interview med personalekoordinator i medicinalvirksomhed
Artikel

Personalekonsulent

Ditte Appel Krath er 37 år og uddannet i kommunikation.

Dittes overordnede opgave er at få medarbejdere og ledere til at trives i medicinalvirksomheden Lundbeck i Valby.

At arbejde med mennesker

Ditte har altid vidst, at hun ville arbejde med mennesker, og hun derfor tog en uddannelse i kommunikation på Aalborg Universitet.

Ditte stiftede bekendtskab med medicinalbranchen, da hun arbejdede i et firma, som handlede med lægemidler.
Ditte stiftede bekendtskab med medicinalbranchen, da hun arbejdede i et firma, som handlede med lægemidler.

I løbet af studiet blev Ditte mere og mere interesseret i, hvordan organisationer er bygget op og hvilke mekanismer, der gør at mennesker trives i deres job.

"Mens jeg læste, underviste jeg på aftenskolen i bl.a. kommunikation og samarbejde."

"Jeg var også i praktik i personaleafdelingen i en kommune, hvor jeg stod for elevuddannelser, lavede medarbejderhåndbøger og forskellige aktiviteter, der knyttede personalet sammen."

Det blev mere og mere klart for Ditte, at hun ville være personalekonsulent.

Hendes første job som nyuddannet var på en fabrik, der lavede mobiltelefoner. Her var hun med til at bygge personaleafdelingen op, og hun fik stor erfaring bl.a. med at rekruttere, det vil sige med at ansætte medabejdere."

"Jeg kan godt lide at rekruttere. Jeg kan godt lide dialogen, hvor man finder ud af hvad det er for et menneske, man sidder over for," siger Ditte og forklarer, at det i høj grad handler om menneskekendskab, indfølingsevne og analytisk sans.

De egenskaber fik Ditte også brug for, da hun senere fik job i et konsulentfirma. Her handlede det om at hjælpe folk med karriererådgivning.

For to år siden kom hun så til Lundbeck.

Ingen fast fyraften

Ditte er sparringspartner for firmaets ledere. Hun hjælper dem, hvis de har spørgsmål eller problemer, der vedrører deres ansatte.

"Hvis fx samarbejdet mellem lederen og medarbejderen ikke går så godt, kan jeg gå ind og hjælpe, så de to parter kan komme til at forstå hinanden bedre."

"Det kan også være, at en leder har brug for råd om, hvilke medarbejdere, der er egnet til en forfremmelse."

Ditte lægger meget vægt på, at det ikke er hende, der skal tage beslutningen: "Lederen har tit løsningen inde i sig selv, han skal bare have lidt hjælp til at få det tænkt igennem," forklarer hun.

"Hvis en medarbejder har brug for at snakke, hjælper det ikke at sige: 'Desværre, du kan få en tid i næste uge'. Så bliver jeg og tager snakken."

Stor tilfredsstillelse

Der er mange timer i jobbet, og Ditte arbejder som regel noget mere end 37 timer om ugen.
Der er mange timer i jobbet, og Ditte arbejder som regel noget mere end 37 timer om ugen.

"Jeg kan godt lide at hjælpe mennesker med at udvikle sig. Jeg kan se, at mit arbejde giver mening."

Det er også en stor tilfredsstillelse for Ditte at give lederne sparring, så de kan træffe de rigtige valg: "Så kan man blive helt høj," smiler hun.

Det er et meget varieret job, men man skal trives med at have travlt: "Man skal kunne have det godt med, at man ikke altid kan gøre en opgave færdig, før man skal starte en ny."

Den rette hylde

"Jeg er ikke i tvivl om, at jeg er havnet på den rigtige hylde. Der er rigtig mange spændende udfordringer i jobbet," slutter Ditte.

Siden sidst

Interviewet er lavet i 2007. Ditte arbejder i dag som selvstændig konsulent med organisationsudvikling, ledelse, HR mv.

Se oversigt over flere interview.

Relaterede artikler