interview med studerende i udlandet
Artikel

Studerende i USA

Det var et kulturchok for 26-årige Steen Vive at studere Statskundskab på University of Chicago, USA.

Studielivet i USA indebar streng disciplin, hårdt arbejde, og chokerende dårlige boligforhold. Alligevel anbefaler han alle at tage til udlandet og få ny inspiration og faglige udfordringer.

Effektivitet og planlægning

Steen Vive arbejder som studentermedhjælper på Københavns Universitets Internationale Kontor. Han er for bare ti dage siden vendt hjem fra et studieophold på University of Chicago, USA. Han skal til at skrive speciale på Institut for Statskundskab og håber at kunne arbejde to dage om ugen imens. Det synes han er en luksus.

"På University of Chicago havde du kun tid til at studere. Det akademiske niveau var højt, og du skal læse 8 til 10 timer om dagen for at følge med. Det skete, at læreren bare pegede på en studerende, som så skulle ridse hovedpointerne op i den bog, vi havde læst til den pågældende dag. Der var ingen forståelse for, hvis du ikke kunne lektien."

Steen var blevet advaret om det hårde studieliv og var forberedt på den undervisningsstil, der var på University of Chicago.

"Amerikanerne betaler mange penge for at blive undervist. Hvis de ikke får, hvad de betaler for, så brokker de sig. Derfor er systemet også utrolig effektivt."

Der går 13.000 studerende på Universitetet. Og de skal alle have undervisning, mad, tag over hovedet osv. Det er derfor ikke kun i timerne, alt er planlagt til mindste detalje.

"På campus (universitetsområdet) findes alt. Biografer, restauranter, et teater, sportsfaciliteter og en lille pub til dem over 21 år. De fleste aktiviteter er gratis. Det eneste, der mangler, er et supermarked. Bortset fra det behøver du sådan set ikke at forlade universitetsområdet. Det har du heller ikke så meget lyst til. Chicago er den amerikanske by, hvor der bliver begået flest mord, og da campus på tre sider er omringet af slum, begrænser det lysten."

Universitet har sin egen politistyrke, og der bliver passet godt på de studerende. Der må simpelthen ikke ske dem noget, da det kan skræmme nye studerende væk.

Chokeret familie

Pick one - Der er skrevet mange bøger om de amerikanske universiteter, man kan gå på.
Der er skrevet mange bøger om de amerikanske universiteter, man kan gå på.

Steen boede på universitetsområdet. Det var lidt af en omvæltning fra den toværelseslejlighed, han boede i på Frederiksberg.

"Da jeg fik nøglen til mit værelse, gik ned ad de krogede gange, fandt døren og kiggede ind, havde jeg mest lyst til at vende om og gå tilbage og sige: Ok, det var meget sjovt. Giv mig nu den rigtige nøgle."

"Min familie var chokeret, da de så mit værelse på 6 m² på 6. sal med toilet på gangen, som jeg delte med 30 andre, og køkken i kælderen, som jeg delte med resten af de 300-400 studerende, der boede der. Der var ingen luksus. Overhovedet."

Det lyder måske som en kedelig hverdag, men det er det slet ikke.

"Det har været utrolig spændende at få lov til at gå så meget i dybden med noget, jeg interesserer mig for. Så har jeg også prøvet at arbejde i et internationalt miljø, hvilket har været udviklende. De studerende var så forskellige, og derfor har diskussionerne simpelthen været så spændende."

Det er ikke kun fagligt, at Steen har fået noget med hjem.

"Personligt har jeg også lært meget. Jeg ved, at jeg kan sætte mig ned, stramme ballerne og knokle i to uger for at blive færdig med et projekt."

"Det giver en tilfredsstillelse at tage af sted med dit liv i to kufferter, og så i løbet af et par måneder har du fået en venskabskreds. Det åbner dig og gør dig imødekommende. Du lærer også, at man godt kan gøre tingene på en anden måde end i Danmark, og det betyder ikke, at det er en forkert måde."

