Foto af Farmakolog
Job

Farmakolog

En farmakolog beskæftiger dig med forskning, fremstilling og udvikling af lægemidler.

Fakta

Arbejdssteder:
Universiteter, Laboratorier
Stillingsbetegnelser:
Forsker, Underviser, Klinisk farmakolog, Socialfarmakolog

Farmakologen har et indgående kendskab til medinalprodukter, sygdomme og sammenhængen mellem disse. Som farmakolog er du optaget af lægemidlernes anvendelse og egenskaber, og det er derfor vigtigt at have en stor viden om behandlingsmuligheder, kemiske processer, bivirkninger, effekter, lægemiddellovgivning samt fremstilling af lægemidlerne.

Farmakologer arbejder typisk inden for sundhedsvæsenet eller i private virksomheder. Nogle bliver også ansat som forskere eller undervisere på uddannelsesinstitutioner.

Fold alle afsnit ud

Om jobbet

foto af farmakolog
Test - Farmakologen planlægger forsøg med dyr og mennesker.

Farmakologi betyder læren om lægemidler. Farmakologi omfatter alt, hvad der vedrører lægemidlers oprindelse, fremstilling, forhandling, fysisk-kemiske og biologiske egenskaber, herunder påvirkning af sygdomsprocesser hos dyr og mennesker.

Fremstilling og forhandling hører almindeligvis til farmacien (apoteksvæsnet), således at farmakologien helt snævert omfatter undersøgelser af lægemidlers anvendelse i sygdomsbehandlingen, såkaldt farmakoterapi.

Farmakologien opdeles i almen farmakologi om generelle egenskaber ved alle lægemidler, fx optagelse, fordeling og udskillelse fra organismen (farmakokinetik) og deres påvirkning af fysiologiske og biokemiske processer (farmakodynamik), samt speciel farmakologi om de enkelte lægemidlers egenskaber.

Farmakologen vurderer lægemidlers egenskaber og deres plads i forhold til de øvrige mulige behandlinger. Desuden arbejder farmakologer med registrering af bivirkninger, godkendelse af lægemidler samt den lovgivningsmæssige og økonomiske regulering af lægemiddelområdet.

Farmakologi er en eksperimentel videnskab, som laver undersøgelser af lægemidlers virkninger ved forsøg på celler, vævsprøver, dyr og mennesker. Forskningen er især knyttet til udvikling og fremstilling af nye lægemidler.

Farmakologen arbejder meget med forholdet mellem dosis og effekt samt forholdet mellem lægemidlets effekt og sikkerhed.

En klinisk farmakolog er en specialuddannet læge, der arbejder med udvikling af lægemidler og finder den bedst mulige anvendelse af dem i sygdomsbehandling, især ud fra hver enkelt patients særlige forhold.

En socialfarmakolog arbejder med lægemiddellovgivning, administration og inddeling af lægemidler. Han undersøger forhold, som har indflydelse på antallet og arten af markedsførte lægemidler, omsætning, forbrug, tilskudsordning, lægemiddelkomiteer og lægemiddelinformation.

Nogle få specialister arbejder med farmakoepidemiologi, som er studiet af lægemidlers anvendelse og effekter i store befolkningsgrupper. Det kan fx være forholdet mellem virkninger og bivirkninger af et konkret lægemiddel og om rationel lægemiddelbrug.

En række lægemidler gives til raske med henblik på at forebygge sygdomme. Dette stiller betydelige krav til kendskab til virkningen.

Farmakologien er udsprunget af plantemedicinen. Lægemiddeludviklingen er gået hurtigt siden 1960'erne pga. udviklingen i molekylærbiologien og en større forståelse for undersøgelser af nye lægemidlers effekt og bivirkninger.

I Danmark kan man læse farmakologi og klinisk farmakologi ved universiteterne i København, Aarhus og Odense.

En farmakolog kan også være farmaceut eller dyrlæge (veterinær). Tandlæger kan være specialister i odontologisk farmakologi.

Arbejdsplads

Farmakologer ansættes i den private sektor, fx i medicinalindustrien og biotekindustrien.

Klinisk farmakologiske speciallæger ansættes inden for sundhedsvæsnet og i centrale myndigheder som Lægemiddelstyrelsen, Institut for Rationel Farmakoterapi og Sundhedsstyrelsen, se Offentlig administration.

Desuden er der tilknyttet kliniske farmakologer ved tre klinisk-farmakologiske centre på universiteterne i København, Aarhus og Odense.

Indkomst

Gennemsnitlig indtægt pr. måned for nyuddannede (2017), inklusive pension, tillæg, værdi af personalegoder mv.

 PrivatKommuneStat
Farmakolog55.003 kr.42.017 kr.42.014 kr.

Kilde: Danmarks Statistik

Se forklaring til lønoplysninger

Gennemsnitslønnen dækker over variationer afhængig af uddannelse samt af den overenskomst, der gælder for ansættelsesstedet.

Fremtidsmuligheder

Faget klinisk farmakologi er i voldsom udvikling globalt set, og i Danmark, hvor faget er ret nyt både i sundhedsvæsenet og i den private sektor, er behovet for farmakologer næppe dækket.

Også biotekindustrien og medicinalindustrien er i stigende grad aftagere af farmakologer.

Mere uddannelse

Det Farmaceutiske Fakultet, DFU, udbyder masteruddannelsen: Master of Industrial Drug Development (MIND).

Uddannelsen henvender sig til fagfolk, der gerne vil videreuddanne sig og udvikle nye kompetencer inden for lægemiddelområdet.

Få mere at vide

Dansk Selskab for Klinisk Farmakologi
www.dskf.org

Lif Lægemiddelindustriforeningen
www.lif.dk

Beskæftigelsesmuligheder

Rigtig gode
Gode
Mindre gode

Kilde: Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering.

Inspiration

Se job ud fra interesser, og få inspiration til dit valg af job og uddannelse.

Lene Gredal er 44 år og uddannet bioanalytiker - ansat som forsker på Hvidovre Hospital.

Om at vælge uddannelse og karriere og om at være selvstændig.