Det er ikke småting, vejledning skal råde bod på: ubalancer på arbejdsmarkedet, ligestilling, integration og uddannelse til alle. Eller i hvert fald de fleste. De politiske formål med vejledning formuleres i disse år i sammenhæng med livslang læring, social inklusion og global konkurrencekraft. Det sidste sås især i regeringens Globaliseringsredegørelse og efterfølgende 333 forslag, hvor vejledning spillede en central rolle (Plant, 2006).

Men den politiske interesse for vejledning i nyere tid startede længere tilbage. Naturligvis har der lige siden fremvæksten af den institutionaliserede vejledning fra omkring ca. 1900 været interesser knyttet til vejledning, men i 1975 lød ILOs konvention/henstilling: "...vejledning er den bistand, der ydes en person til løsning af problemer vedrørende valg af beskæftigelse og dygtiggørelse under behørig hensyn til den pågældendes anlæg og interesser og de beskæftigelsesmæssige muligheder ... vejledningen er baseret på den enkeltes frie valg; dens hovedformål er at give ham/hende enhver mulighed for personlig udvikling og tilfredshed i arbejdet under behørig hensyntagen til den mest effektive udnyttelse af de nationale arbejdskraftressourcer".

Denne tekst er næsten uændret gået igen i officielle rapporter/betænkninger igennem årene og betoner det dobbelte formål med og konflikten i vejledningsindsatsen: det enkelte individs frie valg over for samfundets interesse i en rationel udnyttelse af arbejdskraften: de nationale arbejdskraftressourcer. I dansk iklædning 2008 lyder det samme synspunkt: ’Vejledningen efter denne lov skal bidrage til, at valg af uddannelse og erhverv bliver til størst mulig gavn for den enkelte og for samfundet...’.

Undervejs aflagde OECD et besøg i Danmark som et led i OECDs Guidance Policy Review. Heri konkluderede OECD at dansk vejledning ikke hang sammen og at styringsstrukturerne var uklare (OECD, 2002). Det fik stor indflydelse på dansk vejledningspolitik og organiseringen af dansk vejledning fra 2004 – men det lå allerede i kortene fra Undervisningsministeriets side, at der skulle ryddes op i dansk vejledning. Der var for meget kludetæppe over det, mente politikerne.

I EU går den nyere politiske interesse for vejledning tilbage til Memorandum for Livslang Læring (EU, 2000), hvor punkt 5 af 6 handlede om at sætte livslang vejledning på dagordenen i EUs medlemslande. Det blev fulgt op af Resolution om Livslang Vejledning (EU, 2004). Og her skinner det tydeligt igennem at vejledning anses for at være et politisk instrument til at understøtte skabelsen af den aktive borger og til at inkludere de marginaliserede – og til at fremme økonomisk vækst i en globaliseret konkurrence:

• Alle europæiske borgere bør, hvor det er relevant og under hensyn til de lokale forhold, have adgang til vejledning på alle stadier af livet, idet opmærksomheden især skal rettes mod enkeltpersoner og grupper, der er særligt udsatte.
• Vejledning skal spille en forebyggende rolle ved at tilskynde til, at den enkelte fuldfører sit skoleforløb, og bidrage til den enkeltes empowerment, med henblik på tilrettelæggelse af egen læring og karriere, og til, at personer, der har forladt skolesystemet i en ung alder, genoptager læringsaktiviteter inden for relevante uddannelses- og erhvervsuddannelsesprogrammer.
• Karrierevejledning har stor betydning for fremme af borgernes sociale og økonomiske integration ved at støtte alle borgeres adgang til uddannelse, erhvervsuddannelse og beskæftigelse, forbedre gennemførelsesprocenterne på alle niveauer i uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemerne, herunder videregående og højere uddannelse samt voksen- og erhvervsuddannelse - og fremme lærendes og arbejdstageres beskæftigelsesmæssige og geografiske mobilitet i Europa.
• Der er behov for fleksibilitet og diversitet i vejledningen, bl.a. benyttelse af innovative metoder og teknologier, opsøgende arbejde og lignende fremgangsmåder for at øge adgangen til sådanne tilbud, navnlig for unge og voksne, som er vanskelige at nå, og med henblik på at afhjælpe økonomiske og geografiske skævheder.
• Modtagerne af vejledning skal stå i centrum, både med hensyn til udformningen og evalueringen af vejledningstilbud til både unge og voksne.

Her er ingen slinger i valsen: alle skal have adgang til vejledning – og nogle skal have særlig støtte (Plant, 2005). En dobbeltstrategi. I den danske udgave er de tilsvarende begreber: Særlig fokus på ’særlige vejledningsbehov’ (nu: ’udvidet vejledning’).

Og i 2008 vedtog EU's ministerråd en opfølgende Resolution om Livslang Vejledning (EU, 2008), som meget sigende hedder Council Resolution on better integrating lifelong guidance into lifelong learning strategies, hvori det præciseres at vejledning nu skal prioritere en samlet indsats i forhold til følgende fire områder:

• Karriereplanlægning (Career management skills)
• Adgang til vejledning (Access to guidance services for all)
• Kvalitetssikring (Quality assurance systems)
• Samarbejde på tværs af sektorer (Cross-sectoral cooperation)

Her er budskabet (igen), at vejledning skal ses som en integreret del af livslange læringsstrategier. Og at vejledningssystemets enkelte dele skal arbejde bedre og tættere sammen. Det er kendte temaer. Det nye er, at vejledning ses som både sit eget og et integreret politikområde af stor betydning for uddannelse, arbejde, integration, ligestilling etc.

