interview med læge på skadestue
Artikel

Læge på skadestue

Carolina Praetorius er 41 år. Hun er kandidat i Medicin og i gang med speciallægeuddannelsen til alment praktiserende læge.

Denne del af uddannelsen foregår på Gentofte Sygehus. Når hun er færdig kan hun etablere egen praksis som læge.

Alternativ til ballet

Som 12-årig begyndte Carolina at gå til ballet, og som 15-årig begyndte hun for alvor at danse. Carolina dansede en del år i Hamburg, men var samtidig bevidst om, at hun også skulle have en uddannelse, som hun kunne bruge, når hendes krop ikke længere kunne holde til at danse.

”Det er ikke sjovt at blive gammel som balletdanser, og jeg har altid interesseret mig for lægestudiet. Så jeg besluttede, at jeg ville danse, så længe jeg var ung, og så ikke alt for sent gå i gang med medicinstudiet.”

Da Carolina var 28 år, blev hun optaget på studiet, og i dag er hun i færd med at tage speciallægeuddannelsen til alment praktiserende læge.

En dag på skadestuen

Som læge på en skadestue har man skiftende vagter og det både om dagen, om aftenen og om natten. En nattevagt begynder kl. halv fire om eftermiddagen og går til kl. halv ti næste morgen.

”Dagvagten begynder kl. 8 om morgenen," forklarer Carolina. "Vi starter med en morgenkonference, hvor vi hører om de indlæggelser, der har været det sidste døgn. Derefter går jeg direkte ned i skadestuen, hvor jeg tager mig af de patienter, der kommer”.

”Det er ofte patienter, der kommer af sig selv med en eller anden skade, som de gerne vil have kigget på."
”Det er ofte patienter, der kommer af sig selv med en eller anden skade, som de gerne vil have kigget på."

"Men der kommer også patienter ind med ambulance, fx ofre for trafikuheld. Her er der et helt team til at tage sig af dem.”

Når patienterne henvender sig i skranken, bliver de visiteret af en sygeplejerske, som sender dem videre i systemet. Der kommer alle typer af patienter i skadestuen, og den behandling de skal have, kan være meget forskellig.

”Det er min opgave at vurdere og behandle den enkelte patient. Jeg skal finde ud af, om der fx er noget, der er brækket, og om der skal tages røntgenbillede. Hvis der er brud på en knogle, skal den så i gips, eller skal der opereres.”

”Hvis der er noget, som jeg ikke kan klare, kan jeg bede om tilsyn af en speciallæge fra en anden afdeling. Men om natten er man helt alene, med mindre der sker et eller andet voldsomt.”

Efter en behandling af en patient dikterer Carolina et notat til lægesekretæren, som indeholder en beskrivelse af skaden og behandlingsforløbet samt en plan for, hvad der skal ske.

At formidle tryghed

For Carolina er den direkte kontakt med patienterne væsentlig: ”Jeg kan godt lide at få dem til at føle sig trygge og godt behandlet.”

Carolina er færdig som praktiserende læge om tre år.
Carolina er færdig som praktiserende læge om tre år.

”Jeg kan også godt lide samarbejdet med flere kolleger – at vi er fælles om noget, som vi skal have løst. Endelig sætter jeg pris på den faglige udfordring, der ligger i, at man ikke ved, hvad der kommer ind på en vagt – hvilket selvfølgelig også kan være lidt stressende”, tilføjer Carolina.

Et strejf af ballet

Når Carolina om tre år er færdiguddannet som alment praktiserende læge, er det hendes mål at blive en del af en større praksis: ”Jeg har ikke noget ønske om at komme ud i en praksis for mig selv. Men der er i dag rimelige muligheder for at dele praksis med andre læger i større lægehuse med både sygeplejersker og sekretærer.”

Siden sidst

Interviewet er lavet i 2007. Carolina er i dag direktør i sit eget firma, der arbejder med hospitalsplanlægning. Desuden underviser hun på Therese Bøvings balletskole.

Se oversigt over flere interview.

Relaterede artikler