Måske har det nordiske mere at gøre med fælles værdier, som vi bærer med os. I så fald viser de sig måske også i en fælles tilgang til vejledning. Måske ligger der en fælles vished om, at der i alle former for læring og vejledning er brug for tillid, kærlighed og rummelighed, hvis livet skal lykkes. Eller måske er det en kollektiv følelse af et fællesskab, som er opstået gennem historien.

På den ene side er det fælles nordiske noget der allerede er der. På den anden side er det noget, vi sammen skal udvide og udvikle, hvis det skal blive ved med at have gyldighed og mening også for nye generationer.

Ud fra et globalt synspunkt vil et argument for et nordisk samarbejde basere sig på det rationelle og hensigtsmæssige i et regionalt samarbejde. Men det er der ikke meget fællesskab over.

For at komme tættere på, hvorfor det er vigtigt at bevare og udvikle netop de nordiske bånd må vi bag om de rent rationelle argumenter om regionssamarbejde. Følelserne skal med, for følelserne er med når vi taler om det nordiske.

Måske har vi fælles værdiladet tone i Norden, som også afspejler sig i vejledningen. Hvis det er sandt; hvordan lyder den så? Lad mig invitere dig, kære læser, på en poetisk vandring i Højskolesangbogen og se, om vi kan komme svaret nærmere.

Vi begynder på Færøerne, hvor Gunnar Hoydal kærligt beskriver sit ”lille våde land”:

Den mindste klump, mit lille våde land,
du lille ingenting på klodens mave,
en klippeknold i verdensrum af vand,
et ensomt mærke i de store have.

(Den mindste klump, mit lille våde land. Tekst: Gunnar Hoydal. Fra pladen ”Mit eget land” 1981. Vers 1).

Både her, og også i mange af de andre nordiske sange, viser kærligheden til fædrelandet og naturen sig. I Gunnar Hoydals sang vægtes forholdet mellem det lille, bitte land sammenlignet med de store have. Færøerne fylder ingenting i det store verdensbillede – og alligevel skildres det i sangen indlevende, hvor vigtigt landet er. Ethvert land, stort eller småt, har sin berettigelse i verden og skal respekteres på lige vilkår. For alle har noget unikt at byde på.

I Finland gør noget tilsvarende sig gældende. Også her betones en kærlighed til landet på trods. Her er det dog ikke på trods af dets lidenhed, men derimod dets fattigdom. Men finnerne ved, at landet er rigt, blot ikke på finansielle værdier. Det skal bemærkes, at teksten er skrevet i 1846, men det er dog stadig Finlands nationalsang.

Men hvad er det så, Finland er rigt på? Undervejs i sangen bliver nævnt naturen, historien, lyset, glæden og håbet. I en overførelse til vejledning kunne det være en visdom om, at der i livet både er spor tilbage i form af historien, noget der allerede findes, men som bare skal have opmærksomhed (naturen), blandet med en energisk fremadrettethed repræsenteret ved glæden og håbet.

Vårt land är fattigt, skall så bli
för den, som guld begär.
En främling far oss stolt förbi -
men detta landet älska vi;
för oss med moar, fjäll och skär
ett guldland dock det är.

(Vårt land, vårt land, vårt fosterland. Tekst: J.L. Runeberg 1846. Finlands nationalsang. Vers 2).

Også på Island bliver naturen hyldet. Her er det ikke lidenheden der fokuseres på, men tværtimod sommersolen, som inddrages i beskrivelsen af den enestående natur. Man fornemmer en stolthed over dette dramatiske landskab:

O sommersol, så signefuld!
Du svøber høj og dal i guld,
de høje fjelde, søer blå
forgyldes ligeså.
Og fosse, bække, bølger, åer
er blanke som dit gyldne hår.
Nu falder lokkens hede spind
om jøklens hvide kind.

(O sommersol, så signefuld! Tekst: Páll Ólafsson, 1899. Oversat af Olaf Hansen. Vers 1).

Vil man også kunne finde denne stolthed i islandsk vejledning? Faktum er, at Island trods finanskrisen, har formået at sætte et markant aftryk i verden, både hvad angår kunst, kultur og natur. Så vejledningssøgende bliver næppe rådet til ikke at stræbe efter den bedste karriere. ”Tro på dig selv”, synes at være en underliggende værdi her.

En særlig nordisk stemme er måske den, der fortæller, at målet for et samfund aldrig (kun) må være effektivitet og rationalitet. Denne stemme bliver her repræsenteret af Danmark ved den nyligt afdøde digter Inger Christensen:

Et samfund kan være så stenet.
At alt er en eneste blok.
Og indbyggermassen så benet.
At livet er gået i chok.

Og hjertet er helt i skygge.
Og hjertet er næsten hørt op.
Til nogen begynder at bygge.
En by der er blød som en krop.

(Et samfund kan være så stenet. Tekst: Inger Christensen. Fra digtsamlingen ”Det” 1969).

I digtet er hjertet næsten holdt op med at slå, fordi samfundet er blevet så stenet. Redningen er de mennesker, der begynder at bygge ”en by der er blød som en krop”. Altså mennesker, der tør bygge på de bløde værdier i livet; på følsomheden, på ærligheden og åbenheden. Det berører vejledningen. I min fortolkning er det en vejledning, der baserer sig på menneskelige værdier som fx empati, kærlighed og varsomhed.

Nu skal vi en tur til Norge, hvor Nordahl Grieg har skrevet klassikeren ”Til ungdommen”, bedre kendt under dets første ord: ”Kringsatt av fiender”.

Dette er løftet vårt
fra bror til bror:
vi vil bli gode mot
menskenes jord.
Vi vil ta vare på
skjønnheten, varmen -
som om vi bar et barn
varsomt på armen!

