Af: Benedicte B. Hansen, 2023
”Jeg vil gerne have, at de studerende træffer beslutninger baseret på, hvad de er motiverede for. Jeg vil noget med de vejledningssøgende. Det vil jeg faktisk”. Man er ikke i tvivl om hvad Kristine Kindtlers hjerte banker for. Hun er vejleder og specialkonsulent på det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, SCIENCE, på Københavns Universitet.
Vejledning på SCIENCE
På SCIENCE arbejder vejlederne mest med gennemførselsvejledning af de indskrevne bachelor- og kandidatstuderende, men de møder også potentielle og tidligere studerende. Vejledningerne handler meget om studielivet, om at skabe gennemførsel og trivsel, de har særlige støttesamtaler til studerende med funktionsnedsættelser og karrieresamtaler. Metodisk tager de primært udgangspunkt i tilgangen den motiverende samtale, men de er også inspireret af andre som Bill Law, John Krumboltz, HB Gelatt, Vincent Tinto, Karl Tomm og Tristam Hooley.
Alle fastansatte vejledere tager universiteternes vejlederuddannelse og et grundkursus i den motiverende samtale. Det er centralt at arbejde vidensbaseret, fortæller Kristine: ”De ting, vi gør i vejledningen, er drevet af viden om det specifikke område, og det samme gælder med den motiverende samtale”.
Ånden i den motiverende samtale
Den motiverende samtale blev udviklet til misbrugsbehandling. Metodens grundlæggende tilgang er at finde frem til personens egen motivation og tanker om forandring i stedet for at overtale personen til at ændre adfærd. Derfor kaldes metoden også for en ”forandringsmetode”. Metodens grundlæggere, Miller og Rollnick, ville gerne ændre fokus fra, hvad rådgiveren synes var til borgerens bedste og i stedet lade borgeren være eksperten i eget liv. På den måde bliver samtalen baseret på borgerens perspektiver, ønsker og mål, og det øger ifølge Miller og Rollnick sandsynligheden for at lykkes med at skabe en forandring.
I motivationssamtalen er der en særlig ”ånd” - en slags principper -, som hele tiden skal være til stede, når vejleder sammen med borger undersøger motivationen for forandring:
- udtryk empati
- tydeliggør diskrepansen
- gå med modstanden
- understøt mestringsforventning.
Metoden er optaget af ambivalens. Det vil sige situationer, hvor borgeren har argumenter både for og imod en forandring. I den motiverende samtale hjælper vejlederen borgeren til at udfolde og udforske ambivalensen og på denne måde give borgeren plads til at udtrykke egne ”forandringsudsagn” og fremkalde sin motivation for forandring.
Handlekompetente studerende
Valget af den motiverende samtale som vejledningsmetode på SCEINCE var i sin tid inspireret af Kriminalforsorgens brug af metoden. Selvom de studerende er en helt anden målgruppe og kommer i vejledningen frivilligt, mener Kristine, at metoden er hensigtsmæssig i en vejledningskontekst: "Metoden er god til at kaste lys på ressourcer, succeser, styrker og kompetencer. Den vil hellere stille spørgsmål og være nysgerrig, end at give besked."
Hun fortsætter:
”I vores vejledning har vi et mantra, som handler om, at vi gerne vil skabe handlekompetente studerende. Der skal være en eller anden drivkraft, når man skal handle. Meget ofte er det, som får folk til at handle, netop motivation. Så hvis man har et ønske om at skabe handlekompetente studerende, så er det godt med en metode, som får motivationen frem i de studerende. Og det er dét, den motiverende samtale kan.”
I samtalerne arbejder vejlederne med at undersøge de studerendes egne ønsker. I metoden får vejledningssøgende lov til at sige de ting højt, de gerne vil eller måske gerne vil forandre. "Netop når vi siger noget højt, så er der tit en større sandsynlighed for, at vi rent faktisk også går ud og gør det”, siger Kristine.
I det hele taget passer metoden godt til vejledningen på SCIENCE, da metodens "ånd" stemmer overens med de værdier, som de arbejder ud fra. Kristine refererer sit yndlingscitat fra Miller og Rollnick:
”Det handler mere om vejledning end styring, mere om dans end brydning og mindst ligeså meget om at lytte, som at give besked”.
Og Kristine fortsætter: "Det fanger rigtig godt det, vi som vejledningsenhed tænker om vores vejledning".
Ambivalens
På SCIENCE handler samtalerne ofte på den ene eller anden måde om valg: "Vi vil gerne hjælpe de studerende med at planlægge, træffe for dem gode og kvalificerede valg og trivselsbeslutninger. En god beslutning er, hvad der er en god beslutning for den studerende."
