interview med laboratorietekniker i medicinalfirma
Artikel

Laboratorietekniker

Steen Stolberg-Rohr er 30 år og uddannet laborant.

Steen analyserer råvarer og færdige lægemidler for at sikre, at de indeholder de rigtige stoffer. Hans arbejdsplads er medicinalvirksomheden Lundbeck i Valby

Interviewet er lavet i 2007. Interviewet er derfor ikke nødvendigvis dækkende for interviewpersonens aktuelle forhold.

Kemi på hf er vejen

Steens interesse for kemi og lægemidler blev vakt, da han fik kemi på hf. Han besluttede sig for at tage laborantuddannelsen.

"Som en del af uddannelsen var jeg i praktik hos Danisco i Århus i et år," fortæller Steen. Han var i den afdeling, der laver emulgatorer. Det er stoffer, der bruges til at blande olie og vand. Eller som Steen siger: "De får dressingen til at hænge sammen."

Derefter var han i afdelingen for enzymer, som bl.a. kan bruges til at få brød til at hæve.

"Siden søgte jeg her til Lundbeck, hvor jeg har været i 1 1/2 år," siger han.

Tilrettelægger test

Resultatet af analysen får Steen direkte ind i et program på sin computer.
Resultatet af analysen får Steen direkte ind i et program på sin computer.

Steens job går ud på at analysere både råvarer og færdige produkter, så man konstant kan være sikker på, at indholdet og koncentrationen af medicinen er korrekt.

"Jeg får nogle tabletter, som jeg knuser og opløser i en væske. Så kører jeg væsken igennem et måleapparat."

En tablet indeholder både selve det aktive stof og nogle fyldstoffer, der fx gør tablettens overflade glat, så den er lettere at sluge.

"Jeg kan fx se, at den her tablet, der sælges som en 40 milligrams-tablet, rent faktisk indeholder 40 milligram af det aktive stof."

Steen giver besked videre til en kemiker, der sørger for, at den pågældende produktion af tabletter bliver frigivet til salg.

Udover analysearbejdet er Steen med i et team af medarbejdere, der skal udvikle bedre og hurtigere arbejdsmetoder: "Hvis vi fx siger, det tager 40 minutter at køre en prøve igennem måleapparatet. Så undersøger vi, om man kan ændre på proceduren, så det kun tager 20 minutter. Selvfølgelig skal vi kunne bevise, at resultatet af analysen er lige så godt," forklarer han.

Der er stor fokus på kvalitet i alle led af fremstillingen af lægemidler.

En måde at sikre kvaliteten på er, at alle procedurer er beskrevet, så tingene gøres korrekt: "De instruktioner skal løbende vedligeholdes efter krav fra myndighederne. Det er jeg med til," siger Steen, som også har ansvaret for sammen med kolleger at vedligeholde og reparere udstyret i laboratoriet.

Udover laboratorieabejdet er der en del administrative opgaver.

Hjælper de syge

Der er stor fokus på kvalitet i alle led af fremstillingen af lægemidler.
Der er stor fokus på kvalitet i alle led af fremstillingen af lægemidler.

"Jobbet er alsidigt og udfordrende. Vi har så mange forskellige produkter, at analyserne aldrig føles som rutinearbejde," siger Steen.

Han synes, det er en god fornemmelse at arbejde med produkter, der hjælper andre mennesker: "Jeg er jo indirekte med til at hjælpe dem, der er syge ved at kontrollere, at deres medicin indeholder det den skal."

På samme måde synes Steen også, det er en fordel at være i et stort firma, så der fx er ressourcer til at have en ordentlig personaleafdeling.

Vil gerne videre

Steen overvejer at tage en teknisk diplomuddannelse, som er en videreuddannelse, man typisk tager sideløbende med at man arbejder: "Gennem mit udviklingsarbejde får jeg også nye udfordringer og bliver fagligt stimuleret," slutter Steen.

Se oversigt over flere interview.