Præcisionsbombning

For at få den bedste underviser inden for et noget specielt felt valgte Steen at tage til Universtity of Chicago. Universitetet har amerikansk rekord med 75 nobelpriser og er kendt for sit høje akademiske niveau over hele USA.

"Jeg interesserer mig for international politik og har en speciel interesse for præcisionsbombning, og hvordan de påvirker krigen på landjorden. Og da jeg ikke rigtig kan studere det herhjemme, foreslog en af mine undervisere, at jeg tog til Chicago, hvor den største ekspert på området sidder."

Steen var på det tidspunkt blevet bachelor og var begyndt på overbygningen. I Chicago tog han en et-årig Master's degree. Et komprimeret forløb med 11 fag på otte måneder. Steen kunne også have valgt at tage forløbet over to år, men så længe ønskede han ikke at være væk. Det ville også gøre opholdet dyrere.

350.000 kr.

Foto af Steen mens han vejleder studerende
Steen hjælper studerende, som gerne vil til udlandet.

Der findes flere muligheder for studerende, der gerne vil til udlandet. Rejser man gennem et udvekslingsprogram, er undervisningen gratis. Tager man af sted uden for et program, koster det som regel penge. På University of Chicago betalte Steen 200.000 kr. for otte måneders undervisning.

"Hele turen kostede mig i alt 350.000 kr., som jeg fik fra legater og fra et scholarship fra University of Chicago. Og så var min mor sød at låne mig en del penge. Heldigvis kunne jeg få min SU med. Jeg håber at få dækket de sidste af mine udgifter gennem nogle legater, jeg søgte, lige inden jeg tog af sted."

På mange af de forskellige udenlandske universiteters hjemmesider er der forslag til budgetter og anslåede omkostninger. Det er også hjælp at hente på de danske universiteter.

"Det er en god ide at læse de erfaringsrapporter, som de studerende laver. På den måde kan du læse, hvad den person, som senest var på det pågældende universitet, gjorde."

Den alvorlige mand

Steen er glad for, at han har prøvet at studere i udlandet. Det sætter tingene i perspektiv. Han fandt bl.a. ud af, at der er andre ting, som han også gerne vil, og som ikke kan kombineres med den måde, han arbejdede på, mens han gik på University of Chicago

"Studiet fyldte hele min hverdag, og jeg talte næsten kun fagligt med mine studiekammerater. Jeg forhørte mig om muligheden for at læse en ph.d., men leve seks år på den måde, det vil jeg ikke. Et år eller ni måneder, det vil jeg gerne ofre på det, men så heller ikke mere. Der skal også være plads til at tage ud at se en fodboldkamp og lige smutte i biffen. Jeg vil have mere indhold i mit liv end kun studiet."

Steen var så heldig, at hans kæreste var på studieophold i Santa Barbara i Californien, mens han var i Chicago.

"Nogle gange havde jeg bare brug for at komme væk fra campus, bøger og international politik. Det kunne min kæreste også godt mærke. Hun syntes, at jeg var blevet en mere alvorlig person."

"Der blev ikke grinet meget i timerne, og der var ikke plads til ironi og sarkasme i det amerikanske undervisningssystem. Det var nærmest et ironivakuum. Siden jeg er kommet hjem, kan jeg da godt mærke, at jeg endnu ikke er helt så hurtig med små skarpe bemærkninger, som jeg var tidligere."

De små skarpe bemærkninger må de studerende, der kommer på Det Internationale Kontor, vente lidt med. Til gengæld kan de få råd og vejledning fra en studerende, som har været igennem, hvad de måske selv snart skal.

Siden sidst

Interviewet blev lavet i 2004. Steen er i dag ansat i DJØF som rådgiver for medlemmer af forbundet, der søger job og karrieremuligheder i udlandet.

Se oversigt over flere interview.