Vejledningen skal facilitere de studerendes egne processer:
"Vi ønsker at give dem et rum, hvor de kan reflektere over deres egen motivation og få øje på deres motivation. I den motiverende tilgang tror man ikke på, at man kan hælde motivation ned i nogen, men man kan hjælpe motivationen frem, og i en del tilfælde bliver det tydeligt, at mange mennesker er motiveret for mere end én ting. Det er der, hvor der kan opstå en følelse af ambivalens”.
Det kan være, at en studerende vil til udlandet i et halvt år, og derfor ikke også kan skrive bachelorprojekt med den nuværende studiegruppe. Her er udgangspunktet ikke, at den studerende ikke gider skrive bachelorprojekt, men at den studerende er motiveret for to forskellige ting på én gang. Så er det vejlederens opgave at få øje på ambivalensen, men også undersøge hvor motivationen er stærkest. ”I virkeligheden så er ambivalens jo dobbelt op på motivation. Vi understøtter den studerende i at finde ud af, hvad det er for et valg, der er det rigtige for ham eller hende”.
Det kan også være i form af tydeliggørelse af en diskrepans hos vejledte. ”Altså sige på en kærlig måde i en vejledning, 'du siger du gerne vil det her, men du gør det her. Skal vi ikke prøve at være undersøgende på, hvorfor der er den her diskrepans mellem egentlige værdier og handlinger'?”
Fasemodel
For at have en vejledningsmodel, som passer præcist til vejledningsbehovet på SCIENCE, har de udviklet deres egen ”fasemodel” til at styre deres samtaler.
Den første fase i modellen hedder ”Lytte og aftale”. Man er nødt til først at lytte, før man kan aftale, hvad samtalen skal handle om. De næste tre faser kaldes ”Antropolog”, ”Fremtidsforsker” og ”Kaptajn”. De har henholdsvis et fortidsfokus (successer og erfaringer), et fremtidsfokus (hvad kunne du undersøge, og hvor kan du få hjælp?) og så et handlefokus (næste skridt). Den sidste fase hedder ”Aftale og afslutte”, hvor vejlederne kan spørge, om vejledningssøgende fik det ud af samtalen, som vedkommende forventede.
Første og sidste fase er afklarende, mens de tre midterste er udviklende.
Kristine har været med til at udvikle fasemodellen og siger: ”Den er meget klassisk, sådan meget Karl Tomm-agtig. I modellen arbejder vi både cirkulært, men også lineært, så vi også kommer i mål og får lagt en plan og kører ikke bare rundt i processen”.
Det særlige ved SCIENCEs fasemodel er, at der i midten er en model for informationsgivning. ”I vores samtaler er informationsgivning centralt, og vi manglede en fasemodel, hvor det var indtænkt. Derfor har vi tilføjet UGU-modellen fra den motiverende samtale, som er en model for at give information og undersøge, hvad informationen betyder for den studerende”, forklarer Kristine.
Teknikker i den motiverende samtale
I den motiverende samtale findes forskellige teknikker, vejlederen kan bruge, så metoden er også en konkret 'værktøjskasse'. I værktøjskassen ligger der blandt andet:
- åbne spørgsmål
- bekræftende udsagn
- refleksioner
- opsummeringer.
Nogle vejledte kan have brug for noget ekstra i vejledningen. Ved dette års bacheloroptag har 15 % af de nye SCIENCE-studerende en funktionsnedsættelse. Vejledningsmetoden og teknikkerne er grundlæggende de samme til alle studerende. Men Kristine mener, at nogle har brug for lidt mere støtte i nogle faser eller nogle lidt andre typer spørgsmål. Man kan også overveje, hvor meget vejledte skal reflektere, og vejlederen kan med fordel i de samtaler være ekstra omhyggelig med at lave opsummeringer. "Men det gode ved den motiverende samtale er, at den minder os om vejledtes autonomi – også i samtaler, hvor man som vejleder kan komme til at tage for lidt for meget over”, siger Kristine.
Ligegyldigt hvilke teknikker og metoder man bruger i vejledning, peger Kristine på, at det er en særlig stemning, vi skal være i, når vi vejleder: "Det Miller-citat, som jeg nævnte i starten, er rigtig vigtigt for mig. Det er simpelthen den stemning, vi skal være i, når vi vejleder. Når vi ikke er det, så skal vi tjekke ind i, hvorfor vi ikke er det. Hvorfor begynder det at føles mere som brydning end dans? Det er en væsentlig rettesnor".