Foto af Klinisk tandtekniker
Job

Klinisk tandtekniker

Som klinisk tandtekniker fremstiller du alle former for aftagelige tandproteser.

Fakta

Arbejdssteder:
Egen praksis, Hos tandlæger, I dentallaboratorier
Stillingsbetegnelser:
Klinisk tandtekniker

Det er proteser, som patienten selv kan sætte ind i munden og tage ud igen. Arbejdet sker i direkte kontakt med patienterne. Aftagelige tandproteser kan være hele eller delvise proteser. Helproteser fremstilles til patienter, som mangler alle tænder. Delproteser fremstilles til patienter, der stadig har naturlige tænder tilbage i munden.

Du skal være ansvarsbevidst og have en rolig og sikker hånd. Det er også vigtigt, at du kan udvise tålmodighed og har en god evne til at skabe tryghed hos patienten.Kliniske tandteknikere har pligt til at føre journal over hver patient med beskrivelse af forløbet.

Fold alle afsnit ud

Om jobbet

foto af klinisk tandtekniker
Test - Tandteknikeren og hendes assistent afprøver den færdige protese på patienten.

Tandteknikeren fremstiller proteserne i samarbejde med en tandlæge, som først undersøger patienten og bagefter kommer med forslag til konstruktionen af protesen.

Du og patienten aftaler i store træk, hvordan protesen skal se ud. Du skal både sikre, at protesen ser godt ud, og at den opfylder sin funktion bedst muligt.

Som første led i arbejdet tager du aftryk af patientens gummer og eventuelt tilbageværende tænder og støber en model. Af modellen støber du en form, som danner udgangspunkt for den færdige protese.

Patienten er med til at vælge de kunstige tænder under din vejledning, og der skal både tages hensyn til form, farve og størrelse. Tænderne bliver normalt fremstillet på en fabrik i forskellige nuancer, som du må være i stand til at kunne skelne fra hinanden.

Du afprøver protesen på patienten og retter den til. Ved udleveringen til patienten, instruerer du i, hvordan den holdes ren.

Arbejdsplads

Som klinisk tandtekniker kan du blive ansat hos andre kliniske tandteknikere eller hos praktiserende tandlæger, og du kan arbejde som selvstændig.

Du kan også blive ansat i dentallaboratorier, der fremstiller tandproteser.

Indkomst

Gennemsnitlig indtægt pr. måned for nyuddannede (2016), inklusive pension, tillæg, værdi af personalegoder mv.

PrivatKommuneStat
Klinisk tandtekniker, Tandtekniker30.606 kr.--

Kilde: Danmarks Statistik

Se forklaring til lønoplysninger

Gennemsnitslønnen gælder ansatte kliniske tandteknikere.

Langt de fleste kliniske tandteknikere er dog privatpraktiserende, typisk med en praksis, hvor de arbejder alene. Deres indtægt varierer meget og afhænger dels af arbejdsindsatsen, dels af lokalområdet.

Fremtidsmuligheder

Der er gode beskæftigelsesmuligheder for kliniske tandteknikere. For det første er der naturlig afgang fra faget, og for det andet udgør ældre årgange en stor gruppe af befolkningen, og de har især behov for proteser.

Hvis du vil praktisere som selvstændig, skal du have Sundhedsstyrelsens autorisation. For at få autorisationen, skal du være fyldt 22 år, have bestået dansk eksamen som klinisk tandtekniker og have arbejdet 1 år (i alt 1.440 timer) som assistent hos en klinisk tandtekniker eller tandlæge. Du skal betale et mindre gebyr for at få autorisationen.

Mere uddannelse

Landsforeningen af Kliniske Tandteknikere (LKT) tilrettelægger korte kurser og foredrag, som du kan bruge til at opkvalificere din viden. Det er gratis for foreningens medlemmer at deltage i kurserne.

Tandlægeforeningen tilbyder tværfaglige kurser i samarbejde med tandlægeskolerne.

Beskæftigelsesmuligheder

Rigtig gode
Gode
Mindre gode

Kilde: Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering.

Inspiration

Inspiration til valg af job og uddannelse.

Interviewer med mikrofon
Interviewer med mikrofon

Interview med folk under uddannelse og i job.

Uddannelsessystemet
Uddannelsessystemet

Overblik over uddannelser og adgangsveje.

 

Hjælp til at vælge uddannelse - for dig i 8. og 9. klasse.

Se hvad man arbejder med i forskellige virksomheder.

Tag til åbent hus ude på uddannelsesstederne.