(Kringsatt av fiender. Tekst: Nordahl Grieg, 1936. Vers 7).

Freden bliver her et nøgleord for de nordiske værdier. Og skønheden og den menneskelige varme, som vi vil passe ligeså godt på, som et lille barn, vi bærer varsomt på armen. Det handler om at tage vare på hinanden, og tage vare på jorden, som her bliver betegnet som menneskenes jord – altså ikke fx Guds jord. Det er vores ansvar at skabe fred. I en overførelse til vejledning har vi igen fat i varsomheden overfor andre mennesker, og varsomheden overfor vores jord. Og ansvaret, der følger med.

Friheden er et andet grundlæggende begreb i Norden. Friheden til at leve sit liv, som man vil og friheden til at leve sine drømme ud. Det ses i den næste sang, som er fra Sverige.

Vill du leva ditt liv,
gör det nu!
För nu är tiden då ditt liv skall levas
och den som skall leva är du!
I morgon är kanske för sent, min vän.
Vem bryr sig då om vad du drömde och ville?
Så vänta inte på någonting sen.
Det är nu du skall leva, min vän!

(Har du visor, min vän. Tekst: Bengt Ahlfors, 1968. Vers 3).

Ikke blot overfor andre mennesker, og overfor verden har vi et ansvar. Også overfor os selv. Som Piet Hein har sagt det samme: ”Husk at leve mens du gør det, husk at elske mens du tør det”. Det handler om at være til stede i nuet, turde være sig selv og ikke ligge under for, hvad andre synes. Denne mere individualiserede tilgang til livet virker også udbredt i nordisk vejledning.

Den næste sang kommer fra Åland, og handler igen om at være tro mod sig selv, her særligt overfor ens udlængsel. Også selvom kærligheden kommer til at stå på stand-by for en tid. I en aktuel vejledningsoptik vil de fleste vejledere i dag støtte vejledningssøgende i et udlandsophold.

En sjöman älskar havets våg
ja vågornas brus.
När stormen skakar mast och tåg,
hör stormarnas sus!
Farväl, farväl, förtjusande mö!
Vi komma väl snart igen.

(En sjöman älskar havets våg. Tekst: Gustaf Limborg 1875).

Under det danske formandskab er et de store fokuspunkter for NFUE at få knyttet stærkere bånd med grønlandske vejledere. Grønlænderne vil gerne være en del af NFUE og er i gang med at etablere en vejlederforening. Vi har allerede et fint samarbejde med repræsentanter for denne bevægelse, bl.a. via vores todages årsmøde og generalforsamling, hvor de også i år er inviteret med. Afgørende i denne proces er, at samarbejdet sker på en ligeværdig måde - tro mod de nordiske værdier. At vi som danskere ikke i vores iver efter samarbejde ukritisk presser vores teorier og metoder ned over grønlandsk vejledning.

Den grønlandske vejledningstone
I stedet bliver opgaven for NFUE åbent at lytte til den særlige grønlandske vejledningstone og dykke ned i spørgsmål som: Hvad kendetegner grønlandsk kultur, og kan vi overføre nogle af elementerne i en udvikling af grønlandsk vejledning? Hvad vil give mening for det grønlandske folk, så vejledning ikke blot bliver endnu en udefrakommende, imperialistisk pind til et uholdbart skur? Kun ved sammen med grønlænderne at forankre vejledningen i deres kultur og historie, kan vi bygge et solidt fundament for grønlandsk vejledning. Det kan blive et stort og spændende fælles undersøgelsesprojekt.

Hyldest til foråret og det spirende liv
Den sidste sang, jeg vil præsentere her er en smuk grønlandsk hyldest til den lille sommer i maj. Når jeg læser denne tekst med vejledningsfaglige briller på er jeg slet ikke i tvivl om, at Grønland med sin menneskelige rigdom har meget at tilbyde nordisk vejledning. Det ligger i naturen, historien og kulturen. Vi skal bare lytte, og forstå at sætte den gamle visdom ind i en nutidig vejledningskontekst.

Sådan er det generelt med det nordiske vejledningssamarbejde: Vi skal forstå at lytte til det fælles, og vi skal samtidig forstå at lytte til det særlige for hvert land. Derigennem kan vi udvikle og forny det nordiske samarbejde og den nordiske vejledning ind i en nutidig kontekst. Og det er først og fremmest det, vi skal med NFUE.

Som en morgen, når solen står strålende op

Som en morgen, når solen står strålende op
over fjeldenes top,
vækker fuglenes unger og byder de små:
”Spænd nu vingen og flyv op i himmelens blå
og berus jer i sang!”

Sådan retted engang du dit ansigt mod mig
- lille elskede dig!
Så mit hjerte blev vakt af dit strålende blik
og mit øje blev åbnet, så kær jeg dig fik -
lille sol på min vej.

Når jeg kæmped mig frem mod mit mål her på jord
og når nøden var stor,
når min arm blev for træt og når håbet slog fejl,
og min åre jeg slap, gav du vind i mit sejl -
lille brise for mig.

Og når vinteren dræber de blomster så små
som i festklædning stå,
skyder nye sig frem som i dejligste vår
af din rødmende kind, dine øjne, dit hår –
lille sommer i maj.

Fuld af tak for din kærlighed favner jeg dig
og jeg slipper dig ej,
lille elskede min – og med ordenes leg:
Lille sol på min vej, lille brise for mig,
lille sommer i maj.

(Som en morgen, når solen står strålende op. Tekst: Hans Lynge 1935. Fra skuespillet ”nunaga asavdlugo”. Oversat af Mads Lidegaard 1985).

Højskolesangbogen (2006), 18. Udg. 1. Oplag. Kbh: FFDs forlag.

Nordisk Vejlederforbund