De to resolutioner var godt forberedt i EU's Lifelong Guidance Expert Group og (senere) i the European Lifelong Guidance Policy Network. Her drøfter eksperter fra de europæiske lande (også udenfor EU) vejledningspolitiske spørgsmål og deltager i gensidig læring i såkaldt peer-group learning. Her har Danmark i flere henseender førertrøjen på og bidraget til udviklingen af vejledningspolitikker i andre lande, bl.a. i forhold til kvalitetssikring af vejledning og lovgivning om national koordination af vejledning. Der tales i denne sammenhæng om the Danish Model – med henvisning til Det Nationale Dialogforum for Vejledning og Voksenvejledningsrådet. Ikke fordi de er perfekte koordinationsorganer – men fordi de fleste andre lande ikke har fora der blot ligner. Men en ting er den politiske dagsorden på dette generelle niveau. Hvordan ser vejledernes internationalisering virkelig ud?

Helle vil gerne studere i Mexico. Per tænker på at tage et praktikophold i Portugal. Hans søger arbejde i Ukraine. Yussuf skal på sprogskole for at lære dansk. Og Fatma vil gerne ud på en dansk arbejdsplads. Vejledning har fået en international, en global side.

Drivkræfterne i internationalisering er flere. Blandt de vigtigste er globaliseringen af markedsøkonomien. Globalisering er et mere dækkende begreb end internationalisering, som netop forudsætter, at det vigtige udgangspunkt er nationen (inter-national: mellem nationer). Det er knapt nok tilfældet for alle. Nogle - et lille jetset med de rigtige kvalifikationer og interkulturelle kompetencer - bevæger sig frit (og rodløst?) på hele globen i søgen efter udfordringer fra Tølløse til Tokio. Altid på vej til nye udfordringer. På tværs af nationale grænser. Transnationalt. Globalt. Andre er tvunget ud i en mobilitet: flygtninge og en del indvandrere. De er på vej, i en mobil midlertidighed. I transit.

Mobilitet står højt på den politiske dagsorden. EU’s mobilitetsmantra indeholder fire dele: fri bevægelighed af varer, tjenesteydelser, kapital og mennesker. Vejledning ses som et vigtig element i de mekanismer, som skal befordre mobiliteten. Toldmure falder, og pas falmer: mobiliteten fremmes. I denne sammenhæng bliver studie- og erhvervsvejledning til en samfundsmæssig mekanisme, som tager sig af udenlandske uddannelses- og arbejdsforhold på den ene side. På den anden side er opgaven at tage imod udenlandske studerende og arbejdstagere, og her specielt den del af studie- og arbejdsmobiliteten, som er økonomisk interessant, men sjældent den del, som består af dårligt uddannede desperate mennesker, som forsøger at kommer illegalt over grænserne - koste hvad det vil - for at undslippe undertrykkelse og elendige levevilkår.

Tilbage til det vejledningspolitiske: Nogle EU-vejledningsprojekter samler støv på hylderne eller genopfinder den dybe tallerken. Men andre får direkte indflydelse på politikudvikling. Et eksempel på det sidste er den dansk-islandske inspiration som var et resultat af Leonardo da Vinci-projektet Workplace Guidance, hvor vejledning blev bragt ud på arbejdspladserne. Ud til folk i beskæftigelse – i form af vejledningshjørner og uddannelsesambassadører. Danske fagforbund var initiativtagere her og vejledning på arbejdspladser af kortuddannede arbejdere har vist sig at være en effektiv metode for at få netop denne gruppe i tale. Dette tog den islandske projektpartner op – og fik i løbet af forbavsende kort tid etableret opsøgende voksenvejledning på virksomheder i samarbejde med en halv snes voksenlæringscentre over hele Island – finansieret delvist af arbejdsmarkedsfonde, dvs. som en del af overenskomsterne.

I Danmark blev det islandske initiativ brugt som et af argumenterne for at voksenvejledning skulle indeholde tydelige elementer af arbejdspladsvejledning og uddannelsesambassadører, også i Danmark. Det ses tydeligt i de 22 voksenvejledningsnetværk. Her skal vejlederne bl.a. i samarbejde med uddannelsesambassadører på virksomhederne netop opsøge især de kortuddannede medarbejdere. På et neutralt grundlag og i et tæt indbyrdes samarbejde. Som i Island. Således er ringen sluttet, og det internationale samarbejde har skabt en vejledningspolitisk synergi.

Den type kryds-bestøvning vil der givetvis komme mere af i fremtiden. Ikke for at de enkelte lande skal rette ind efter hinanden, men fordi de europæiske lande står overfor den samme type problemer. Lige for tiden er det stigende arbejdsløshed som står i fokus i den finansielle krise. Det vil kalde på gensidig inspiration og synergi i forhold til bl.a. job-rotationsordninger og opkvalificering. Her kommer vejledning til at spille en vigtig rolle – med inspiration på tværs af landegrænserne. Der er ingen grund til at genopfinde den dybe vejledningstallerken.

EU (2000). Memorandum om livslang læring.

EU (2004). Resolution om livslang vejledning.

EU (2008). Council Resolution on better integrating lifelong guidance into lifelong learning strategies. Ny EU-resolution om livslang vejledning.

OECD (2002). Guidance Policy Review. Country note, Denmark (pdf). Paris: OECD.

Plant, P. (2001). Transit: Den globaliserede vejleder. Uddannelse 4/2001. KBH: UVM

Plant, P. (2005). Fra periferi til centrum: vejledning rykker. VejlederForum 1/2005.

Plant, P. (2006). Globalisering: 333 forslag – mange med en vejledningskomponent. Via Vejledning 7/2006.