Af: Henriette Pagh Mathiasen, december 2023
I vejledningen møder vi unge med skolevægring. Studerende i mistrivsel, ensomhed eller præstationsangst. Voksne med langtidsledighed, diagnoser eller misbrug. "Når 'vildskaben’ stiger, så skal refleksiviteten også gøre det". Det siger Leif Tøfting Kongsgaard, der er faglig leder af Væksthuset, og som sidste år forsvarede sin ph.d.-afhandling 'Faglig refleksiv praksis'.
Han peger på, at når vi har mere end én - gerne en lille håndfuld - teorier og tilgange at trække på, så stiger kvaliteten i vores arbejde. Han er fortaler for en ’multiteoretisk praksis’.
Multiteoretisk praksis
De mennesker, vi arbejder med, er forskellige. Derfor har vi også brug for at møde dem på forskellige måder og tilpasse vores vejledningstilgange, så vi hjælper den enkelte bedst muligt. Det er ikke tilstrækkeligt at bruge vores private fornemmelser for, hvad det er for en problemstilling, der er på spil hos den vejledningssøgende. Vi skal arbejde på baggrund af faglige overvejelser. Kongsgaard argumenterer for, at de faglige overvejelser bliver stærkere, hvis vi har forskellige analytiske blikke: "Det er egentligt det multiteoretiske".
Hvis vi møder en borger med angst, så kunne vi for eksempel anskue det med en eksistentiel tilgang eller en kognitiv tilgang. ”Det er to meget forskellige veje ind i det samme fænomen," siger han.
”Hvis man vil karikere lidt, så ville man [i den eksistentielle tilgang] måske sige: 'Når folk oplever angst, så er det mest hjælpsomme, at man taler om det som noget alment menneskeligt. Som noget vi alle sammen i et eller andet omfang lider af. Måske skal vi prøve at få kontakt med det fænomen, at vi alle sammen er bange for at dø, eller at vi alle sammen er bange for ikke at lykkes." Ifølge Kongsgaard vil en mere kognitivt inspireret tilgang, der forsøger at hjælpe vejledningssøgende til at bryde med tilbagevendende uhensigtsmæssige tanker og handlemønstre, måske sige: "'Vi kan prøve at arbejde med, at du ikke skal se de her situationer som farlige. Du kan eksponere dig eller træne det her med at komme ud i nogle situationer, der er vanskelige'.”
"Vi får jo faktisk øje på noget i menneskers liv. Vi får øje på noget omkring deres problemstillinger, og det er en særlig måde at forstå, hvordan vi kan gå til dem på. Så det er jo ikke bare sådan en behagelig leg, hvor vi kigger rundt med en masse perspektiver. Det har nogle konsekvenser, hvad vi får øje på og ikke får øje på".
Hvis en tilgang er hjælpsom, så brug den
Antagelsen er, at når du som vejleder står over for noget, der er komplekst, vil du lykkes bedre med at finde en god løsning, hvis du kan se problemet fra flere vinkler. Vælge det rigtige værktøj fra kassen, om man vil: "Hvis du kun har en hammer og så slår på et problem, som faktisk ikke er et søm, så risikerer du, at slå det i stykker på en eller anden måde", forklarer Kongsgaard.
Men hvordan ved vi så, om en tilgang er velvalgt? Multiteoretisk praksis hviler på den videnskabsteoretiske tilgang, der hedder pragmatismen. Ifølge pragmatismen findes der ikke én objektiv sandhed. Vi må derfor vurdere vores tilgange på, om de virker godt i praksis: "Hvis et sæt analytiske briller er hjælpsomme, så brug dem. Hvis det viser sig ikke at være hjælpsomt, altså man kommer ikke videre, så må man prøve med et andet sæt for at se, om det hjælper".
Tavs viden
Mange vejledere er formentlig inspireret af flere metoder, og i de enkelte samtaler kan vi inddrage mere end én tilgang. Kongsgaard anbefaler dog, at vi er bevidste om, at det netop er forskellige metoder med hver sine fordele og ulemper, og ikke én stor metode. Hvis alle metoder flyder sammen i én, så har vi kun én linse at se verden gennem.
"Det er det fænomen, man kan kalde 'i mørket er alle katte er grå'," siger han og uddyber: "Det vil sige, så laver en eklektisk teori, hvor det hele bare ligesom passer sammen. I praksis er det jo fint nok, hvis det fungerer, og man er dygtig til det." Men udfordringen opstår, hvis det vi plejer at gøre i vores samtaler, pludselig ikke virker mere. Så skal vi være i stand til at undersøge situationen fra en ny vinkel.
