Foto af redder Thomas Søndergaard
Artikel

Redder

29-årige Thomas Søndergaard er uddannet redder og er ansat ved Københavns Brandvæsen (nu Hovedstadens Beredskab).

Jobbet som redder kan til tider være meget hårdt og psykisk udfordrende, men for Thomas hjælper det at tale med kollegerne om de ubehagelige oplevelser. Hvis man spiller sej, holder man ikke længe.

Syv brandstationer

På gulvet mellem ambulancerne og brandbilerne ligger nogle brandmandsdragter med støvlerne strittende op af buksebenene. Det ser nærmest ud som om, nogle snemænd er smeltet, eller som om en tryllekunstner har tryllet personerne væk.

Thomas Søndergaard kommer ind i remisen. Han er klædt helt i blåt. Thomas er uddannet redder, og på dagens vagt kører han ambulance. Han blev færdig med redderuddannelsen for ni måneder siden og er ansat som erstatningsmand. Han skifter derfor mellem de syv brandstationer, der er i Københavnsområdet. I dag er han på Dæmningens Brandstation i Valby.

"Det kan da godt være lidt stressede at skulle skifte mellem forskellige brandstationer i København. Men det har også sine fordele. På den måde får jeg lært mange kolleger at kende, og så kommer jeg også til at kende kvartererne, hvilket er ret vigtigt, når man kører ambulance."

Skynd dig langsomt

Thomas Søndergaard på vej på udrykning
Ambulanceføreren og hans medhjælper er ved at rykke ud.

En række små bip skriger ud fra højtaleren på væggen. Så følger en række ord, som for almindelige mennesker lyder utydelige og umulige at forstå, men ikke for Thomas.

"Signalet er til ambulancerne. Det er en kørsel 2, det vil sige kørsel uden udrykning. Bagefter er det adressen og så en kode for, hvilken type af uheld eller skade der er tale om."

Når alarmen lyder, kunne man forestille sig, at redderne ville kaste, hvad de havde i hænderne, komme styrtende alle steder fra, hoppe ind i ambulancerne og fare af sted. For som det gamle ordsprog siger, 'hurtig hjælp er dobbelt hjælp'. Men det passer ikke altid.

"I begyndelsen var det svært at sidde stille, når alarmen gik. Jeg var helt oppe at køre og ville bare af sted. Men du finder hurtigt ud af, at det er bedre, at du får organiseret dit arbejde ordentligt, end at du skynder dig."

"Det vil jo ikke være så smart, hvis min ambulance holder foran et brændende hus, så brandbilen ikke kan komme til, eller du falder på vej ned ad trapperne, så du ikke kan køre ambulancen."

Godt arbejdsklima

Thomas er uddannet til både at køre brandbil og ambulance. I dag kører han ambulance. Vagterne er 12 eller 24 timer lange. Efter de lange vagter har han fri i tre dage.

På brandstationerne er der forskellige aktiviteter, redderne og brandmændene kan fordrive tiden med i løbet af den lange arbejdsdag, når de ikke er på udrykning.

"Det er vigtigt, at der er et godt miljø på brandstationerne, når du skal være der så lang tid ad gangen. Der er værelser, hvor du kan læse eller sove, motionsrum eller gymnastiksale til at træne i samt computere og køkkener. Der er i det hele taget gjort meget for, at vi skal føle os hjemme," siger Thomas.

Der er også en del årlige øvelser, som Thomas og kollegerne skal holde. Og når der kommer nyt materiel, skal mandskabet blive fortrolige med det, så de ikke laver fejl, når det for alvor går løs.

Foto af Thomas og Mikkel ved ambulance
I dag arbejder Thomas sammen med Mikkel.

Brandfolkene og redderne gør en del for, at få en god stemning på brandstationerne.

"Når du møder på arbejde, går du først op til vagtmesteren for at fortælle, at nu er du mødt på arbejde. Bagefter går du rundt og giver dine kolleger hånden og siger pænt godmorgen. Så går du over til din ambulance for lige at se, om alt er i orden - og så er der morgenmad. Vi er et team, og derfor bruger vi en del tid sammen, også når vi har fri."

Ingen macho

Thomas bliver kaldt ud til selvmord, trafikuheld og andre større eller mindre skader og uheld.

"Det kan være hårdt at se al den ulykke, men i langt de fleste tilfælde er folk jo glade for at se os. Vi kommer og hjælper dem med deres problem."

"Hvis du gerne vil være sej og spille macho, holder du ikke længe. Du er nødt til at tale om det, hvis noget går dig på. Jeg fik på et tidspunkt lidt for meget af det hele og var i tvivl om, jeg ville fortsætte som redder. Så talte jeg med en af mine kolleger om det."

Efter samtalen følte Thomas, at han havde fået luft, og det var så enden på det. Men hvis han havde ønsket det, kunne han have besøgt en psykolog i Hovedstadens Sygehusfællesskab.

"Jeg synes, det er bedst at tale med mine kolleger om det. Det er sammen med dem, at jeg oplever de ting, der går mig på, og de har måske haft samme oplevelser."

"Det er de færreste, der er vant til at se døde mennesker, og pludselig er det en del af dit arbejde. Det er lidt underligt at tænke på, men det er ikke ubehageligt, da det jo som regel er en naturlig del af livet."

Under uddannelsen bliver reddereleverne langsomt vænnet til at være i de situationer, de vil komme i, når de engang selv står med ansvaret.

"Mens du går på redderskolen og er ude i praktik, er du tredje mand i ambulancen. Det vil sige, at du er med to andre på vagt. Du oplever ting, som godt kan virke voldsomme første gang, du ser dem, og så siger dine kolleger, at du skal gå væk, hvis du har det lidt skidt med det. Det er rart at have den mulighed."

Foto af Thomnas og Mikkel, der lægger båren ind i ambulance
Thomas oplever ting, andre har svært ved at forestille sig

Da Thomas gik på redderskolen, var uddannelsen opdelt i tre moduler, hvor et af modulerne foregik i samarbejde med social- og sundhedsuddannelserne. På det modul var Thomas det meste af tiden på sygehuse og hospitaler.

"Jeg var ikke så meget for at stikke nåle i folk i begyndelsen, men det lærte jeg på uddannelsen. Du er sammen med en sygeplejerske, som lærer dig, hvordan du skal gøre. Du bliver også vant til at se blod og andre ting, så du ikke bliver overrasket, når du selv engang skal køre ambulance og ikke længere kan vende hovedet den anden vej."

Ønskede mere fysisk arbejde

Thomas er oprindelig uddannet elektriker. I løbet af de fire år han arbejdede som elektriker, var han i flere perioder væk fra faget. Han var blandt andet ude at rejse og på højskole.

"På et tidspunkt kunne jeg mærke, at jeg gerne ville lave noget andet. Jeg har altid været aktiv og dyrket sport, så jeg ville gerne lave noget mere fysisk. Det kunne være idrætslærer eller noget lignende."

Thomas begyndte derfor at interessere sig for jobbet som redder. Han hentede materiale og tog til et åbent hus-arrangement. Så meldte han sig til den 2-dages optagelsesprøve, men blev ikke optaget.

"Så ringede de lige pludselig og spurgte, om jeg ikke havde lyst til at begynde på redderskolen. På den måde blev jeg alligevel redder, selv om det i første omgang ikke så sådan ud."

Ambulancen, der blev kaldt ud, vender tilbage til remisen. På gulvet står støvlerne stadig og venter på brandmændene. Og heldigvis for det.

Se oversigt over flere interview.

Relaterede artikler