Der er mange forhold, der spiller ind, når en ung vælger at bryde det uddannelsesmæssige mønster, som den familie, de er vokset op i har. Bl.a. forhold som positive erfaringer fra skolesystemet, højt karakterniveau, gode kammerater, der også går i gang med uddannelse og forældrene, der bakker den unge op i at gå i gang med en uddannelse. I denne sammenhæng fokuseres på forældrenes rolle.

Nogle nyere beregninger på PISA spørgeskemabesvarelser (PISA II, offentliggøres bl.a. under forskningsprogrammet om social arv) har vist, at kommunikationen og den kulturelle påvirkning i hjemmet har meget at skulle have sagt i forhold til, hvor godt den enkelte unge klarer sig i grundskolen og dermed også, hvor motiverede de unge er for at fortsætte i ungdomsuddannelsessystemet. Lidt firkantet sagt har unge med forældre, der aktivt interesserer sig for deres skolegang, deltager i kulturelle aktiviteter med dem, forældre der selv læser bøger og fx har diskussioner over aftensmaden, større chancer for at få en uddannelse end de unge, hvor dette ikke er tilfældet – og det uanset deres forældres uddannelsesniveau.

I forbindelse med en nyligt udkommet rapport om mønsterbrud på ungdomsuddannelserne har vi, i tråd med PISA II-resultaterne, kunnet konstatere at mønsterbrydende unges forældre generelt ser ud til at være meget interesserede, støttende og engagerede i deres unge og deres unges uddannelsesvalg (de unges egne udtalelser) og dertil kommer, at forældrene ofte har en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet.

Dette gør sig ikke i samme grad gældende for unge, der falder fra deres ungdomsuddannelse. Dette så vi bl.a. på i forbindelse med studier af etniske minoritetsunges frafald (se Tænketankens rapport). Her så vi, at forældrene til de etniske minoritetsunge, som falder fra deres uddannelser, i høj grad er karakteriseret ved at have en løs tilknytning til arbejdsmarkedet med lange perioder på offentlig forsørgelse, og at disse forældre nok gerne vil have, at deres unge får en uddannelse, men ofte ikke har overskud eller ressourcer til at støtte og hjælpe de unge. Hertil kommer, at de ofte ikke ved meget om det danske uddannelsessystem og dermed har svært ved at sætte ind med relevant vejledning og støtte.

Disse undersøgelser peger således på, at der er mindst to vigtige faktorer vedr. forældreperspektivet, der vil kunne hjælpe de unge til at bryde uddannelsesmønsteret i familien:

• Dels at forældrene er velintegrerede på arbejdsmarkedet (og i samfundet)
• Og dels at de er engagerede i deres unge og støtter dem gennem deres uddannelse.

Hertil kommer selvsagt et uddannelsessystem, der er gearet til at tage disse unge til sig. Se fx publikationerne om mønsterbrydere.

Men hvordan oplever de mønsterbrydende unge, at deres forældre påvirker og støtter dem i deres uddannelses- og erhvervsvalg? Det har været et af temaerne for vores interview med mønsterbrydende unge i Mønsterbryderprojektet. Ud fra disse interviews tegner der sig to yderpunkter i forældregruppen: De målorienterede og de procesorienterede forældre.

De målorienterede forældre har haft det svært på arbejdsmarkedet, men har klaret sig igennem ved at være flittige og ihærdige – men "sjovt" har det bestemt ikke været.

Forældrene har i perioder haft meget svært ved at få et arbejde, og familiens økonomi har ofte haft svært ved at hænge sammen. De job de har kunnet få, har været præget af lav løn og meget ringe arbejdsvilkår, hvor bl.a. fysisk nedslidning, skiftende arbejdstider med lange perioder med natarbejde eller lange arbejdsdage i egen lille forretning, betyder, at hverdagen har været "et surt slid" med et utilfredsstillende økonomisk resultat.

De unge i disse familier har oplevet, at deres forældre har knoklet meget og ofte har måtte være meget væk fra familien – noget som de selv ikke ønsker skal ske for dem, når de skal have deres egen familie. De unge ser deres forældre som modbilleder. "I skal ikke blive ligesom os," siger forældrene - og "vi vil ikke være som dem," siger de unge i disse familier.

Omkvædet hos de unge og deres forældre er, at de unge skal have et bedre liv end forældregenerationen. Et liv, hvor de har mange muligheder for at få gode job, gode arbejdstider og god indtjening.