”Jeg insisterer ret meget på, at man skal 'kalde' sine perspektiver noget", siger Leif Kongsgaard. "Fordi ellers er vi tilbage ved det, man kalder tavs viden". Han understreger, at øvelsen ikke går ud på at sætte så mange fine og abstrakte akademiske eller teoretiske begreber på sin praksis som muligt. Det handler om at være i stand til at bruge et fælles fagligt sprog, så vi kan tale om vores praksis med hinanden, og så vi kan se nye handlemuligheder.
Tre tilgange i værktøjskassen
Måske er der én tilgang, som du oplever fungerer særligt godt for dig i vejledningerne. Det er helt fint, siger han. "Du skal bare have den sensibilitet, at når det ser ud til ikke at virke, så skal du være i stand til at gøre noget andet".
Der er ikke et endegyldigt svar på, hvor mange metoder vi skal beherske. Men hvis den enkelte vejleder har tre forskellige tilgange i værktøjskassen, så er det ikke skudt helt ved siden af. Det er bedre at være fortrolig med færre metoder end at forsøge at gabe over hele repertoiret af tilgange, og så ende med kun at have et helt overfladisk kendskab til teorierne.
Forskning fra terapeutisk praksis viser, at relationen mellem terapeut og klient er vigtigere end terapeutens metodiske eller teoretiske ståsted. Hvis man føler sig tryg ved en metode, så smitter det af på vejledningssøgende: "Det er jo den sikkerhed, det giver i rummet, at der sidder en professionel, som er engageret, og som kan finde ud af at lede 'den proces vi to skal igennem'". Han forsætter: "Så det, at du som professionel har en sikkerhed i det, du laver, er faktisk ret vigtigt".
Flere teorier i organisationen
Alle i en organisation behøver ikke kunne de samme tilgange.
"Jeg er ret stor fortaler for, at hvis man har ti vejledere, så behersker de faktisk lidt forskellige teknikker og teorier. Det kan jo skabe den der - i hvert fald i sparringsøjemed - mangfoldighed af blikke".
Hans bedste råd til alle, der gerne vil arbejde mere multiteoretisk, er at fordybe sig i færre teorier, men til gengæld komme i dybden. Det kan man for eksempel gøre i kollegagrupper, hvor gruppen bliver enige om, at nu bruger alle samme metode i en afgrænset periode. "Gør det til et bevidst valg at arbejde med det perspektiv som et 'tunnelsyn' i nogle sager eller nogle problemstillinger." På et tidspunkt har vi dyrket tilgangen så meget, at man internt er enige om, hvad tilgangens begreber betyder og har opøvet rutine i at bruge den. Så kan vi tage den næste metode op.
Få hjælp af din kollega
Det betyder imidlertid ikke, at du skal have hverken hele eller halve års træning i en metode eller tilgang, før du kan prøve at bruge den.
Kongsgaard har set ”masser af eksempler” på medarbejdere, der efter et par dages kursus i for eksempel den motiverende samtale, kan gå i gang med at arbejde med det. Der er nogle, der skal træne tilgangene flere gange. Andre vil gerne læse noget teori, før de går i gang. Men overordnet er det lidt som at cykle, siger han: Man øver sig ved at gøre det, og når man kan holde balancen nogenlunde, ja, så kan man cykle godt nok til at tage den tohjulede i stedet for bilen.
Sidst og ikke mindst, så er det en god idé at få hjælp til at vurdere, om man kører nogenlunde lige eller slingrer lidt: "Man kan nogle gange have brug for sine kolleger. For man kan godt have svært ved selv at vurdere sig selv. Det ved man også fra forskning; at det ikke er altid den fagprofessionelle, der kan vurdere, om det egentlig var hjælpsomt ovre på den 'anden side'."
Organisatoriske øvebaner
Det skal ikke være den enkelte medarbejders ansvar at lykkes med at etablere en multiteorerisk praksis. Hele organisationen skal være med. Han foreslår at skabe "øvebaner i organisationen", hvor der er plads til både at fordybe sig i tilgangene, og til at lege lidt med perspektiverne. Det kan være supervision, kollegial sparring eller noget tredje. Måske skal vi erstatte nogle af de punkter på vores møder, der handler om informationer og produktionstal, og erstatte det med fagligt udviklende refleksioner.
"Det er ikke bare noget, man sidder og gør selv. Det er noget, vi træner sammen".