interveiw med serviceassistent på hospital
Artikel

Serviceassistent på hospital

Efter Dorte Krohn i mange år havde arbejdet som pædagogmedhjælper, var tiden for et par år siden inde til at prøve noget andet.

Valget faldt på hospitalsmedhjælper. Hun tog en række kurser og har i dag, hvor hun er 45 år, ansvaret for rengøringen på karkirurgisk afdeling på Gentofte Hospital.

Interviewet er lavet i 2007. Interviewet er derfor ikke nødvendigvis dækkende for interviewpersonens aktuelle forhold.

Prøvet det før

”For mange år siden arbejdede jeg også som hospitalsmedhjælper på Bispebjerg Hospital, men da jeg fik mit første barn, passede det dårligt at møde kl. 6, når jeg først skulle aflevere i daginstitution,” fortæller Dorte.

Derfor fik Dorte i stedet arbejde i en børnehave. ”Jeg stoppede for to år siden, fordi jeg tænkte jeg ville lave noget af det igen, som jeg prøvede på Bispebjerg, og så søgte jeg herud.”

”At blive rengøringsassistent er ikke voldsomt uddannelseskrævende, men jeg har været på kursus for at lære, hvilke rengøringsmidler og redskaber jeg skal bruge, fx at man altid vasker gulvet til sidst og ikke går rundt på det nyvaskede gulv,” forklarer Dorte.

Fast ugeplan

Så står der rengøring på programmet.
Så står der rengøring på programmet.

Når Dorte møder om morgenen, sørger hun først for morgenmad til patienterne. ”Jeg stiller maden frem, og så kommer patienterne selv ud og henter den. Bagefter rydder jeg af igen.”

”Jeg gør rent i undersøgelsesrummene, på kontorerne og på sengestuerne. Jeg tømmer skraldeposer, og tørrer vindueskarme og bordplader af,” siger Dorte.

Hun arbejder efter en fast ugeplan. ”To gange om ugen vasker jeg fx gulv. Nogle dage skal der være grundig rengøring, andre dage bare let rengøring. Det er lidt forskelligt, hvornår man gør hvad.”

”Jeg er ansvarlig for rengøring på hele afdelingen, men har en overordnet, som kommer og ser til mig engang imellem. Ellers går jeg mest rundt alene,” fortæller Dorte. Hun spiser dog morgenmad med sine kolleger på andre afdelinger hver dag.

Arbejdstiden er alle hverdage fra 6-14. ”Jeg har ingen weekendvagter, men det er kun, fordi jeg faldt på min cykel sidste år og slog min albue af led. Ellers er det ikke normalt med skiftende vagter.”

Gør folk glade

Dorte er blevet valgt til tillidsrepræsentant.
Dorte er blevet valgt til tillidsrepræsentant.

”For mig handler mit job om, at jeg kan se, at jeg laver et stykke arbejde hver dag, som folk er glade for. Hvis jeg ikke kom og gjorde rent hver dag, ville du kunne se det i løbet af meget kort tid,” siger Dorte.

”Arbejdet er i virkeligheden lidt ensformigt, det er meget det samme, jeg laver hver dag, men tit er det faktisk meget rart at tænke igennem, hvad jeg skal i dag, og hvad jeg skal i morgen, i stedet for ikke at være bevidst om hvad jeg skal lave.”

For et år siden blev Dorte udnævnt til sikkerhedsrepræsentant. ”Det er der masser af udfordringer i, for jeg kan aldrig helt vide, om der pludselig bliver ringet til mig, hvis nogen er kommet til skade eller har et andet problem. Det gør, at dagene alligevel ikke er ens.”

Tillidsrepræsentant

”Jeg regner med, at jeg på et tidspunkt også skal vælges som tillidsrepræsentant, og så bliver der en del at se til,” fortæller Dorte. Hun regner med at kunne klare begge dele.

”Hvis det bliver for meget, kan jeg jo bare lade være med at genopstille.”

Se oversigt over flere interview.

Relaterede artikler