Dette ved forældregenerationen, og de kræver, at de unge uddanner sig. Lykkes projektet, vil det kunne give forældrene en bonus for deres slid, et vist statusmæssigt løft og med tiden et økonomisk afkast. Men det kræver, at den unge tager en uddannelse.

I disse familier taler man ikke altid så direkte om, hvilke erhverv de unge skal vælge, måske fordi forældrenes kendskab til uddannelsessystemet kan være noget begrænset, men de unge er ikke i tvivl om, at forældrene helst så, at de blev noget statusgivende som fx læge, tandlæge, advokat, ingeniør eller - hvis de boglige evner ikke strækker - så noget, der ligner, fx klinikassistent, sygeplejerske, laborant eller bilmekaniker. Andet kan komme på tale (som det næstbedste), for det vigtigste er, at de unge får en uddannelse – og dermed muligheder.

Forældrene siger til deres børn: "Knokle, knokle, knokle. Der er ingen, der har lovet dig, at det skal være sjovt. Du kan slappe af bagefter, når du har fået din uddannelse."

De unge kan opleve forældrenes ambitioner på deres vegne som positive og velmente og noget, de gerne vil leve op til. "Jeg vil gerne gøre mine forældre stolte," siger nogle unge. Men der er også nogle, der oplever det som et tungt åg, fordi det ikke er den unges liv, det handler om. Det kan meget vel være forældrenes egen drøm (som ikke kunne realiseres på grund af økonomiske og forsørgermæssigt ansvar), familiens status og forældrenes succes (som opdragere og samfundsborgere), der kan måles på, om de unge får en uddannelse.

Det kan opleves som en tung byrde at skulle slæbe på sine unge skuldre, når alle kammeraterne skal feste og "hænge ud hos hinanden", og man selv skal hjem og lave lektier. Men ingen har lovet disse unge, at det skulle være sjovt at tage en uddannelse: det er kernen i den vejledning, de unge får af målorienterede forældre.

De procesorienterede forældre går meget op i, at de selv og deres børn har et liv, som de er glade for. Det er vigtigt at have et arbejde, man er glad for, og som man kan udvikle sig i, når man har lyst, og det er vigtigt at have fritidsaktiviteter eller hobbyer, som man kan gå op i, og som kan give identitet og selvbevidsthed.

Det har ikke nødvendigvis været let for forældregenerationen undervejs at få arbejde, økonomi og familieliv/fritidsaktiviteter til at harmonere. Typisk har økonomien og manglende opbakning hjemmefra gjort det umuligt for forældregenerationen at starte på en ønskeuddannelse som ung, og så gik tiden.

Men det fortryder de ikke, fordi de så har fundet en for dem god balance, hvor arbejdet er centralt og noget, de snakker meget om, men ikke mere end at der er plads til at dyrke fritidsinteresser. De oplever ikke selv, at det er et problem, at de ikke har nogen formel (eller færdig) uddannelse.

Nogle har arbejdet sig op inden for en bestemt virksomhed og fået tillids-/ansvarsposter, andre har taget mere generelle kurser internt eller på aftenskole og dermed oplevet, at de kunne udvikle sig i deres arbejde. For de har stor fokus på, at det er lysten, der skal drive værket på arbejde såvel som i fritiden.

Det er vigtigt at glæde sig til at skulle på arbejde og se de spændende udfordringer derfra, hvor man nu står. Det er også vigtigt at dyrke nogle interesser i sin fritid, og rigtig mange af forældrene lever generelt et meget aktivt liv, hvor de ud over deres lønarbejde også engagerer sig i foreningsarbejde. Det kan fx være, at de sidder i bestyrelsen i den lokale badmintonforening, er træner for et fodboldhold eller er med i en haveforening eller et politisk parti.

Disse forældre er ikke modbilleder for de unge. De unge (og deres forældre) kunne godt forestille sig, at de kom til at leve et liv ligesom dem. Det vigtigste i disse familier er ikke, hvad man laver, men at man går 100% ind i det, man laver, og er glad for det. Det er lysten og engagementet, der skal drive en fremad – og i mindre grad penge eller prestige.

