interview med landmåler
Artikel

Landmåler

Søren Værnstrøm på 35 år er uddannet som Kort- og landmålingstekniker.

Det er første del af bygningskonstruktøruddannelsen, og den har ført ham til et spændende job i entreprenørfirmaet MT Højgaard A/S i Gladsaxe.

Vild med kort

Søren startede i en teknisk forvaltning med at revidere kommunens kort. Senere arbejdede han med landmåling og fotoopmåling. Og derfra kom han til et landinspektørfirma, hvor han bl.a. afsatte mål på Metro-tunnelen. Den erfaring skaffede ham hans nuværende job.

Sørens første opgave var at sætte af til de tre skakter, som er gravet ved Amagerværket på Amager, i Adelgade og i Fredensgade. Mellem de tre steder er boret en tunnel, der skal føre fjernvarme fra værket ud i byen København.

Det var Søren, der målte ud, præcis hvilken vej boremaskinen skulle køre for at ramme skakten 4 km væk.

Da borearbejdet var afsluttet, blev der bygget et betonrør inden i hullet. Søren har løbende kontrolleret og målt, om tunnellen er lige bred og høj hele vejen.

”Jeg laver en del kontrolmåling på bygningerne omkring de tre skakter, om de bliver stående som de skal. Vi har måttet sænke grundvandet, og derfor kan bygningerne godt sætte sig. Hvis det ser truende ud, kan vi flytte lidt på vandet i undergrunden. Når tunnelprojektet er helt færdigt, lader vi vandet komme tilbage igen. Tunnelen er helt vandtæt.”

Kravet til præcision skyldes bl.a., at de varmerør, der skal løbe i tunnelen, vokser op til fire meter i længden, når der kommer tryk og varme på. Rørene ligger på ruller og kan køre frem og tilbage ud i skakterne i enderne.

At ramme plet

Tolerancen for boremaskinen var sat til +/- 5 cm på hele længden, ca. 4 km. Mere måtte målingen ikke afvige.

”Vi ramte 3,5 cm ved siden af det punkt, vi teoretisk skulle komme ud på!"
”Vi ramte 3,5 cm ved siden af det punkt, vi teoretisk skulle komme ud på!"

"Maskinens styresystem fortalte os, at vi over en distance på 4 km var 3,5 cm ude af kurs, så mine målinger ramte inden for 1 mm! Det var en eksamensdag, men bagefter kunne jeg gå på vandet!” griner Søren.

”Opgaven svarer lidt til at skyde baglæns med en riffel. Vi havde indstøbt en ring i væggen, hvor boret skulle komme ud. Den havde 5 cm til hver side, og boret kom ud lige i midten.”

”Ellers styrer jeg selv min dag, nogle dage møder jeg klokken fire om morgenen, andre klokken otte, lidt afhængig af, hvor mange der hiver i mig dagen i forvejen.”

To tredjedele af tiden går Søren ude på pladsen og en tredjedel er han på kontoret. De data, han får ud ved målingerne, skal han kontrollere i forhold til det projekterede, og så skal han lave en masse dokumentation til bygherren om, hvad der er lavet, og hvordan det er lavet.

”Når jeg har sat noget af, er jeg nødt til at kontrollere det, inden de bruger det og begynder at støbe. Hvis de først har hældt 200 kubikmeter beton i, så er løbet kørt!”

Arbejdet som hobby

”Det fede er primært, at jeg styrer selv. Det er også fedt at kunne tilfredsstille så mange mennesker på en gang.”

Det fede er, at mit job er min hobby.
Det fede er, at mit job er min hobby.

"Det værste er måske lige nu, at det er herrekoldt! Men ellers er der ikke noget, der er det værste. I tunnellen er der konstant en 12-14 grader på grund af jordvarmen. I denne ende under Amagerværket er vi nede i 27 meter og i Adelgade i 34 meter, bl.a. fordi vi skulle grave under Metroen."

Hvad blir det næste

"Foreløbig er jeg en af de sidste, der forlader projektet. Men ellers vil det være nogle store interessante projekter, som fx Metroen, en Fehmernbro eller sådan noget. Mit arbejde er i høj grad min hobby, så jeg vil ikke foreløbig gå den normale vej at blive entrepriseleder, fordi man kender hele processen."

Siden sidst

Interviewet er lavet i 2007. Søren Værnstrøm er i dag ansat som leder inden for Olie og energi i Region Sjælland.

Se oversigt over flere interview.

Relaterede artikler