foreningen af Danske Psykoterapeuter - FaDP
www.fadp.dk

Beskæftigelsesmuligheder

Rigtig gode
Gode
Mindre gode

Kilde: Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering.

Inspiration

Se job ud fra interesser, og få inspiration til dit valg af job og uddannelse.

Hjælp til at vælge uddannelse - for dig i 8. og 9. klasse.

Om at vælge uddannelse og karriere og om at være selvstændig.