Disse forældre kræver, at deres børn arbejder på at blive lykkelige mennesker. Uddannelse kan være en god vej til dette, men ikke den eneste. Forældrene selv har jo oplevet, at man godt kan leve et lykkeligt liv uden at have taget en formel uddannelse i de unge år.

Hvis de unge ønsker at tage en længere videregående uddannelse, kan forældrene måske stille sig lidt undrende over for det. Typisk vil forældrene være meget åbne over for den unges selvstændige valg af uddannelsesretning – men forældrene stiller krav om, at den unge går ind til det, de vælger med 100% engagement, og at det er lysten, der styrer. Hvis den unge så ikke oplever, at den valgte uddannelse kan skabe glæde og motivation i hverdagen (trods et højt engagement fra den unges side), vil forældrene synes, det er en god idé at falde fra/skifte uddannelse: Det er kernen i den vejledning, de unge får af procesorienterede forældre.

Forældre til mønsterbrydende unge er karakteriseret ved at have en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet og være støttende og opbakkende i deres relation til den unge. Men det gør de på forskellige måder.

På en skala, hvor målorientering og procesorientering står i hver sin ende, vil de fleste forældre befinde sig et eller andet sted midtimellem. I den målorienterede ende vil forældrene opleve, at det at få en uddannelse er det vigtigste i livet. Forældrene i disse familier ser sig selv som et modbillede for de unge ("I skal ikke blive som os"), og uddannelsen ses som den sikreste vej til et bedre liv med flere muligheder (og bedre økonomi), end forældrene selv har haft.

I den anden ende af skalaen er de procesorienterede forældre. De fokuserer på, at det vigtigste i livet er at være et lykkeligt og glad menneske, og derfor er det vigtigste, at de unge har det godt med det, de laver – det er processen, der er i centrum. Forældrene synes selv, de lever et godt liv og oplever, at der kan være mange veje til at blive lykkelig. Uddannelse kan være en god vej – men den er ikke den eneste vej.

I denne sammenhæng har der været fokus på de unge, som klarer at bryde med familiemønstrene og ikke på alle de unge, som ikke klarer det. Formålet er at synliggøre de gode eksempler for at kunne bane vejen for større grupper af unge.

Vejledningens indsats i forhold til de mønsterbrydende unge, såvel som alle de potentielle mønsterbrydende unge, vil med fordel kunne bygge på nuancerede billeder af forældrene og familiebaggrundens betydning for de unge.

Men det er kun en side af mønsterbrydningen. En anden meget vigtig side er uddannelsesinstitutionerne og deres pædagogiske og strukturelle opbygning og praksis, der skal kunne rumme mønsterbrydende unge.

En tredje side er det samfundsmæssige niveau, hvor en forebyggende indsats med fordel vil kunne rettes mod at sikre forældrene en fast tilknytning til arbejdsmarkedet på rimelige vilkår – ad denne vej skabes de bedste forudsætninger for børnenes opvækst og senere muligheder for at få en uddannelse.

Hvis man for alvor vil sikre de unge muligheden for mønsterbrud, vil det være hensigtsmæssigt at inddrage så mange aspekter som muligt. I vejledningsregi ligger en meget central samfundsmæssig opgave i at støtte og vejlede unge til mønsterbrud fx ved udvidet forældreinddragelse, ved opsøgende støtte til studieteknik, ved tilbagemeldinger til uddannelsesinstitutionerne om virkningerne af deres praksis og nuancerede årsager til frafald samt til at opbygge en tillidsrelation til de unge, der bl.a. betyder, at vejlederne skal være tilgængelig i de unges hverdag.

Ulla Højmark Jensen, ph.d., lektor ved Forskningsenhed i Vejledning, DPU. Cand.mag. i samfundsfag og idræt og tidl. gymnasielærer. Ph.d.-afhandling om unges værdiorienteringer i det moderne samfund (Institut for Statskundskab, Københavns Universitet). Ansat som forsker inden for sektorforskningen (AKF) med arbejdsområde inden for børn og unge og har arbejdet med uddannelses- og ungdomsforskning.

"Det er sgu ikke lige mig" (2003)

"Det vigtigste i livet er at få en uddannelse" (2005)

Hvor gik det galt? (2003)

Muligheder for mønsterbrud i ungdomsuddannelserne (2005)

Udlændinge på ungdomsuddannelserne (2005)

Unge uden uddannelse (2005)

Forskningsprogrammet om social arv

Integrationsministeriets Tænketank