interview med malerlærling
Artikel

Malerlærling

Det kræver præcision og omhyggelighed at være i lære som bygningsmaler. Det ved 30-årige Camilla Jørgensen, der er malerlærling i malerfirmaet Kim Christensen ApS.

Camilla synes, det er hyggeligt, at arbejdet som maler ofte foregår i selskab med andre. Samtidig er hun tilfreds med, at hun ikke skal sidde stille foran en computer hele dagen.

Lyst til forandring

Camilla havde aldrig holdt en pensel i hånden, før hun begyndte på maleruddannelsen.

"Jeg arbejdede i butik, men var træt af arbejdstiderne," fortæller Camilla.

Hun overvejede et kontorjob, men ville ikke have et arbejde, hvor hun skulle sidde stille.

"Så læste jeg om maleruddannelsen og tænkte: Hvorfor ikke?" siger hun.

Camilla begyndte på grundforløbet for at prøve det af og havde på det tidspunkt ikke fundet en praktikplads.

For mange "helligdage"

Forberedelse - Camilla taler med sin mester om, hvad der skal laves i lejligheden.
Camilla taler med sin mester om, hvad der skal laves i lejligheden.

"Mens jeg gik på grundforløbet, kom min mester ud på skolen for at finde en elev. Vi talte sammen, og jeg fik lov at komme i praktik hos ham i en uge, for at vi kunne se hinanden an."

Camilla fik vist, hvad hun kunne i løbet af ugen, og hun startede som lærling i firmaet. I begyndelsen gik hun sammen med en svend for at lære at gøre tingene rigtigt.

"Man hører historier om lærlinge, der kun får lov til at dække af og gå i kiosken. Men her får man lov til at prøve det hele." siger Camilla.

Ud over at male kan opgaverne for eksempel være at vaske og slibe overfladerne, at sætte glasvæv og tapet op og at spartle. Camilla blev glad, da hun første gang fik lov til at male en hel lejlighed selv.

"Men da min mester og jeg kom dagen efter, kunne vi begge to godt se, at der var mange helligdage, altså steder, hvor jeg ikke havde fået malet ordentligt," griner Camilla.

Men øvelse gør mester, og Camilla har fået styr på helligdagene.

Teori og praksis

Roll-on - På de store flader bruger Camilla rullen
På de store flader bruger Camilla rullen.

Camilla er ved at male en toværelses lejlighed.

"Der har været røget meget i lejligheden her, så jeg har først malet med noget spærrende maling, der holder nikotinfarven inde."

Nu mangler væggene at få en sidste gang, og dørkarmene skal også have en tur. Nogle gange er de flere om at male en lejlighed, men i dag arbejder Camilla alene.

"Jeg har ikke noget imod at gå for mig selv og male. Jeg hører musik til arbejdet og bestemmer selv, hvilken rækkefølge jeg tager opgaverne i."

Andre gange kan der være så mange håndværkere samtidig, at man er ved at falde over hinanden.

"Man skal kunne snakke med alle mulige mennesker i det her job: andre håndværkere, varmemestre og kunder."

"I skoleperioderne afprøver vi forskellige teknikker, for eksempel at male noget, så det ligner gammelt træ eller marmor. Vi lærer også om materialer og om de forskellige slags produkter, hvordan de binder osv.," siger hun.

Før i tiden blev malere udsat for skadelige stoffer fra malingen. I dag bruger man kun vandbaseret maling, så det er ikke længere noget problem.

En fremtid som maler

Præcision - Dørkarmen klares med pensel.
Dørkarmen klares med pensel.

Camilla er glad for, at hun tog springet til malerbranchen.

"Når man kommer ud til en lejlighed, der er ved at falde fra hinanden, er det fedt at gå derfra og vide, at man har gjort tingene ordentligt."

"Jeg kan godt lide at være her i firmaet og håber at blive fastansat, når jeg er udlært."

Men jobbet kan være fysisk hårdt, og det har Camilla også tænkt på.

"Hvis jeg engang i fremtiden skulle få problemer, for eksempel med ryggen, kan jeg prøve at søge arbejde i en farvehandel. Jeg har jo også butikserfaring," siger hun.

Men lige nu handler det om at få lejligheden færdig. Dørkarmene venter.

Se oversigt over flere interview.

Relaterede artikler